Der er billeder og visuelle udtyk overalt. Men lyden, den glemmer vi nogen gange. Og hvordan lyder Danmark egentlig?

Over 24 timer i juni 2017 bad DR 24 personer i hele Danmark om at optage en lyd, der omgiver dem. På godt og ondt, for der er både lyden af fuglesang om natten, klingende bestik, nattetisseri og en pollen-allergiker, der møder en græsslåmaskine.

Nedenfor kan du gå på opdagelse i de 24 lyde, steder og deres historier. Og nederst kan du høre det lydværk, som komponisten Rasmus Zwicki har skabt af alle lydene.

12:00: Struer

12:00, Struer

Skoleklokken

- Lyden af skoleklokken er den bedste lyd for børnene, siger skolelæreren Bo.

- Den betyder et afbræk i skoledagen og ikke mindst: frokost.

13:00: Allinge

13:00, Allinge

Ismaskinen

- Lyden af ismaskinen er lyden af det eventyr min familie har kastet os ud i, lyden af en fælles drøm, der gik i opfyldelse, siger Christina.

Siden 2013 har hendes familie drevet butik med hjemmelavet is på nordspidsen af Bornholm.

14:00: Odense

14:00, Odense

Kasseapparatet

For kassemedarbejderen Stine fortæller lyden af kasseapparatet, at der er travlt i butikken:

- Det betyder noget for mig, fordi man ved, at man gør det rigtige. Og kassen siger fra, når man gør noget forkert, og så behøver jeg ikke kigge på skærmen hele tiden, siger hun.

15:00: Hareskoven

15:00, Hareskoven

Legoklodserne

Louise har to piger på 8 måneder og 4 år. De elsker begge to at lege med lego. Og moren elsker den klikkende lyd af klodserne:

- De sidder helt stille og roligt. Det er så fedt, jeg får lyst til at smide alt omkring mig og kaste mig ned på tæppet og være med., siger hun.

16:00: Køge Bugt

16:00, Køge Bugt

Bilradioen

Lyden af bilradioen betyder rigtig meget for Line, når hun er på vej hjem fra arbejde:

- Jeg elsker lyden af høj musik, når jeg sidder og keder mig i en bilkø.

17:00: Aalborg

17:00, Aalborg

Græsslåmaskinen

Kristoffer er allergiker og lider meget af høfeber. Så lyden af en græsslåmaskine har stor betydning for ham, bare ikke positivt:

- Så ved jeg, at helvede venter lige forude, siger han.

18:00: Amager

18:00, Amager

Bestikket og tallerkenen

Hjemme hos Ole er der altid "afsindig meget larm". Derfor har han som familiefar indført en regel om, at der skal være helt stille de første 10 minutter, mens de spiser.

- Det er ikke altid det lykkes fuldstændig, men det giver en dejlig fornemmelse af ro og fordybelse og af at man er sammen uden at skulle snakke.

19:00: Tilst

19:00, Tilst

Floorball-træningen

Anna er danmarksmester i floorball- altså indendørs hockey. Lyden af den fælles sommertræning i Tilst ved Aarhus er vigtig for hende:

- For en rigtig god floorball-træning betyder, at man i sidste ende bliver bedre til den sport, man går til. Og kan vinde det guld, vi allesammen drømmer om, siger hun.

20:00: Silkeborg

20:00, Silkeborg

Hunden Tulle

Trine arbejder som hundelufter og går blandt andet med med hunden Tulle.

- Når jeg lufter hund, så lytter jeg efter hunden og fornemmer dens sindsstemning. Den bliver ligesom en sjæleven, siger Trine.

- Et af de bedste tidspunkter at gå tur på er om aftenen, efter dagens opgaver, så man kan koble fra.

21:00: Sønderborg

21:00, Sønderborg

Sushi-restauranten

- Lyden af sushi, der bliver lavet, skaber en helt speciel energi, hvor man bliver fokuseret på de små ting, der sker omkring en siger Mathilde.

Hun arbejder på en sushi-restaurant i Sønderborg, hvor dansk og kinesisk bliver blandet i lokalerne.

- Stemmerne af gæsterne og det kinesiske sprog bag kulisserne giver en blanding af to kulturer, der støder sammen.

22:00: Næstved

22:00, Næstved

Popcornmaskinen

Marie er ved at poppede sidste popcorn i biografen i Næstved.

- Lyden af popcorn minder mig om alle de magiske stunder, man har haft sammen med sine venner og sin familie, siger hun.

23:00: København

23:00, København

Bargæsterne

Louise er bartender - og hører typisk den her lyd de sidste minutter på aftenen:

- Det er lyden af de sidste gæster i baren,der burde være gået for længst, men som stadig er her.

00:00: Esbjerg

00:00, Esbjerg

Dynen

Det er midnat, og Frederikke er på vej i seng:

- Jeg forbinder lyden af min dyne med afslapning, varme. Og så giver det mig en form for tryghed, når jeg hører denne her lyd.

01:00: København

01:00, København

Vandfaldet fra loftet

- Når man lider af søvnløshed hører man alt, siger Nina, der ikke kan falde i søvn på Nørrebro.

- Min gamle overbo skulle tisse hver anden time. Det var ligesom at få et vandfald ud over sig.

02:00: Skejby

02:00, Skejby

Jordemødrenes boller

Tina har en timeout – en pause på den ellers travle nattevagt som jordemoder. Her mødes natpersonalet over friskbagte boller:

- Det er højdepunktet på natten, når vi får sådan en hyggestund og kan snakke om lidt andet end hvad der foregår på stuerne, siger hun.

03:00: Skovlunde

03:00, Skovlunde

Nattens lyde

Polina arbejder til daglig som pædagog – men er nogen gange sent oppe om natten.

- Fuglene synge, det blæser og det er bare så hyggeligt. Det er slet ikke så tydeligt, når man hører det om dagen.

Hendes lyd af natten er en blanding af den sidste opvask, kattens gnaven på tørfoder, fuglekvidder og samtalerester.

04:00: København

04:00, København

Byens perfekte larm

Pernille elsker at stå tidligt op og tage med Københavns metro på arbejde:

- Byen er normalt fyldt med larm. Men på det her tidspunkt er byens lyd perfekt, siger hun.

05:00: Thyborøn

05:00, Thyborøn

Den barske blæst

Heidi er fiskeri-medarbejder og møder tidligt ind på havnen i Thyborøn. Her har blæsten ifølge hende selv gjort folk barske og hårdføre:

- Der er mange lyde på sådan en havn, men det er altid lyden af blæsten, der ligger henover det hele, og det er en del af livet.

06:00: Strynø

06:00, Strynø

Kirsebærtræet

Sara er oversætter og bosat på Strynø mellem Langeland og Ærø. Hun er stået tidligt op:

- Mit kirsebærtræ rasler i vinden. Måske kan man høre fuglene i baggrunden. Jeg elsker alle de små lyde på Strynø, hvor jeg har indrettet mit hus til skriverefugium, fortæller hun.

07:00: Aalborg

07:00, Aalborg

Kaffemaskinen

Steen er et B-menneske. En af dem, der skal have et spark for at komme op om morgenen:

- Jeg er koffeinjunkie. Lyden af min kaffemaskine er min absolutte favoritlyd. Så ved jeg der er lys forude, siger han.

08:00: Aarhus

08:00, Aarhus

Hoveddøren

Før dagens sceneskift og kulisser holder teaterteknikeren Ida af en lyd fra hendes eget hjem:

- Lyden af min dør, der åbner, betyder noget for mig, fordi det er min egen dør. I mit eget hus, siger hun

09:00: Kolding

09:00, Kolding

Lyskrydset

Rachel er studerende og på vej til undervisning:

- Lyden af lyskrydset er helt vildt stressende. Når det bipper langsomt skal jeg vente, når det bipper hurtigt skal jeg skynde mig for at nå mit tog, siger hun.

10:00: Svendborg

10:00, Svendborg

Salmesangen

Andreas er præst i Kirkeby Kirke. Her mødes han med salme-interesserede en gang om måneden for at synge og tale om salmerne – og slutte af med en gåtur og frokost.

-Jeg elsker at synge og jeg elsker lyden af de danske salmer, siger han.

11:00: Struer

11:00, Struer

Lydcenteret Kuben

Tilbage i ”lydens by” arbejder Iza som lydekspert hos byens stolthed, Bang & Olufsen.

I testcenteret Kuben måler hun på lyden af en Beosound Shape-højtaler:

-Lyden af en højtalermåling fylder en stor del af min dag. Det er noget vi bruger, hver gang vi skal lave en ny højtaler, siger hun.

Hele døgnet: Lydværk

Hele døgnet

Et lydværk af komponisten Rasmus Zwicky

Komponisten Rasmus Zwicki har sammensat alle de 24 lyde og danskernes fortællinger om dem til et lydværk: Lyden af landet.

Klik på videoen og hør med.

Credit



Ide, koncept og tilrettelæggelse: Ole Huld

Klip: Nanna Rebekka

Grafik: Sofie Thybo

Lyd: Ida Skjerk

Webredaktør og tekst: Frederik Bjerre Andersen