Børn med allergi trives som andre børn

Allergi er tilsyneladende ingen hindring for at have et godt børneliv, viser rapport.

Prosit! Børn med allergi vurderer, at de trives lige så godt som vennerne uden allergi. (© Gettyimages)

Når man taler børn og allergi, så tænker man uvilkårligt på kløende eksem, rindende øjne og masser af host og nys.

Næsten hver tiende indskolingsbarn har allergi i dag. Men tilsyneladende trives de lige så godt som andre børn.

Det fremgår af en ny rapport fra Databasen Børns Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed.

Rapporten bygger på oplysninger fra indskolingsundersøgelser af næsten 6.000 børn, der gik i 0. klasse sidste år.

Her har sundhedsplejersken blandt andet kortlagt, om barnet har lægediagnosticeret allergi. Det kan eksempelvis være eksem, høfeber eller fødevareallergi.

I alt har 8,9 procent af børnene allergi. Der er lidt flere drenge (9,7 procent) end piger (7,9 procent), der har allergi.

Trivsel er målt på fire punkter: Børnenes egne vurderinger af, hvordan de trives generelt og i skolen, plus forældrenes oplysninger om barnets forhold til kammeraterne og sundhedsplejerskens vurdering af barnets øvrige trivsel.

Det er glædeligt

Det fremgår af alle fire punkter, at andelen, der trives, er stort set den samme for børn, der har allergi, og børn, der ikke har allergi.

- Det er overraskende men glædeligt, at børn med lægediagnosticeret allergi trives lige så godt som børn uden allergi. Vi kan ikke på baggrund af undersøgelsen sige, hvorfor de trives lige så godt, men et muligt bud er, at det skyldes tidlig udredning, tilstrækkelig behandling samt grundig vejledning til forældre og børn af kvalificeret sundhedspersonale, siger Bjørn Holstein, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.

Syg, men velbehandlet

Hos Astma-Allergi Danmark finder vicedirektør Anne Holm Hansen undersøgelsen positiv, fordi der er brug for fokus på et vigtigt område, der er plaget af blandt andet lange ventetider på udredning.

- Jeg synes, det er interessant, for det viser jo, at børn godt kan have en sygdom eller et handicap og alligevel give udtryk for, at de trives og fungerer godt, forklarer hun og supplerer:

- Det er ikke alle allergier, der giver voldsomme symptomer. Men et barn med en svær - men velbehandlet - astma kan sagtens fungere normalt, og det synes jeg da, at undersøgelsen her peger på.

Vigtigt med diagnose

Alle børn kan få allergi, men risikoen er større, hvis søskende, mor eller far har en lægediagnosticeret allergisk sygdom.

Anne Holm Hansen opfordrer til, at man er opmærksom på sit barn.

- Symptomerne på allergi og astma kan være forskellige. Men oplever man, at barnet fx bliver indadvendt, trækker sig fra leg og bliver hurtigere forpustet, så søg læge. Det er vigtigt at komme i gang med udredning og behandling så hurtigt som muligt.

Gode råd til forældre:

  • Har jeres barn symptomer på overfølsomhed og har I mistanke til allergi, er det vigtigt, at I kommer til lægen og får stillet diagnosen. Både fordi der kan være andre årsager til symptomerne, men også fordi det ved allergi er vigtigt at vide præcis, hvad det er barnet ikke tåler.

  • Desuden er det vigtigt, at I får viden om behandling af symptomerne.

  • Børn har størst risiko for fødevareallergi i de første leveår. Senere opstår allergi over for de allergifremkaldende stoffer, der er luftbårne, især husstøvmider, dyr og pollen.

  • Har jeres barn allergi, er det vigtigt at undgå det, som barnet ikke tåler. Få mere information om allergi over for fødevarer, husstøvmider, pollen og dyr her.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter