Børn

Børns Vilkår har lavet Pokémon-guide til forældre

Der har i den sidste uges tid været mange - både kritiske og positive - røster fremme om det nye Pokémon Go. Foreningen Børns Vilkår råder til, at man hjælper sine børn, når de skal lære at spille.

Børn er lette at manipulere med, derfor har de brug for forældre på sidelinjen, når de skal lære at jagte de populære Pokémons i gadebilledet, mener ekspert.

Pokémon Go har i den grad taget hele verden med storm, så både voksne og børn i disse tider farer rundt i gadebilledet – på jagt efter de små væsner.

Men foreningen Børns Vilkår opfordrer nu forældre til at være omhyggelige og med på sidelinjen, når deres børn vil downloade app´en og spille det nye spil. For der kan være risici i forbindelse med at spille spillet.

Og de spænder fra de fysiske risici, at man risikerer at komme galt af sted i trafikken, til at man i spillet kan møde fremmede, når man færdes ude. Derfor er det vigtigt, at børn lærer, at de ikke bare skal give deres telefonnummer til fremmede voksne – og heller ikke gå med dem.

Men der er også den digitale risiko, når barnet giver spiludbyderen adgang til en række personlige oplysninger.

- Børnene opgiver typisk telefonnummer og e-mail, og når barnet spiller, opretter det oplysninger om lokation, som enkeltvis måske ikke er et problem, men som samlet kan fortælle meget mere om dig, end du tror, forklarer Pernille Tranberg, der er uafhængig rådgiver i dataetik og indehaver af virksomheden Digital Identity.

Informationer af stor interesse

For når vi bevæger os på de sociale medier, hjemmesider, apps og spil, er der nemlig ingen grænse for, hvor mange informationer vi giver og deler, som andre med blandt andet kommerciel interesse i os kan indsamle.

- På den led kan virksomhederne gennemprofilere og identificere os, og de bruger det målrettet i deres markedsføring. De har styr på alt, hvad vi laver – hvor vi arbejder, hvilke venner vi har, hvad vi laver i vores fritid, hvor vi rejser hen osv.

Og den slags informationer er guld værd, når virksomhederne skal sælge nye produkter og sætte prisen, eller når et forsikringsselskab skal sælge os en forsikring eller ved jobansættelser eksempelvis.

- Det er meget svært at holde styr på sine data, og vi ser i dag så mange tilfælde på, at private data kan bruges både for og mod én – hvis man en dag søger et job, så kan virksomheden meget hurtigt finde ud af, hvem du er, og om du passer ind i profilen eller har deltaget i noget, som virksomheden ikke bifalder osv. Problemet er bare, at du sjældent får at vide, hvorfor du er frasorteret.

Pas på børnene

Når det drejer sig om børn, så er der derfor al mulig grund til at være ekstra omhyggelig. Børn har ikke en chance for at vide, om de her data en dag kan blive brugt mod dem senere i livet.

- Vi er nødt til at beskytte børnene, så deres data ikke bare spredes og misbruges til eksempelvis målrettede reklamer. Vi voksne er lette at manipulere med – men børn er jo endnu mere manipulerbare, og derfor er der også en lov mod at bruge data målrettet børn.

Pernille Tranberg fremhæver LEGO som et godt eksempel på en virksomhed, der i sine spil ikke opsamler data om børn for netop at beskytte dem og som samtidig opfordrer børn til ikke at bruge deres rigtige navn i spil.

Sådan kan man også gøre

Hvis man vil beskytte sine børn bedst muligt, så har Pernille Tranberg følgende råd, når det handler om at hjælpe barnet i gang med det meget populære spil:

- Man behøver ikke oprette en google-konto eller at bruge sin google-konto for at downloade spillet. Man kan oprette sig på en gratis e-mail, som oprettes specielt til formålet. Brug et pseudonym i stedet for eget navn og lær dit barn, at når man ikke spiller, bør man slå sin lokation fra, så andre ikke kan følge med i, hvor man befinder sig.

Ovenstående citat er præciseret, idet det tidligere fremstod som om, man kunne spille Pokémon Go uden at opgive lokation. Det er ikke tilfældet.

Pokémon-guide til forældre

Børns Vilkår har følgende gode råd til forældre, der vil hjælpe deres børn godt i gang med det nye spil. Tal om:

  • At man kan møde fremmede mennesker. Spillet er designet sådan, at det bringer mennesker sammen. Dette er dog oftest fremmede, og børnene kan derfor ikke vide, hvem de møder. Tal med dit barn om, at de ikke skal udlevere deres mobilnumre eller gå med fremmede.

  • Fysisk til skade. Børn kan blive meget optaget af at spille og kan derfor glemme at orientere sig i forhold til deres omgivelser. De bliver uopmærksomme på eksempelvis trafik, byggepladser og andre steder, der kan være farlige for børn. Det kan være en god idé at følges sammen med kammerater og lave aftaler om, at de skiftes til at holde øje med skærmen og trafikken. Lav aftaler om, hvor børnene færdes.

  • Økonomi:I spillets app er der mulighed for tilkøb. Sørg for at lave opsætningen sådan, at det ikke er muligt at tilkøbe ekstra Pokécoins eller andet – medmindre I har en klar aftale.

  • Adgang til personlige data: Pokémon Go ønsker adgang til personlige data, som fødselsdato og e-mail. En god idé er, at du opretter en profil og så tilføjer dine børn.

Facebook
Twitter