Far har flyttet familien til Nicaragua: Danskerne skal lade være med at hygge sig så meget

Som far har jeg både en personlig og en professionel rolle, siger Glenn Mott.

For Glenn Mott, far til tre og gift med Julie, er livet ikke kun for sjov og fornøjelse.

Han ønsker at gøre en forskel i verden, og det kan man ifølge den 37-årige familiefar ikke ved at "have det godt" og hygge sig hele tiden.

At udvikle unges tro på sig selv er det, der driver Glenn Mott. Han har siden december sidste år boet med sin familie i Nicaraguas jungle og vil gerne give sine børn nogle ting med i bagagen. Det mener han kun er muligt i et tredjeverdensland – blandt andet ved at minimere tiden foran en skærm.

Formålet med Nicaragua-projektet er samtidig at bygge en iværksætter- og erhvervsskole og i det hele tage lære unge om, hvordan man lever selvforsynende.

- På lang sigt er det nødvendigt, at vi skruer ned for vores forbrug, da planeten har svært ved at følge med. Så det er essentielt at lære at leve på en måde, hvor vi har kendskab til, hvordan vi skaffer og sikrer os, at de basale behov bliver opfyldt

Sådan lyder det fra Glenn Mott i tredje og sidste afsnit af dokumentarserien 'Vores nye verden - en kernefamilie satser alt'.

Hans 37-årige hustru Julie er uddannet lærer og underviser børnene Willum og Alberte på henholdsvis 11 og ni år i hjemmet to gange om ugen. De andre tre dage går de i den lokale skole – men her handler det mest om venskaber, sport og at være en del af fællesskabet.

For meget hygge

Glenn Mott mener, vi bør fokusere mere på de udfordringer, vi møder, da de er med til at gøre os klogere og stærkere.

- Børn skal være uslebne diamanter. Der skal være nogle kanter. Der skal være nogle ubalancer og nogle konflikter, der skal udfolde sig. Både indre konflikter og også konflikter med andre mennesker, siger Glenn Mott og fortsætter:

- Det er sundere, at der er nogle spændingsforhold, end at vi producerer små, målrettede stræbere, som siger: "Nu er jeg her, og om to år skal jeg være der, og så skal jeg også være gravid, og jeg vil gerne have både en dreng og en pige og sådan og sådan".

Og så skal danskerne lade være med at hygge sig så meget:

- Al den tid, der går med, at vi bare hygger os. Hvor mange gange har man ikke hørt det ord... Det er simpelthen for meget. Vi skal fandeme ikke hygge os så meget, at det ikke længere er hyggeligt at hygge sig, lyder det fra ham.

Rollen som far er ikke kun blød

Det at være far anskuer Glenn Mott som en todelt rolle, hvor han skal være både blød og professionel.

- Når en far skælder ud og er sur på sine børn – er han så glad for at være i den situation? Det er han jo ikke, siger Glenn Mott og tilføjer:

- Der agerer han som professionel far, fordi han gerne vil have, at hans børn skal finde ud af, at hvis de siger og gør ting på den måde, de lige har gjort, så er det skidt for familien, eller de får måske ikke nogle venner.

Udviklingsarbejde skal nytænkes

Sammen med familieværdierne er der for Glenn Mott et større ideologisk formål med at bosætte sig i Nicaragua. Nemlig at bygge en iværksætter- og erhvervsskole fra bunden. Og det er noget, han har erfaring med fra tidligere. I 2004 arbejdede han sit første udviklingsprojekt – dengang i Venezuela, som han fløj til i starten af sine 20'ere.

Indtjeningen fra Venezuela brugte han til senere at skabe udvikling i Zambia, hvor han blandt andet etablerede en efterskole. Projektet i Zambia er beskrevet på Eventure.dk. En forening, som Glenn Mott sammen med en makker stiftede i 2009. Den har til formål at skabe personlig og faglig udvikling for unge mennesker, både danske frivillige og lokale.

Iværksætterskolen i Nicaragua skal modtage en masse frivillige unge fra Danmark, der skal være med til at tilføre viden og værdi til de lokale unge. Skolen skal bestå af en kontorbygning, værksteder, en motionshal og grønne områder på i alt otte hektar jord i den nordlige forstad Los Roble.

- Vi skal begynde at anskue måden at lave udvikling på i tredjeverdenslande lidt anderledes. Det behøver ikke at være et stort sort hul, man skal smide penge i, fortæller Glenn Mott.

- Og det kunne vi godt tænke os at vise med det projekt her. Det er det, der er saften og kraften for min familie.

Facebook
Twitter