Børn

Det ser du ikke på tv: Sådan klarer de et dybt sår hos bondefamilien på Sydfyn

Man ordner helst tingene selv hjemme hos Mikkel og Frida - også når det gælder et dybt sår

Der er ingen tvivl om, at bondefamilien fra Sydfyn er en gør-det-selv-familie.

Som seerne kunne følge i første afsnit af miniserien 'Søren Ryge præsenterer: Far, mor og børn', spiser familien på Stenbjerglykke fortrinsvis mad, de selv har produceret på deres marker, ligesom deres tøj et langt stykke af vejen er noget, mor Frida selv har produceret af uld fra deres egne får.

Det meste af det tøj, familien går i, er produceret af Frida af uld fra fårene på gården. (Foto: DR Danmark © (c) DR)

Se eller gense første afsnit på dr.dk/tv.

Også når det gælder fysiske skader, kan familien klare sig selv. I hvert fald når det er de voksne, der er kommet til skade.

Det fortæller de i klippet i toppen af artiklen, hvor Mikkel tilser et sår, Frida fik en sen aften. Et sylteglas smuttede, da hun skulle lave kefir, og det skar hende dybt i fingeren.

- Så stod jeg og holdt det fast, mens Mikkel var ude ved dyrene. Og så syede han det sammen inde ved køkkenbordet, fortæller Frida.

Mikkel har ikke nogen egentlig uddannelse - og da slet ikke i medicin, men som med så mange andre ting i livet, har han sat sig ind i tingene for at kunne gøre det selv.

Han bemærker selv, at en læge formentlig ville have nøjedes med tre til fire sting, men Mikkel valgte at bruge ti sting vel at mærke uden bedøvelse.

- I starten syede vi med en rigtig operationsnål, som lægerne syr med. Men den er ikke særlig sjov at blive syet med, når man ikke får bedøvelse. Den måde lægerne syr på, der trækker de meget kraftigt i såret. De er nødt til at tage nogle meget dybe sting, fordi nålen skærer meget dybt i huden. Det er svært at forklare en person, der ikke er bedøvet, at det er nødvendigt, fortæller Mikkel.

Derfor gik han da også over til noget lidt mindre avanceret udstyr, som familien har lige ved hånden. Nemlig deres tyndeste synål og en nylonsnor til perler.

- Vi kom lidt sent i seng den dag, fortæller Frida om "operationsaftenen".

Anden og sidste del af Søren Ryges miniserie og bondefamilien fra Sydfyn bliver vist på DR1 onsdag d. 24. februar kl. 21.

Nedenfor kan du se en grafik over, hvad der er på Stenbjerglykke udover far, mor og børn:

(© (c) DR)

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1122193477831175

Facebook
Twitter