”Hjemme hos os har vi svært ved at få vores teenagere til at rydde op efter sig med det samme, når de har taget noget at spise. Så står det fremme helt til om aftenen, lige inden de går i seng. Og når vi brokker os over det, så bliver de sure, fordi ”de havde jo tænkt sig at gøre det”. Hvordan løser vi det?"

Sådan lød et af spørgsmålene fra en lytter, da P1-programmet Hjernekassen lørdag sendte en direkte sær-udsendelse, Teenagemonopolet, om livet med og som teenagere.

Og det spørgsmål kunne lukke munden på de fire teenagere, der var inviteret med i studiet som en slags eksperter udi teenage-livet. De kunne alle fire tydeligvis genkende situationen.

”…..” dyb tavshed var den umiddelbare reaktion. Og så forsøgte en af de fire, Villy, alligevel:

- Det er svært, for det er næsten et instinkt, at man glemmer at rydde op. Og når jeg prøver at gøre noget ved det, så virker det et par dage, og så glemmer jeg det igen. Det generer jo ikke mig.

- Det er ikke et valg, at jeg ikke rydder op. Det er ikke for at provokere, jeg tænker bare ikke over det.

Det er et vilkår, at du skal sige det tit

Dermed rammer han faktisk lige hovedet på sømmet, tilføjede familieterapeut Fie Hørby, der også medvirkede i programmet. Det er simpelthen et vilkår som forælder, at man skal sige tingene mange gange:

- Det er godt at minde sig selv om, at det, der er vigtigt for os, ikke nødvendigvis er vigtigt for vores børn. De tænker bare ikke over, at det er en god ide at rydde op, fordi det ikke er vigtigt for dem. Og derfor har de brug for at få det at vide tit.

Hun råder til, at man som forældre til en teenager tænker mere over, hvordan man siger det til dem, end hvad man siger til dem.

- Vi bliver så optaget af at få kniven ned i opvaskemaskinen eller maden ind i køleskabet, at vi glemmer at tænke over, hvordan vi siger det. Og så ender det ofte med at blive lidt respektløst og skabe afstand i relationen, og det gør faktisk, at der kommer flere konflikter, fordi den måde at tale til vores teenagere på skaber trods i dem, og det gør det sværere for dem at gøre, som vi har bedt dem om.

Hun ville selv i en lignende situation, sige nogenlunde sådan her: ”Nu kan jeg mærke, at jeg er ved at blive rigtig slidt i at skulle sige det her igen og igen, så vil du ikke godt gøre dig ekstra umage for at huske det?”. Tal til ham eller hende, som du ville tale til en af dine egne venner.

Og hvis ens børn endnu ikke er nået teenage-stadiet, så har hun et andet godt råd:

- Nogle gange sker der det, at vi ikke har fået inddraget børnene, dengang de var små, i det med at hjælpe til, og så håber vi, at når de bliver store, så kan de det bare. Men sådan fungerer det ikke.

- Jo mere og jo tidligere vi har inddraget dem i de huslige ting, jo nemmere går det i teenage-årene. Det er godt at starte allerede i 2 års alderen. Det betyder ikke, at den er tabt på gulvet, når børnene først bliver teenagere. Men det betyder, at man så må sætte sig ned og sige, at ”vi er kommet til at begå en fejl. Det må du undskylde. Vi går og rydder op hele tiden, og vi er sure og brokker os, så det må vi lave om nu”.

Hold fast i dine egne holdninger, men lyt på barnets præmisser

I det hele taget er det en god ide at tænke rigtig meget over, hvordan man kommunikerer som forælder, understreger hun. For teenageren er i gang med at finde ud af, hvad han eller hun mener om en hel masse ting.

- De kæmper sådan for at komme i øjenhøjde med forældrene, og det vil sige, at de vil mødes ligeværdigt. De har så meget brug for at få lov og få plads til at gøre deres egne erfaringer. Teenage-årene handler virkelig meget om at finde ud af ”hvem er jeg?”, ”hvad vil jeg?”, ”hvad mener jeg?”. og det finder de kun ud af ved at gå ud og gøre sig deres egne erfaringer. De skal knalde direkte ind i muren, som vi gerne ville have hjulpet dem med at undvige.

Den helt store kunst er at holde fast i sine holdninger, som den voksne. For de unge mennesker har brug for at kunne læne sig ind i vores holdninger.

- Forældrene skal bare huske på, at når man er 16 år, kan man godt have nogle holdninger, der ikke er helt magen til deres. Så som voksen skal man møde barnet på dets egne præmisser samtidig med, at man skal holde fast i sine egne holdninger.

De forstår ikke konceptet "tid"

Et andet lytter-spørgsmål lød:

”Min 15-årige søn er på ingen måde i stand til at begribe konceptet tid. Det gælder tid til at blive færdig om morgenen, at lave aftaler på tidspunkter, hvor vi plejer at spise, eller at tro at vi kan køre 40 km på ti minutter”.

Her er svaret entydigt fra teenage-panelet og familie-terapeuten: Konsekvens.

Én fortæller:

- I folkeskolen kom jeg meget for sent, men nu i gymnasiet får man noteret sit fravær, og hvis man har over 10 procents fravær, kan man blive smidt ud af skolen. Så er der konsekvenser, og så bliver man nødt til at komme til tiden. Det er en reel trussel, og så lærer man det.

Og Fie Hørby var meget enig:

- Først og fremmest ville jeg kigge på, hvad det er for en kultur, man har i familien i forhold til tid. Er man selv den bedste rollemodel, når det kommer til tid?

- Og dernæst vil jeg sige, at nu er det på tide at overlade dem til deres egne erfaringer. Jeg ville lade drengen erfare virkeligheden, så han får udvidet sin tidsfornemmelse. Han skal selv finde ud af at: ”Vi kan ikke køre dig nu, for vi sidder lige og spiser” eller simpelthen lade ham komme for sent, hvis han tror, at det muligt at nå frem på ti minutter, når der er 40 km. Det er sådan, man bliver klogere.

Fem gode råd til teenage-forældre