Op mod 100.000 børn lider af angst i forskellig grad.

Det vil sige, at de ikke tør gøre ting, som andre børn på deres alder godt tør, og bør turde. Og det hæmmer dem i deres dagligdag og deres udvikling.

Hos nogle udmønter det sig i, at de ikke kan være alene hjemme, ikke kan cykle alene hjem fra skole, ikke ses med venner eller deltager i fritidsaktiviteter. Og det får indflydelse på hele familiens liv, fordi alle begynder at indrette sig efter det barn, der lider af angst.

Men hvor kommer den angst fra? Ja, den begynder typisk som en lille og næsten ubetydelig ting hos de fleste, forklarer professor mso Barbara Hoff Esbjørn, der leder af Center for Angst:

- Det begynder som regel med, at barnet er genert, lidt hæmmet og undlader at deltage i aktiviteter.

- Dernæst begynder barnet måske at se farer, som andre ikke ser, bliver bange for at andre griner ad dem, bliver bange for at blive præsenteret for noget mad, de ikke kan lide, eller for at far og mor glemmer at hente dem eller at der skal ske noget alvorligt med forældrene.

Derfra vokser det.

Som en snebold-effekt

Angst hos børn opstår i de fleste tilfælde som en lille snebold, der triller ned ad bakken og vokser sig større og større, og desværre sker der som regel det, at forældrene til barnet begynder at opføre sig på en måde, der forstærker angsten og får den til at vokse.

- De vænner sig til at tilrettelægge livet omkring barnet, så det ikke bliver udsat for de ting, som det ikke bryder sig om. Barnet vil måske ikke med til børnefødselsdag, derfor tager mor med. Man får langsomt indarbejdet rutiner, der rent faktisk skubber udviklingen i den forkerte retning.

- Men det virker begge veje. Forældrenes overdrevne hensyntagen skubber til barnets angst og uhensigtsmæssige adfærd, men barnets angst og uhensigtmæssige adfærd skubber også forældrenes adfærd længere ud.

Generthed eller behandlingskrævende angst?

De fleste forældre har prøvet at stå med et genert barn, der ikke turde besøge andre, sove ude, være alene, eller hvad det nu kan være. Og det er ikke i sig selv et udtryk for en angstlidelse, siger Barbara Hoff Esbjørn:

- Men hvis det forhindrer barnet i at have en normal udvikling, altså hvis det ikke deltager i aktiviteter, som andre børn på samme alder deltager i, eller hvis det giver problemer for venskaber, familien eller skolen, og hvis det bliver ved og bliver værre, så skal man overveje som forælder at søge hjælp.

Hun anbefaler forældrene at være grundige med at finde et behandlingstilbud til deres barn.

- De skal gå efter et tilbud, der er specialiseret i angstlidelser hos børn, og som tilbyder en behandling, som der er evidens og dokumentation for, virker.

- Hvis det ”bare” er en klassisk angstproblematik, og der ikke er andre ting i vejen som fx ADHD, autisme eller andet, så skal man gerne kunne se en bedring inden for en måned. Og inden for tre måneder vil de fleste børn være fri af deres angst. Hvis det ikke er tilfældet, så skal man kigge på, om behandlingen rammer rigtigt, eller om der er andet i vejen.

I de gode tilfælde går vejen til behandlingstilbud gennem egen læge eller PPR-samarbejdet i kommunen. I andre tilfælde må forældrene selv ud og finde behandling.

Krævende forældre

Angst hos børn kræver, at man er krævende som forælder. Som forælder til et barn med angst kan man være tilbøjelig til at støtte barnet i den undgåelses-adfærd, der opstår, men her skal man faktisk gå den anden vej, siger Barbara Hoff Esbjørn.

- I bund og grund nyder den 13-årige ikke at sidde hjemme på skødet af mor, han eller hun ville i virkeligheden gerne være ude blandt vennerne, for det er den almindelige adfærd for den alder.

- Som forælder skal man sørge for at se og høre barnet, og så give klart udtryk for, at man har en forventning om, at barnet lever et normalt liv, sådan som vi lever det her i Danmark. Og det vil altså sige, at man kommer ud blandt venner, har fritidsaktiviteter og selv kan køre hen i Netto efter mælk, eller kan være alene hjemme et par timer, eller hvad det nu er, der passer til den alder, barnet har.

Man skal stå fast på, at barnet skal gennemgå nogle af de ting, som det ellers prøver at undgå, og det vil uvægerligt opleves af barnet som krævende, siger Barbara Hoff Esbjørn.

- Man skal være en god rollemodel og selv være opsøgende omkring ting. Hvis et barn reagerer voldsomt over for en edderkop, så må man tage det i hånden og gå hen og kigge på den og snakke om den. Og hvis barnet ikke vil hjem til kammeraterne, så må man tage det i hånden, tage med derhen og så fx gå fra det en time, og langsomt udvide derfra. Lige som når man kører et barn ind i institution. Man opsøger og udvider de ting, barnet ikke bryder sig om. Det er utrolig vigtigt, at barnet får en oplevelse af at kunne mestre verden.