Dit barn bevæger sig (måske) for lidt

Ny kampagne skal få børn til at bevæge sig mere i hverdagen - og forældre skal hjælpe til.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge mellem 5 og 17 år er fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen. (© COLOURBOX)

Tager dit barn trappen, cykler i skole og dyrker idræt i løbet af ugen? Måske. Men hvert andet barn mellem 10 og 15 år bevæger sig mindre end de 60 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Derfor lancerer styrelsen mandag kampagnen ’Get Moving’ for at inspirere forældre, pædagoger og frivillige i idrætsforeninger til at hjælpe med at få børnenes puls op.

- Flere undersøgelser viser, at forældre – og andre voksne – er nøglen til at få børn til at være mere fysisk aktive, siger Tue Kristensen, som er projektleder i Sundhedsstyrelsen.

En udfordring at aktivere børn

Ifølge Tue Kristensen viser andre undersøgelser, at det kan være svært for forældre at få deres børn til at bevæge sig mere.

- Børn i alderen 10 – 15 år begynder at orientere sig mere mod vennerne end forældrene, og nogle børn synes måske ligefrem, at det er pinligt at være fysisk aktiv med forældrene, forklarer han.

- Omvendt oplever nogle forældre, at de har for travlt i dagligdagen til at være fysisk aktive med børnene.

Fysisk og mental gevinst

Det er ikke tilfældigt, at Sundhedsstyrelsen vil have børn til at get moving. Undersøgelser viser nemlig, at fysisk aktivitet forlænger livet og nedsætter risikoen for at få livsstilssygdomme.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge er fysisk aktive mindst én time dagligt.

- Det er vigtigt, at børn er fysisk aktive, fordi det bidrager til at gøre dem mere sunde, både fysisk og mentalt, siger Tue Kristensen.

​Her er en nem aktivitet, du kan lave med børnene, hvis I er i nærheden af en trappe. Kilde: 'Get moving', Sundhedsstyrelsen.

Facebook
Twitter