Solen bager på en lille sort bygning, der ligger og putter sig mellem Odense Universitetshospitals høje blokke. Selvom den ligner en midlertidig barak, der skulle være revet ned for længe siden, så er det herinde, en stor del af Danmarks mordsager bliver opklaret.
Indenfor holder Peter Mygind Leth til. En rolig mand med gråt strithår og et selvsikkert smil. Som professor i retsmedicin er han en af Danmarks fremmeste eksperter, når det kommer til at opklare mord.
Hvert år får han cirka ti mordofre ind. Sammen med sine kolleger på retsmedicinsk institut, er det hans opgave at finde ud af, hvordan de er blevet dræbt - og hvornår. Uvurderlige oplysninger som i mange tilfælde fører til, at politiet kan opklare forbrydelsen.
Se Peter fortælle om sit arbejde i videoen herunder.
I dag er der ingen mordofre, der skal obduceres, så Peter har god tid til at vise rundt i obduktionslokalet - eller ‘sektionsrummet’, som det hedder på retsmedicinsk.
- Det bliver det lille rum, jeg viser jer, for mine kolleger er i gang med en dobbelt-obduktion inde ved siden af i det store, siger han.
Selvom dagen ikke byder på mordofre, er der altså alligevel fuld gang i den. Peter og hans kolleger obducerer nemlig også ofre for trafikulykker, pludselig opstået sygdom eller selvmord. Omkring 200 om året. Så det er en sjældenhed, at lokalerne ligger tomme hen, forklarer han.
Jeg var engang til konference i Italien, hvor min norske kollega ærgrede sig over, at han ikke var hjemme i Norge, da en mand var blevet dræbt af en bjørn.
Ligesom mange af os andre, har retsmedicinere valgt deres karrierevej, fordi de synes jobbet er spændende. Det gælder også Peter.
Selvom det kan virke bizart, at Peter bliver jaloux sine kolleger, når de får et sjældent mord på deres bord, svarer det måske til, at du som professionel fodboldspiller ikke bliver udtaget til landsholdet. Det var derfor, du gik ind i faget.
- Jeg var engang til konference i Italien, hvor min norske kollega ærgrede sig over, at han ikke var hjemme i Norge, da en mand var blevet dræbt af en bjørn. Man er jo ked af at gå glip af de spændende sager, siger han.
Sektionsrummet, som Peter viser os rundt i, er hvidt og sterilt med et enormt stålbord midt i lokalet. På et skærebræt ligger en række blanke instrumenter, og i bordet løber en række riller hen til en vask. Til afløb af blod, forklarer Peter.
Når en person bliver dræbt i Danmark, og politiet får besked, rykker de ud og sikrer findestedet. Så tilkalder de en overlæge fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn, som kommer ud bag politiafspærringen og undersøger liget.
Politiet beslutter så i samarbejde med overlægen, om det er nødvendigt med en obduktion.
Hvis liget er fundet på Fyn eller i Sønderjylland, er det Peter og hans kolleger, der står for obduktionen.
Så drøner Peter på arbejde - dag eller nat - og undersøger liget på det store blanke stålbord.
Jeg glemmer aldrig, da jeg som medicinstuderende skulle passe en ung pige på en 10-12 år, som havde brækket nakken ved et trampolinspring. Hun ville aldrig genvinde førligheden. Det sidder stadig i kroppen.
Det kan godt lyde som et hårdt job, sådan at skulle skære i døde mennesker. Men modsat hvad de fleste tror, undersøger lægerne flere levende end døde på de retsmedicinske klinikker. Ifølge Peter har de hvert år 350 undersøgelser af ‘levende’ voldsofre eller gerningsmænd - mod de 200 obduktioner.
Og faktisk er det hårdere at arbejde med levende mennesker, forklarer Peter. Særligt som almindelig hospitalslæge.
- Hvis man tænker på det rent psykiske, vil jeg sige, at det er meget sværere. Som klinisk læge har man jo dødssyge patienter, der ikke kan helbredes.
Det slipper dig ikke, for de levende patienter lider, forklarer han.
- Jeg glemmer aldrig, da jeg engang som medicinstuderende skulle passe en ung pige på en 10-12 år, som havde brækket nakken ved et trampolinspring. Hun ville aldrig genvinde førligheden. Det sidder stadig i kroppen, siger han.
En høj tør lyd, som når en tandlæge borer huller, afbryder Peters snak. Han kigger beroligende på os.
- Det er bare kraniesaven, de er i gang med inde ved siden af. Der går lige et minut eller to, siger han.
Kraniesaven ligner en lille rundsav på et skafte. Peter og hans kolleger bruger den, når de skal åbne kraniet for at undersøge hjernen - og den har et lidt spøjst navn i retsmediciner-kredse.
- Vi kalder den for ‘Den hylende nonne’. Kan du huske i Nattevagten, hvor Ulf Pilgaard hopper frem? Det er sådan en, har han i hånden. Men faktisk er den ikke særlig farlig. Den drejer ikke rundt som en sav, den vibrerer bare, fortæller Peter.
Retsmedicinsk værktøj kan ved første øjekast syne voldsomt.
I videoen herunder kan du se en kort gennemgang af nogle af dem og høre, hvordan de bliver brugt.
Har du nogensinde undret dig over, hvordan folk får ideen til at blive bedemand, rottefænger eller sågar retsmediciner? Det er ikke ligefrem almindelige karrierevalg, så hvordan opstår ideen? For Peter skete det ved et tilfælde.
- Jeg hører til den gamle skole, som er uddannet i ‘patologisk anatomi’. Her kigger man på forandringer i væv, celler og organer for at fastslå sygdomme som eksempelvis kræft. Det er et meget spændende fag, men jeg blev træt af at sidde stille foran mikroskopet, det meste af tiden, siger han.
Så Peter begyndte at kigge sig om efter noget andet at lave.
- Jeg så tilfældigvis, at de ledte efter en ph.d.-studerende hos statsobducenten i Aarhus, så det søgte jeg. Og det reddede mig. Her kunne jeg have et job, hvor jeg kunne bruge patologien, og komme med politiet ud på findesteder med blå blink og det hele, siger han.
Og når Peter bliver kaldt ud til et mord, får han stadig et adrenalinkick, som var det første gang. Så han fortryder bestemt ikke sit karriereskifte, understreger han.
Peter rejser sig op fra taburetten ved stålbordet. Han har lige forklaret, hvad de mange knive, hamre, sakse og mejsler, der ligger fint linet op på bordet, skal bruges til. Men nu vil han vise os sit yndlings-udstyr.
- I skal da se vores CT-scanner i kælderen. Vi scanner alle lig dernede, før vi obducerer dem. Og vi har engang scannet en fuldvoksen, bedøvet tiger for Odense Zoo dernede, forklarer han ivrigt.
Ned med elevatoren, gennem lange kældergange proppet med rør, elektriske installationer og en ældgammel nødgenerator. Dér står scanneren.
Et øjeblik føles det, som at være med i et afsnit af Riget.
- Ikke det mest praktiske sted, siger han. Men når vi flytter til nye lokaler om et par år, kommer scanneren til at stå i et lokale lige op ad af sektionsrummet.
CT-scanneren kan lave 3D-billeder af liget, så det er muligt for Peter og hans kolleger at se brud på knogler og blod- og væskeansamlinger helt uden at skære lige op.
Peter har forsket i, hvad man kan se med scanneren, inden man obducerer, og om de observationer, så også stemmer overens med det obduktionen viser.
- I 66 procent af tilfældene viste scanningen det samme som obduktionen. Det betyder, at vi i flere tilfælde måske kan undvære, at åbne liget op i fremtiden, forklarer han.
Det er bare ikke muligt nu, for som loven er, kan en scanning ikke stå i stedet for en obduktion. Men det håber Peter på, at hans forskning kan lave om på.
Peter har vist os ind på instituttets lille bibliotek. Her er proppet med opslagsværker om mord, mordvåben og retsmedicinske metoder. Ved den ene væg, står et bord med et stort mikroskop på. Det er det, Peter vil vise os.
Her står han nemlig ofte, når han undersøger vævsprøver fra ligene. På den prøve han har taget frem, fremhæver han nogle små røde prikker.
- Se der. Det helt er tydelige tegn på lungebetændelse, forklarer han.
Når man som Peter og hans kolleger arbejder med død og drab, kan det være nødvendigt med lidt humor for at tage toppen af grusomheden.
- Vi laver da lidt sjov med situationerne. Jeg husker en sag, hvor en sindsforvirret franskmand havde brudt ind i et elefantbur i Zoo. Han var blevet trampet ihjel. Politiet tog et billede af elefanten og skrev: “dom - livstid”, griner han.
Humor kan hjælpe os med at håndtere med nogle svære situationer, siger Peter, men han understreger, at de selvfølgelig altid joker med respekt for afdøde.
Når Peter endelig har fri og kører en tur ud i sommerhuset for at gå tur med hunden, så skulle man tro, at han har fået nok af mordsager. Men så tager man fejl.
Sammen med en ven, Peter kender gennem foreningen Danske Ølentusiaster, tager han ud og holder foredrag om øl og mord i sin fritid.
- Vi har en række øl med fra forskellige lande. Til hver øl knytter der sig en historie om, hvordan den er lavet og en mordsag. Så jeg har læst op på gamle mordsager fra Tyskland, Belgien, og hvor nu ellers øllene kommer fra, slutter han.
