ADHD - sådan stilles diagnosen

2-3 procent af alle skolebørn i Danmark har ADHD. Men hvordan stilles diagnosen?

Signe har ADHD. Hun og hendes familie medvirker i programserien "Far, mor og ADHD". (© dr)

’Hvis jeg havde været barn i dag, havde jeg garanteret også fået en diagnose!’ eller ’Hvis han har ADHD, så har jeg også!’.

Jævnligt hørte udsagn - oftest sagt som udtryk for, at diagnosevæsenet griber om sig, men nogle gange også som udtryk for, at man godt kunne have ønsket sig hjælp dengang.

Sådan skriver Britta Weyer, der er læge og besvarer spørgsmål fra brugerne i brevkassen på Lev Nu. Hun arbejder i Aarhus Kommune blandt andet med udredning og vejledning af børn med ADHD og deres forældre og institution:

ADHD er ikke en sygdom i gængs forstand, diagnosen kan ikke stilles på blodprøver eller skanninger, men beror på beskrivelser af dagligdagen fra dem, der kender barnet allerbedst.

Symptomerne

Et barn, der ikke kan koncentrere sig, men flagrer fra det ene til det andet og aldrig bliver færdigt.

Et barn, der glemmer, ikke hører efter, og som tit mister ting.

Et barn, der har svært ved at styre sig og bliver hidsigt.

Et barn, der ikke lærer af sine erfaringer, som har svært ved at finde ro og suser omkring eller piller ustandseligt - er noget, der kan få én til at overveje, om der kunne være tale om ADHD.

Vel at mærke, hvis det skaber problemer for barnet, så det for eksempel har svært ved at lære noget, har svært ved at begå sig socialt, få venner og holde på dem, fornemme andre mennesker og tage hensyn til dem. Eller hvis det får skældud igen og igen, uden tilsyneladende at være i stand til at lære at ’opføre sig ordentligt’.

Problemer både ude og hjemme

Typisk vil problemerne være til at få øje på både hjemme, i institution og i fritiden, og de vil være der størstedelen af tiden. De skal også have været til stede fra barnets tidlige år.

En udredning starter derfor altid med at forældrene bliver bedt om at beskrive, hvordan barnet har været tidligere og har udviklet sig.

Går barnet i skole eller børnehave, vil man også hente oplysninger fra lærere og pædagoger om, hvordan barnet trives der, hvad der går godt og hvad der er svært.

Spørgeskemaer kan bruges til at få en del af oplysningerne.

En børnepsykiater stiller diagnosen

Ofte er det skole eller børnehave, der i første omgang kontakter den lokale PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning)-psykolog, som så indhenter oplysninger fra forældre og institution.

Psykologen vil tit også vurdere barnets kognitive niveau, altså dets begavelse, blandt andet for at sikre, at barnets uro ikke ’bare’ skyldes, at det ikke kan følge med.

Er det forældrene, der først bliver bekymrede, kan de tale med pædagogerne om det, de bedste forløb starter i fællesskab.

Alternativt kan forældre også henvende sig til deres egen læge, som dog oftest kun har umiddelbar adgang til forældrenes oplysninger.

Det er oftest op til eller i starten af skolealderen, overvejelser om mulig ADHD opstår. På det tidspunkt er de fleste børn er modne nok til at kunne sidde stille, koncentrere sig og klare mere på egen hånd, samtidigt med at børn med ADHD får svært ved at leve op til de krav.

Hos yngre børn vælger man hyppigt at se udviklingen an.

Hvis mistanken om ADHD består, skal barnet henvises til en børnepsykiater, der i sidste ende er den, der stiller diagnosen og tager stilling til behandlingsmuligheder.

Se med, når anden og sidste del af miniprogramserien "Far, mor og ADHD" sendes på DR1 klokken 20.45. Se eller gense programmet på dr.dk/tv

Facebook
Twitter