Bo og Lene Rikkes opdragelse er inspireret af virksomhedsledelse

Hjemme hos Bo Bresson kopierer de metoder fra erhvervslivet i børneopdragelsen. Familien arbejder med strategier, personlige mål og spilleregler.

Der er mange ligheder mellem erhvervslivet og familielivet, mener Bo Bresson. Det handler nemlig om mennesker. (© Bo Bresson)

Hjemme hos Bo Bresson er opdragelsemetoden inspireret af erhvervslivet. Det betyder blandt andet, at familien hver uge holder et strategimøde for at sikre, at spilleregler, værdier og personlige mål efterleves.

Det betyder også, at alle tager ansvar og hjælper til for at få løst de forskellige opgaver. For eksempel har familiens fem børn smurt deres egen madpakke, siden de begyndte i 0. klasse.

Bo Bresson er selvstændig management consulent med speciale i strategi, og han mener, at der er mange ligheder mellem det at arbejde med strategi i en virksomhed og så det at være forælder.

- Grundlæggende set så handler erhvervslivet og familielivet om mennesker. Begge steder skal mennesker trives, og begge steder skal opgaver løses. Og det går bedst, hvis opgaverne bliver løst effektivt, siger Bo Bresson, da han medvirker i radioprogrammet Kejser på P1.

Kejser på P1

Anne Kejser sætter fokus på det moderne liv, med alt hvad det indebærer af karriere og arbejdsliv, venskaber, børneopdragelse, kæresteforhold og skilsmisse.

Programmet sendes mandag, tirsdag og onsdag klokken 10:03.

Lyt til det seneste program her.

Familiepsykologen Ulla Dyrløv har ikke mødt mange familier, der opdrager deres børn som Bo Bresson.

- Grunden til det er muligvis, at det fungerer på den måde. Når ting fungerer, så søger man jo ikke en familiepsykolog.

Vi har en strategitavle

Bo Bresson og hans kone er sammen med deres fem børn blevet enige om, hvad der er det gode familieliv for dem.

- Hvis man ikke ved, hvad et godt familieliv er, så er det svært at skabe det. Og hvad skal der så til for at skabe det gode familieliv? Til at skabe det, er en strategi et rigtig godt værktøj.

Grundlæggende set så handler erhvervslivet og familielivet om mennesker.

Bo bresson

Det betyder, at familien Bresson har en strategitavle hængende derhjemme. I dag bor kun to ud af fem børn hjemme, men strategitavlen er stadig vigtig.

På tavlen står familiens mission, et ord som også er lånt fra erhvervslivet.

- Missionen er vores formålsparagraf, og det vi vil med vores familie. Vores mission er, at vores familie er et trygt og positivt fællesskab.

Derudover har forældrene også opstillet tre værdier på tavlen, som familien arbejder efter. Nemlig balance, passion og ærlighed.

Nye spilleregler

Bo Bresson og konen Lene Rikke havde engang problemer med at få børnene til at gøre, hvad de bad dem om. De satte sig ned og lavede en liste over alle de ting, som børnene ikke gjorde. På et tidspunkt faldt tiøren.

Familien Bressons seks spilleregler

Løs de opgaver, man får tildelt.

Giv besked om, hvor man er henne.

Tal pænt og positivt.

Hold orden.

Bidrag til en god stemning.

Vær nærværende, når man er i familien.

- Det var jo ikke børnene, der var nået galt med, men det var det bombardement af regler, vi havde opstillet, fortæller Bo Bresson.

I stedet skrottede forældrene Bo og Lene Rikke alle reglerne og formulerede seks nye spilleregler sammen med børnene. Familien har netop revideret i spillereglerne, for at holde dem up-to-date, da børnene er blevet ældre.

- Hvis min søn Bastian er på vej ud af døren i tre graders frost i T-shirt, og jeg så siger, at Bastian skal tage en trøje på, så siger han bare "Far det har vi ikke en spilleregel om". Underforstået han kan selv godt mærke, når det er koldt, siger Bo Bresson.

Til gengæld kan børnene også finde på at rette på deres far.

- Hvis jeg tager telefonen op af lommen i stuen, så kommer der hurtigt et barn og beder mig om at lægge den. Når man er sammen med familien, skal man være nærværende, siger Bo Bresson.

Mange bliver provokerede

Bo Bresson oplever, at opdragelsesmetoderne hjemme hos ham deler vandene.

Struktur er meget vigtig for børn. De har ikke udviklet de hjernemæssige forudsætninger til at have et overblik, planlægge og strukturere.

Ulla Dyrløv

- Man forbinder typisk familielivet med forældre og kærlighed, omsorg og leg. Når denne familie så kommer med deres hardcore erhvervsstruktur, så reagerer folk på det. Folk reagerer sådan, fordi de måske ikke helt har forstået det, siger familiepsykolog Ulla Dyrløv.

Hun anbefaler mange af de samme opdragelsesmetoder, som Bo Bresson og konen bruger.

- Struktur er meget vigtig for børn. De har ikke udviklet de hjernemæssige forudsætninger til at have et overblik, planlægge og strukturere. Den funktion sidder i frontallapperne, og den del er hjernen er først færdigudviklet, når vi er 25-30 år. Man kan brug for voksne til at have overblikket og strukturere. Hvis man ikke har det som voksen, så belaster vi altså børnenes hjerner, siger Ulla Dyrløv.

Familiefar Bo Bresson og psykolog Ulla Dyrløv medvirker også i radioprogrammet Kejser: Hvordan lærer man sine børn at tage ansvar? på P1.