Brevkasse: Min søn vil kun have MOR

Mor skal skifte ble, mor skal trøste, mor skal hjælpe med tøjet. Løsningen er: Far skal mere PÅ.

(Foto: David Laurens © Colourbox)

Min mand og jeg har 2 skønne børn sammen, en dreng på 3 og en pige på 2, de trives i henholdsvis vuggestue og børnehave, og er for det meste glade og dejlige børn.

Dog er der ved at vise sig lidt problemer med min 3 årige dreng, han har meget temperament, som jeg ikke rigtig kan håndtere på anden måde end selv at blive irriteret og hæve stemmen:

Hver morgen hygger vi os, og han er glad, lige indtil vi skal til at have skiftet ble, og han skal have tøj på, så starter balladen.

For at imødegå ham, begyndte jeg at give ham en valgmulighed mellem 2 sæt tøj, det virkede i starten, men nu er han hidsig igen, og vil nærmest kun have nattøj på i børnehave.

Jeg kan aldrig bare give ham bluse og bukser på, uden han skriger og bliver sur og umulig, og går rundt og beklager sig lige indtil vi er i børnehaven..

En anden sag er, at min dreng primært kun vil MOR, far dur ikke rigtig til noget, mor skal skifte ble, børste tænder, trøste osv...

Ville jo gerne at far også var populær (er han også når mor ikke er til stede ) Men når vi er sammen alle 4, er det kun mor der dur. Om aftenen skiftes far og jeg til at putte henholdsvis vores pige og dreng, for ellers ville min dreng altid bare puttes af mor, og det har jeg ikke lyst til.

Der er faktisk en ekstra baby på vej.. Så det kunne være rart med nogle redskaber, inden den næste lille ny bankede på døren:-)

Tak for jeres spørgsmål. Jeg tager dem lige hver for sig.

Om at styre sit temperament

Jeres søn er 3 år, og det er faktisk sådan, at I kan ikke forvente, han kan styre sit temperament. Han har lyst til noget – så gør han det – han har endnu ikke udviklet det, som man kalder impulskontrol.

Dvs. han flipper helt ud, hvis tøjet er forkert om morgenen, eller I nægter ham noget, som han har lyst til. Det handler om at være foran og sætte en ramme op for ham, så han ved, hvad han skal gøre. I viser ham det (måske rent fysisk) eller siger til ham: ”Jeg vil have, at du”….. ”Tak det var dejligt!” (så ved han, at alt er godt) – eller ”Skal Far hjælpe dig med”….

I kan få ham gennem af- og påklædning på en anden måde ved at tage det trin for trin.

1. Først kommer nattøjet af. Det skal ”sove i sengen” til det bliver aften. Ned under dynen med det. 2. Så skal han have ren ble, vaskes lidt osv., det er så næste trin. 3. Tøjet han skal have på skal vælges vil du have det – eller det (det lyder til, at I er kommet godt fra start). 4. Du tager selv xxx på (fx bukserne, hvis de er nemme), kan du også tage blusen på, tror du (der hjælpes lidt?) og blusen kommer på. Vil du selv med strømperne eller skal far (eller mor) hjælpe?

”Hov, se bare, nu kom tøjet på hvor dejligt. Nu til morgenmaden…” eller hvordan det nu er.

Én ting ad gangen, som kan overskues af ham. Så er han godt tilpas. Men flere valgmuligheder, eller mange ting på én gang, det får ham nok til at flippe ud (hans temperament, som du kalder det). Når han er 5 – 6, så vil han være langt bedre til at styre sine impulser og lyster, men det tager altså tid!!!

Mor skal...

Far må tættere på sønnike, det er det, der skal til.

Det er befordrende at tage på tur bare far og søn og gøre nogle ”drengeting” (se på tog, være i svømmehallen og gøre farlige ting, spille fodbold sammen, cykle på tur hvor han sidder på fars cykel osv. osv.). Far sidder sammen med søn, når I spiser, når I ser fjernsyn sammen, og far er i det hele taget meget opmærksom på at være PÅ.

Kan far hente fra børnehave er det også super. Et barn knyttes tæt til den forælder, der er meget sammen med barnet. Og når det er mor, så er det jo her, at tilknytningen bliver stærkest. Men det er absolut muligt at ændre på dette, med omtanke – og selvfølgelig også TID.

Det er en rigtig god ide, at far og søn får et nært fællesskab, inden næste lille bror eller søster melder sin ankomst i familien.

Jeg håber, I får held med det, og kan brune nogle af ideerne her.

Facebook
Twitter