Løft brystet, stræk benet, højere, stærkere, bedre.

Marcin Kupiński hører formaningerne som en dukkeførers stemme inde i sit hoved, mens han trækker vejret tungt og tager afsæt endnu engang.

Tusindvis af træningstimer sidder i hans krop, og springene virker lette og ubesværede. Og så alligevel ikke. Hver eneste bevægelse udfordrer den menneskelige anatomi og fysikkens love, og kan falde til jorden på et splitsekund.

Mange af os har stiftet bekendtskab med ballet gennem julekalenderen Julefeber i år. Det kan opleves som en yndefuld danseforestilling med fine, glidende bevægelser. Men trinene er også fyldt med atletiske kraftpræstationer, der stiller benhårde krav til dansernes teknik og fysik.

I denne fortælling kan du komme helt tæt på dén præstation – fortalt gennem en af verdens bedste danseres mest kraftfulde spring.

37-årige Marcin Kupiński har levet stort set hele sit liv i spotlight. Som balletdanser er hans krop konstant i fokus, og siden han var 10 år, er hans præstationer blevet målt, vejet og vurderet – af undervisere, kollegaer, konkurrenter, balletmestre og tilskuere.

Marcin ved om nogen, hvad det vil sige at leve under præstationspres og at skulle leve op til forventninger om at skille sig ud og være exceptionel. Han er blevet sin egen værste kritiker, men han har også udviklet en evne til at omsætte andres blik og de konstante vurderinger til noget konstruktivt.

– Jeg har altid set mig selv som introvert, men jeg kan faktisk godt lide, når andre kigger på mig – det er ligesom et godt spejl, så gør jeg mit bedste, siger han.

Måske er dét nøglen for mange topatleter og kunstnere: At de formår at vende forventningspres til motivation.

– Derudover forsøger jeg at fokusere på, hvordan jeg har det, når jeg danser, i stedet for udelukkende at tænke på, om formen og kurverne er perfekte. Jeg elsker at springe – at flyve. Det er det bedste ved ballet!

Veltrænede atleter såsom badminton– og håndboldspillere laver omkring 100–200 spring på en træningsuge. En balletdanser kommer af og til op på 4.000.

Balletdansere skal nemlig ikke bare springe højt – de skal også gøre det med ynde.

Vi har allieret os med sportsfysiolog og biomekaniker Hanne Bloch Lauridsen og fysisk træner med speciale i ballet Line Hovgaard-Hansen. De arbejder begge for Team Danmark og gransker, i modellerne nedenfor, Marcins fysik og teknik.

I slutningen af sekvensen herover – i positionen Tombe pas de bourrée – sætter Marcin af med et såkaldt stemskridt. Det er præcis det samme, som en højdespringer gør.

Forskellen er bare, at balletdanseren gør det nærmest uden tilløb.

Og så bliver det meget sværere. Man bruger nemlig den vandrette fart til at komme op i luften – på fysik-sprog omsætter man kinetisk energi til potentiel energi – lidt ligesom når en flyvende bold rammer en skrå plade og fortsætter opad.

Marcin er født i en lille by i Polen og gik på balletskole i Gdansk i ni år, før han og hans bror blev opdaget af daværende balletmester ved Den Kongelige Ballet Frank Andersen. Begge brødre blev inviteret til audition i København og blev optaget som korpsdansere i 2002.

Den Kongelige Ballet i København er blandt verdens bedste, og Marcin er en af korpsets allerdygtigste dansere. I 2011 blev han udpeget som solodanser, og det er ham, der danser prinsen i Svanesøen, hovedrollen i Apollo og førsteelskeren i En skærsommernatsdrøm.

Marcin er uddannet efter den russiske ballettradition, som er fyldt med bravour, store spring og høje kast. Det var også det akrobatiske, der vakte hans interesse for ballet, da han første gang så en dansetrup øve sig.

Den danske ballettradition stammer derimod fra koreografen August Bournonville, som ville have ynde hos de kvindelige dansere og friskhed i stedet for akrobatik hos mændene. Armene holdes for det meste lavt, fødder og ben arbejder hurtigt med mange små trin i skiftende retninger, og der er mere fokus på dansernes skuespil.

– Jeg har altid fokuseret på det tekniske, og det var først sent i min karriere, at jeg havde overskud til også at tilføre drama til bevægelserne. Men det har helt sikkert gjort min dans bedre, siger Marcin.

Det er ikke sådan, at nogle dansetrin bruges til at udtrykke bestemte følelser. Udtrykket ligger derimod i dansernes armbevægelser og ansigtsudtryk – som i Sissone-positionen nedenfor – forklarer balletinstruktør Anne Marie Vessel Schlüter.

– Man kan instruere danserne til en vis grænse, men de skal også selv føle balletens handling, før det bliver overbevisende, siger hun og tilføjer, at instruktørerne også tager højde for solodansernes personlighed og stil, når de udvælger dansere til bestemte roller.

Dansernes skuespil ind mellem dansesekvenserne kaldes mime. Mime og dans er adskilt i russisk ballet, men de to ting smelter sammen på Den Kongelige Ballets scene.

– Mimen er lige så vigtig som at udføre trinene korrekt. Det er ikke bare akrobatik eller teknikdans – der skal være følelser med, det er dét der gør det til kunst, siger Anne Marie Vessel Schlüter.

Bevægelse er følelsernes sprog, forklarer Marcin på en måde, så man ikke er i tvivl om, at det også er hans sprog.

Ballet er en kunstart, der rammer de dybeste sindsstemninger: Den store ulykke, længslen og den berusende glæde. Den del gik først for alvor op for Marcin, da han var omkring 25 år og en erfaren danser, til gengæld har han næsten altid vidst, at han bedst udtrykker og genkender følelser gennem bevægelse.

– Når man er glad, er det let at springe af sted og snurre rundt i luften. Åbner man armene ud til siden og løfter brystet, kan man ikke andet end at føle sig fri og stolt, forklarer han.

– Hvis vi omvendt spiller noget sørgeligt og mere grounded om ulykkelig kærlighed, er det svært ikke at have det i kroppen og være lidt trist dagen efter.

Det er ikke bare akrobatik eller teknikdans – der skal være følelser med, det er dét, der gør det til kunst.
Anne Marie Vessel Schlüter, Balletinstruktør

Som ung må man ikke blive bange for at præstere, mener Marcin. Der er magi i at gøre sig umage, siger han.

Når tæppet går op, orkesteret stryger de første toner an, og balletdanserne går i gang med deres timelange koreografi, er der samlet så meget koncentration, at det skaber en sitren og en afsindig ro.

Marcin fortæller om den første gang, han dansede rollen som prins i den klassiske ballet Svanesøen og oplevede den koncentrerede ro allerstærkest.

– Jeg følte mig virkelig som en prins, siger han og griner lidt ad sig selv.

– Man får ikke lov til at føle sig så vigtig i det virkelige liv, så det er vildt at få lov til at prøve på scenen. Balletdansere finder ikke kuren på kræft eller noget andet vigtigt, men vi forsøger at nå steder hen, som er dybere eller større end livet, som vi kender det. Det er dét, vi gerne vil give tilskuerne, siger han.

Her er en udfordring: Hop op i luften og drej kroppen to (!) gange rundt, inden du lander. Hvis ikke du kan prøve, så luk øjnene og forestil dig det. Kan det lade sig gøre?

For Marcin kan det – både i springet Double tour en l’air og i Pirouetterne herunder.

Både i springet og i Pirouetterne på gulvet starter Marcin rotationen, allerede inden han sætter af. Det gør han med sine arme og at rotere i overkroppen.

I Pirouetten ville rotationen fortsætte i det uendelige, hvis ikke der var vindmodstand og friktion med gulvet.

Om tre år fylder Marcin 40, og hans karriere som balletdanser ved Den Kongelige Ballet slutter definitivt. Så tages præstationspresset af ham, og han skal finde en ny hverdag.

Marcin Kupiński drømmer om at få lov til at spille dansens gud Apollo eller den ulykkelige skæbne James i Sylfiden i sin sidste forestilling – indtil da vil han nyde at være akrobatisk atlet og udtryksfuld kunstner.

Credit


Journalist: Astrid Ildor

Grafik og animation: Charlotte Revsbech

Fotograf: Anders Aagaard

Lyssætning: Jesper Westh

3D: René Brokop

Motion capture: Patrick Stenstrup

Udvikling: Jesper Winther, Casper Glumsøe Bach og Tommy Faldt Pedersen

Redaktør: Lasse From

Tak til: Det Kongelige Teater