Barndom på bistand: Stephanie spiser sig ikke altid mæt

Morgenmad, børnefødselsdag eller fritidsinteresser er der ikke råd til. Bekymringer er der til gengæld i rigt mål i nogle af disse børns liv.

Stephanie medvirker i Barndom på bistand. Hun bekymrer sig meget om familiens - og især lillebroderens - hverdag. (© dr)

Fritidsinteresser, fødselsdagsgaver og en ny vinterfrakke er helt naturlige elementer i langt, langt de fleste danske børns hverdag.

Men der findes også børn, som lider afsavn. For hvem det bestemt ikke er nogen selvfølgelighed at få morgenmad, holde børnefødselsdag eller komme på ferie.

Hvert fjerde barn i 4. klasse lider mindst ét afsavn, viser en ny undersøgelse, som Børnerådet har udgivet. Afsavn er i undersøgelsen fx defineret som at være på ferie uden for hjemmet, gå til fritidsaktiviteter, få morgenmad hver dag, holde børnefødselsdag og flere andre ting.

Læs hele undersøgelsen her

Reformer rammer børnene

Undersøgelsen er lavet i anledning af, at reformerne af integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet træder i kraft 1. oktober.

Hos Børnerådet forudser formand Per Larsen, at det vil få voldsomme konsekvenser på en særlig gruppe af børn:

- Jeg frygter, at det vil komme til betyde, at mange flere børn vil komme til at mærke fattigdom, som har store konsekvenser for deres videre liv. Reformer, som er møntet på forældrene, rammer børnene indirekte, og det er ekstremt uhensigtsmæssigt.

Programmet "Barndom på bistand", der sendes på DR2, følger i to programmer børn, hvis forældre er på kontanthjælp og i risiko for at blive ramt af stramningerne.

I programmet medvirker blandt andre Lærke, der her viser lidt rundt på sit værelse og fortæller, hvordan hun oplever det at få tøj og sko, som er brugt af andre før hende:

- Man er vant til, at man ikke får så meget. Mens dem, som er "rige", de får næsten hvad de peger på. Sådan ligger landet, forklarer Lærke.

Tvillingerne Peter og Mikkel bor med deres mor i Husum, men kommer fast hos en aflastningsfamilie hver uge. Her taler de med aflastningsfamilien om, hvordan det var at være i Sverige sammen med dem:

- Dengang vi var i Sverige med jer, da smilede vi hele tiden, for da tænkte vi ikke på "derhjemme". Da tænkte vi mere fremad.

Børn i fattige familier trives dårligere

Ifølge Børnerådet er et af de helt store problemer for de børn, hvis forældre har meget få penge, at de bliver udelukket af det sociale fællesskab omkring dem, fordi de blandt andet ikke deltager i fritidsaktiviteter og er med til børnefødselsdage.

Børn, som lider et eller flere af de afsavn, der er spurgt ind til i undersøgelsen, føler sig mindre populære end andre børn, er oftere nervøse og kede af det, har et lavere selvværd og føler sig oftere ensomme.

Og så bekymrer de sig. De bekymrer sig langt mere end deres jævnaldrende om økonomi, hverdag og fremtid.

Det kan Stephanie fra programmet "Barndom på bistand" tale med om:

- Jeg har tit sagt "jeg er mæt", selv om jeg ikke er mæt. Fordi jeg bekymrer mig om min lillebror, og om han er mæt.

- Jeg er faktisk rigtig dårlig til at passe på mig selv og tænke på mig selv. Jeg tænker på min mor og min lillebror, alle andre.

Aftenshowet på DR1 sætter i aften fokus på afsavn i forbindelse med ikke at have mange penge. 16-årige Helene Dige Hjuler kommer på besøg i programmet og fortæller om de fravalg, hun træffer hver dag, fordi hendes mor er på kontanthjælp

Facebook
Twitter