Det ser du ikke på tv: Bondefamilien på Sydfyn bruger das

Bondefamilien har tidligere haft et rigtigt toilet, men de foretrækker faktisk et godt gammeldags das.

Normalt når man renoverer et badeværelse, så opgraderer man til noget nyt og måske endda mere fancy.

Sådan er det ikke hos bondefamilien på Stenbjerglykke. Her har de nemlig tidligere haft et almindeligt toilet med rindende vand, men sådan er det ikke længere.

Familien fra Stenbjerglykke

Far Mikkel, 33 år, har læst nogle ingeniørfag men er uden egentlig uddannelse

Mor Frida, 37 år, cand. mag i filosofi fra Odense Universitet

Magne Sten Mikkelsøn, 7 år

Ylva Gro Fridatter, 5 år

Alvin Orm Mikkelsøn, 3 år

Burre Ravn Mikkelsøn, 1,5 år

Læs meget mere om familien på deres hjemmeside stenbjerglykke.dk eller følg familiens Facebook-side: Mikkel og Frida Fødegård

Familiens to ældste børn, seksårige Magne og Ylva på fire år, viser stolt deres nye toilet frem i klippet i toppen af artiklen her.

Og der er ingen tvivl om, hvad de mener om deres nye 'gamle' toilet.

- Det er bedre, siger børnene nærmest i kor.

Og de er heller ikke i tvivl om, hvorfor det er bedre.

- Det kan ikke stoppe, lyder deres forklaring i klippet.

Sparer rigtigt meget vand

Spørger man deres far og mor, er ungernes forklaring helt rigtig.

Der ligger nemlig som altid hos Frida og Mikkel flere overvejelser bag udskiftningen af det mere moderne toilet til et godt gammeldags das, som man brugte tilbage i første halvdel af det tyvende århundrede.

- Det virkede bare mere rigtigt. Det handler nok om at holde tingene lokalt, være selvhjulpen og slippe for tilstoppede rør, lyder svaret fra Mikkel, da vi spørger ham om baggrunden for udskiftningen.

Men der er også økonomiske overvejelser bag, for det handler også om at spare vand.

- Før brugte vi omkring en kubikmeter vand om dagen, nu bruger vi kun 300 liter, og det er vel at mærke inklusiv det vand, som dyrene drikker, fortæller Mikkel.

Du kan se anden omgang af miniserien om den fynske bondefamilie på DR1 onsdag d. 24. februar kl. 21.

Nedenfor kan du se en grafik over, hvad der er på Stenbjerglykke udover far, mor og børn:

Grafik over dyr og afgrøder på Stenbjerglykke (© (c) DR)