Der er lige så mange måder at danse på, som der er mennesker på Jorden. Og dans foregår ikke kun på et dansegulv.
Du danser også, når yndlingsholdet scorer i fodbold, eller når du rokker med hovedet i bilen eller på cyklen på vej til arbejde.
Men hvilke typer går igen, og hvem minder du mest om?
Vi har allieret os med livsstilsekspert Henrik Byager, brandingekspert og partner i reklamebureauet &Co. Morten Saxnæs samt 'Vild med dans'-dommer Anne Laxholm for at indkapsle de mest fremtrædende dansetyper, vi støder på her i landet.
Dansene bliver fremført af danserne Mikkel A. Tøttrup og Jasmine Gordon fra Holstebro Dansekompagni undervejs i denne artikel, og hvem ved – måske kan du genkende dig selv, mens du scroller dig igennem de forskellige typer?
Rigtig god fornøjelse!
Det fungerer som en ventil for os mennesker at bryde ud i nogle pludselige bevægelser, hvis man er i gang med noget rutine- eller pligtpræget i sit hjem eller på sit arbejde. Hvis ens Spotify pludselig shuffler til en sang, man kender og elsker, så kan rutinen blive brudt ved lige at danse lidt rundt. Det fungerer simpelthen som en lille pause eller et lille afbræk. Det rummer en stor portion livsglæde.
Det er ikke altid lige kønt – for de fleste er det nok mest til hjemmebrug og noget, man gør, når man er alene. Det er måske særligt mennesker, der ikke giver så meget slip i det daglige, der giver los her. Det er en måde at få lidt frihed ind i hverdagen på.
Det kan både være den lille pige, der står foran spejlet og leger Beyoncé. Men det kan også være en voksen kvinde, der lever sig helt ind i et stykke musik og er en helt anden i de minutter, det varer, end den hun er, når hun træder ud ad hoveddøren.
Onkel-danseren er en, der normalt aldrig danser. Det er grænseoverskridende for mange mennesker at danse, og det er det om noget også for onkel-danseren. Han bryder virkelig med de hæmninger, der for nogle mennesker er forbundet med dans. Hvis man ved, man ikke er super god til det, og derfor gør alt for at slippe for det, kan det være en ventil, når man så endelig giver slip.
Det ender sjældent godt og kan være enormt cringe at se på, men samtidig er det enormt livsbekræftende, fordi det er en så almengyldig og genkendelig dans. Det er ofte onkeldansen, der bliver delt på sociale medier, fordi vi bare nyder at se mennesker give los, selvom det måske ikke ser skønt ud.
Det er ikke mange andre i steder i verden, hvor det bare er helt cool at drikke sig fuld på arbejdspladsen. Og på dansegulvet er det ikke sjældent, man kan opleve nogle helt særlige ukoordinerede moves, der ikke ser dagens lys andre steder.
I en MeToo-tid er den dog nok så småt ved at ændre sig. Men til en julefrokost drikker og danser vi stadig mere, end vi ellers nogensinde ville gøre. Det er aldrig en køn dans, men den er samtidig meget menneskelig, for vi kender den alle sammen. Der er så mange hæmninger i vores samfund, og vi er bange for, hvad andre skal tænke. Derfor kan det være lettere at slå sig løs på dansegulvet, hvis man så lige har fået en tår over tørsten.
Især nu om dage er der mange, der aldrig har lært at danse. Der er nok mange, der lige skal have en tår over tørsten, før de tør.
Derfor er drink i hånden-dansen et vidnesbyrd om, at hvis vi ikke står med en drink i hånden, så er vi ikke modige nok. Vi er både bange for, hvad andre tænker, men måske især, hvad vores kærester og venner tænker. Det er en dans, hvor man gerne vil være med, men samtidig ikke giver los. Det kan hurtigt blive til en undskyldning, når man står med en fadøl i hånden: "Beklager, jeg står lige med en øl. Ellers skulle I bare se løjer!".
Her giver man los og tænker overhovedet ikke over, hvad andre tænker, når man instinktivt rejser sig og jubler. Det er en universel måde at afreagere på, for den går igen på tværs af kulturer. Den er helt fantastisk, for den er fuldstændig uplanlagt. Det er også oftest her, hvor man ser fibersprængninger, og at folk kommer til at gøre skade på hinanden, fordi man simpelthen ikke har kontrol over, hvad der sker.
Der er bygget en masse ritualer op om kultur og sport. Det er en slags stammefællesskab, der er knytter os sammen, når vores fodbold- eller håndboldhold scorer, når vores land vinder Melodi Grand Prix eller andet i den dur. Det kalder på nogle ting i os, der ligger helt nede i vores underbevidsthed. Vi lever i et meget kontrolleret samfund, hvor vi er gode til at gebærde os og være kontrollerede. Dér fungerer jubeldansen som en ventil og giver os et enormt frirum.
Det tager os tilbage til det helt basale. Man går som regel kun til koncerter med musik, man kan lide, og hvis man gør det, kan man bare ikke stå stille. Det er så almenmenneskeligt, at vi bare er nødt til at bevæge os.
Vi går både til koncerter for at få en musikalsk oplevelse, men den har som regel også en dramaturgi. Man starter måske stille og roligt, men på et tidspunkt bliver man bare nødt til at rejse sig og bryde ud i dans eller jubel. Her ophæves tid og sted, og man føler, man får en forbindelse med hele salen og artisten og bandet på scenen.
Det er noget helt særligt, som slet ikke kan sammenlignes med at høre musik derhjemme. Koncertdansen er uden regler – man overgiver sig bare til oplevelsen.
Hovedrokkeren giver sig selv. Dine fødder og hænder er i gang med at gøre noget andet, uanset om du kører i bil eller på cykel, og så er der ikke meget tilbage. Du kan synge med, for der er ikke nogen, der hører, hvad du synger, og hovedet er det eneste, du kan bevæge. Det fungerer også som et slags frirum.
Her fylder musikken så meget og er så stor, at man bare er nødt til at gå med ind i den. Hovedrokkeren kommer også tit, når man måske sidder og keder sig i en kø. Den minder lidt om hverdagsdansen, men er mere afgrænset, fordi man typisk enten sidder i en bil eller på en cykel på vej til eller fra arbejde.
Her glemmer man også tid og sted, men i en mere ekstrem grad end det, man kan kalde en almindelig koncertoplevelse. Her går det hen og bliver en slags meditativ tilstand, hvor man bliver grebet af en strøm, som man flyder med. Det er ofte nogle langstrakte, rytmiske forløb, hvor folk bliver kørt op over ganske lang tid.
Om sommeren til studenterfesterne ser man det også nogle gange i den musik, der bliver spillet. Der er det nogle gange den samme basgang, der går igen og igen, mens studenterne danser løs. Det er en meget basal form for dans – og også en måde at slippe alle hæmninger på.

Credit


Tekst: Kasper Madsbøll Christensen

Kode: Jesper Winther, Casper Glumsøe Bach og Tommy Faldt Pedersen

Grafisk design: Charlotte Revsbech

Fotograf: Marek Bican

Redaktører: Anders Holm og Lasse From

Billeder: Scanpix

Kilder: Henrik Byager, livsstilsekspert Morten Saxnæs, brandingekspert og partner i reklamebureauet &Co. og Anne Laxholm, ’Vild med dans-dommer’ og indehaver af Dance Academy Laxholm

Dansere: Mikkel A. Tøttrup og Jasmine Gordon

Tak til Holstebro Dansekompagni