Du kan stadig nå at lave et fastelavnskostume

Tips til, hvordan du i en ruf får lavet et flot fastelavnskostume, inden katten skal slås af tønden i weekenden.

(© colourbox)

De fleste steder er det på søndag, børnene slår katten af tønden, og mandag at de går rundt fra dør til dør og synger "Boller op, boller ned". Og skal lille Sofie eller Kasper så være sygeplejerske, mariehøne eller Superman?

Ja, hvis du skal lave fastelavnsdragten selv, så begynder tidsperspektivet at sætte sine begrænsninger. Men bare rolig, der er masser af fastelavnsdragter, som du sagtens kan nå at lave selv.

Du skal bare tænke simpelt. Det har Sabine Lemire gjort i sin bog Fastelavnsbogen:

- Det første, man skal tænke på, er, hvor ens barn skal til fastelavnsfest henne: Skal det fx holdes indendøre i skole eller institution? Eller skal det holdes udenfor? For så er barnet nok nødt til at kunne have flyverdragt på indenunder, og så er der ikke så mange muligheder for at klæde sig ud. Så er spøgelset faktisk en meget god ide, siger den kreative mor til fire i alderen 5 til 14 år.

- Og tænk så også på, hvor lang tid du har til at lave dragten, og selvfølgelig hvor avancerede sy-opgaver, du vil kaste dig over. Altså, bruger man en hel dag på at shoppe stof osv, eller går man hen på apoteket og køber nogle ruller gazebind, så man kan lave en mumie?

Se tre eksempler på lette fastelavnskostumer fra Sabine Lemires bog her:

  • Et lille spøgelse. Klip et stykke stof 1,5mx1,5m, evt af et lagen. Lav et dobbelt ombuk hele vejen rundt, så stoffet ikke trevler. Klip huller ved øjnene og sy rundt langs hullerne med broderigarn, så øjenhullerne ikke trevler. (© Carlsen)
  • En lille drage. Kan laves af tøj, som barnet allerede har. Takkerne klippes af filt, sys sammen, fyldes med bamsefyld. Klip elefanthuen op i syningen, blusen op i ryggen og et hul i gamacherne og sy takkerne fast. (© Carlsen)
  • En lille mumie. Køb fire ruller gazebind på apoteket og malertape. Vikl gazen om barnets krop, start ved anklerne og rul op. Og fra håndleddene mod brystet. Til sidst hals og hoved. Brug malertape til at sætte enderne fast. (© Carlsen)
1 / 3

Tal om det

Vigtigst af alt, så skal man selvfølgelig også vælge en udklædning, som ens barn synes om. For ellers er det en noget nær umulig opgave at få ham eller hende til at iklæde sig den dragt, man møjsommeligt har kreeret.

Så en rigtig god ide er at tale med sit barn om udklædningen i god tid.

- Børn er ofte meget traditionelt tænkende, så pigerne vil være prinsesse og drengene vil være superhelt. Men her kan man godt tale lidt med dem om, at der også er andre muligheder. I min bog har jeg fokuseret på, at mange af dragterne skal være kønsneutrale, men jeg har da også både superhelte og ballarinaer med i bogen, siger Sabine Lemire.

- På den anden side skal man heller være ude i alt for god tid med at tale med ungerne om fastelavnskostume, for så når de bare at ændre mening, inden man bliver færdig.

Det behøver ikke være dyrt

Og så er der prisen. De fleste forældre, som har prøvet dette her med fastelavn før, ved, at et kostume i Fætter BR snildt ryger op på et par hundrede kroner. Og det kan virke som en hamper pris for en dragt, som ens barn måske ikke har på mere end højst et par gange.

Men er det mon overhovedet billigere at lave kostumet selv?

- Ja, det kan det i hvert fald være. Jeg har bygget dragterne i bogen op, så man tager udgangspunkt i noget basistøj, som man allerede har, eller som kan købes billigt hos fx H&M eller i supermarkedet. Altså en neutral bluse/strømpebukser/elefanthue osv.

- Og så kan man med meget simple greb, og uden nødvendigvis at være en haj til at sy, lave et kostume uden på basis-delen, forklarer Sabine Lemire.

De giftige stoffer

Hvert år omkring fastelavn hører man historier i medierne om ansigtsmaling og masker til børn, som indeholder farlige stoffer. Og i år er sikkert ingen undtagelse.

Informationscenter for Miljø & Sundhed har ikke kunnet finde en eneste producent eller forhandler af fastelavnsudklædning, som vil skrive under på, at deres produkter er fri for udvalgte problematiske stoffer.

Centret kontaktede i december producenter og forhandlere af fastelavnsudklædning til at indsende dokumentation for at deres produkter er uden ftalater, PVC, halogenerede flammehæmmere og nikkel.

Men ikke én eneste er vendt tilbage med et positivt svar.

- Vi ved ikke, hvad baggrunden er for, at producenter og forhandlere ikke har forsøgt at komme på vores liste. Men det er da slående, at der ikke er én eneste, der har meldt tilbage, at de kan leve op til vores krav om fastelavnsudklædning uden problematiske kemikalier, siger Rikke Bille, der er testkoordinator og souschef i Informationscenter for Miljø & Sundhed.

Centret har følgende gode råd til at undgå farlige stoffer:

- Sy en dragt selv. Køber du tekstil med miljømærket Blomsten eller økologi-mærket GOTS, sikrer du, at der er taget ekstra hensyn til miljø og sundhed.

- Lav selv en maske af svanemærket papir eller karton

- Spørg i butikken, om dragten eller masken er uden ftalater, PVC, halogenerede flammehæmmere og nikkel. Det er dog ikke sikkert, at de ved det.

- Det er generelt en god ide at vaske nyt tøj før brug, også udklædningstøj. Vaskemaskinen kan dog ikke fjerne alle kemikalier, f.eks. vil ftalater og nikkel stadig være et problem.