På Faaborgegnens Efterskole er der plads til alle. Elever med et handicap bor og lever side om side med elever, der ikke er handicappede. Og det med stor succes, fortæller forstander Michael Thagaard.

- De elever, der ikke har et handicap, ved på forhånd, at de kan komme til at bo sammen med en kammerat med et handicap, og at de kommer til at gå op og ned ad børn med handicap her på skolen.

Her kan eleverne rumme det svære

Der går 120 elever på efterskolen, og heraf er 10-12 pladser hvert år reserveret fysisk handicappede. Det har lige fra skolen blev etableret for 10 år siden været en helt grundlæggende del af tankegangen, at skolen skulle rumme elever med handicap.

- Det giver rummelige børn, at de sidder ved siden af en, som har brug for hjælp til at hente mad eller bære bøger. Det giver en naturlighed over for det at være anderledes, som jeg virkelig sætter pris på og bliver rørt over år efter år, fortæller Michael Thagaard.

- I sidste uge var der en pige her på skolen, som har rygmarvsbrok, som rejste sig op i hele den store forsamling og fortalte om sine drømme og håb for livet, vel vidende at de lå langt fra de drømme og håb hendes kammerater uden handicap har. Da kneb jeg sgu en tåre. Det var stærkt. Og det fortæller mig, at hun føler, at hun er i en flok, der kan rumme det.

Rettigheder og pligter gælder alle

På Faaborgegnens Efterskole lægger man stor vægt på ligeværdighed. De, der har et handicap, skal der hverken gøres mere eller mindre ud af. De har samme rettigheder og pligter som de øvrige elever. De skal også hjælpe til i køkkenet og med at gøre rent.

- Men hvis man sidder i kørestol skal man selvfølgelig ikke op og tørre lamper af. Vi sætter ord på det, at de har et handicap, og vi snakker om de ting, de ikke kan. Og i den forbindelse bruger vi humor som en vigtig løftestang.

- Vi tager også af sted på adventure-tur til Spanien hvert eneste år. Og det er jo vidunderligt at se, hvordan kammeraterne bærer en spastisk pige op ad en bakke, som hun ikke selv kunne forcere eller hjælper hinanden, når vi river-rafter.

Begge parter får noget ud af mødet

Skolen har gennem årene haft elever med vidt forskellige handicap, og ifølge Michael Thagaard har det udelukkende givet positive oplevelser.

- Vi flytter ikke bare noget hos de elever, der ikke har et handicap, vi flytter også de handicappede. Vi giver dem et skub. De kan have levet en beskyttet tilværelse, og her kan vi hjælpe dem igennem den naturlige løsrivelsesproces fra forældrene, som jo er gældende for alle unge.

- Grænserne er i vores egne hoveder. Det er ikke handicappet, der sætter grænsen. Og vi har startet skolen her som et oprør mod det.