7 gode råd: Sådan får du en god fødsel trods travlhed på fødegangen

Forbered dig så godt som muligt, og indstil dig mentalt på, at de første dage som nybagt forælder kan være lidt hektiske. Sådan lyder nogle af rådene fra eksperten.

En del nybagte forældre oplever, at travle jordemødre ofte stormer hurtigt videre til næste fødsel, så der er ikke er meget tid til omsorg og rådgivning på fødegangene. (© ColourBox)

Travlheden på landets fødegange er igen kommet til debat, efter at Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard i går meddelte, at han forlader sin stilling i protest mod nedskæringer på området.

Er du gravid, så er der ikke noget at sige til, hvis du bliver utryg ved historierne om, at jordemødrene løber fra fødsel til fødsel, og at der ikke er meget tid til omsorg efter fødslerne.

Det mener sundhedsplejerske og ph.d. Else Guldager, der har fulgt området i flere årtier.

- Men husk, at det vigtigste er selve fødslen, og her er du i gode hænder på landets hospitaler, selv om jordemødrene har travlt før og efter, siger hun.

Nedenfor er Else Guldagers forslag til, hvad man som gravid selv kan gøre for at forberede sig på fødslen og de første dage som forældre.

Syv gode råd

  • Forsøg at tage det så roligt, som du kan efter fødslen. Det hjælper ikke at stresse dig selv.

  • Forbered dig så godt som muligt med f.eks. et kursus i forældreforberedelse. Det giver mental ro at vide, hvad der kan ske.

  • Indstil dig på, at man aldrig kan forberede sig 100 procent på alt, og at det sikkert vil blive lidt hektisk, uanset hvor godt forberedt man er. Så kan du kun blive positivt overrasket.

  • Er du i tvivl om noget, så spørg fagfolk. Det kan være din læge, jordemoder eller sundhedsplejerske.

  • Snak med din kæreste om, hvad du håber på og frygter for ved de første dage som forældre. Så ved I på forhånd, hvor I har hinanden, og hvordan I kan støtte hinanden.

  • Ønsk dig støtte fra din nærmeste familie og venner. Måske kan de aflaste med praktiske ting som transport, madlavning, indkøb osv, så I kan fokusere på jeres barn.

  • Har du en ukompliceret graviditet, så kan du overveje en hjemmefødsel. Her har man jordemoderen for sig selv, og der er ikke den travle og hektiske stemning, som der kan være på et hospital.

Facebook
Twitter