Gå på forårsjagt med børnene

Naturen venter lige så længselsfuldt på foråret, som vi gør. Og både ude og inde kan man iagttage det spirende forår.

(© colourbox)

I dag siger kalenderen endelig forår. Og selv om vejret måske siger noget andet, så kan man sagtens tage hul på foråret udenfor.

- Man kan gå på forårsjagt i sin have eller i en nærliggende park. Jeg synes det er sjovt, når man går og venter på foråret og næsten ikke kan holde ud at vente mere, at gå ud og finde forårstegnene. Man kan f.eks. lede efter erantis eller knopper på buskene. Og måske få samlet til små bitte buketter af forårsblomster, som man kan tage med ind på børneværelset, siger Sabine Lemire.

Sabine Lemire er forfatter til flere bøger med gør-det-selv projekter for børn og voksne, og seneste skud på stammen hedder Blomsterbogen, der giver tips til hvordan man bruger naturen omkring sig til hyggelige projekter med børnene.

Et godt matchOg det ikke tilfældigt at hun med sin seneste bog har vendt blikket ud mod naturen.

- Børn og natur passer rigtig godt sammen. Børn er gode til at samle ting og se mulighederne i dem. De er gode til at bruge naturen. Se på former og farver, og bruge dem i kreative projekter, forklarer Sabine Lemire.

Og der er i følge hende masser af muligheder for at kaste sig over projekter med blomster og andre planter, selv om man ikke har en have.

- At lære naturen at kende, og vide hvad planter hedder, hvornår de blomstrer osv. Kan man sagtens gøre i byen også.

- Jeg bor selv i byen, hvor der er masser af parker, hvor man kan gå på opdagelse og f.eks. plukke hyldeblomst. Og krydderurter kan man sagtens have i vindueskarmen eller på altanen derhjemme, så børnene kan lære hvordan de dufter og smager, forklarer Sabine Lemire.

Planter indenforHvis man endnu synes det er for tidligt at gå på blomsterjagt i naturen, så er der masser af muligheder indendørs.

- Kødædende planter er sjove. Det er magisk, at de kan lukke sig og fange insekter. Og så er der Mimoser, som også kaldes Rør-mig-ej. Den lukker sine blade, når man rør ved dem. Det er sjovt for børn, at iagtage hvordan planterne bevæger sig.

Planterne kan ifølge Sabine Lemire købes i almindelige blomsterforretninger. Det er også lige nu, at man kan købe grene med knopper, f.eks. japanske kirsebærgrene, og få et fint lyserødt blomsterflor i stuen. Og med papir og saks, kan man lave fine fugle eller påskepynt, til at hænge på grenene.

Jord under negleneHvis man har mod på, at få lidt jord under neglene, kan man også begynde at så ting i små potter indendørs.

- Solsikker er sjove for børnene at følge, fordi de vokser så hurtigt. Det passer godt til børnenes temperament. Og hvis man ikke har nogen have at plante dem ud i senere, så kan de faktisk godt sætte blomst mens de står i potten. Men de bliver næppe fem meter høje, som de kan blive i naturen, siger Sabine Lemire.

Hvis man ikke er til at rode med jord inden for, anbefaler Sabine Lemire, at man kaster sig over karsen, der også er hurtigvoksende og kan sås i vat.

Herunder kan du se nogle af Sabines fine idéer - hentet fra Blomsterbogen, der netop er udkommet.

  • Foråret er fyldt med smukke træer i blomst. Pynt op både ude og inde med fine fugle i grenene. (Foto: © Sabine Lemire, Forlaget Carlsen)
  • Påskepynt. Klip æg ud af pap og pynt dem med maling og pailletter. Kan f.eks. hænges på magnoliagrene. (Foto: © Sabine Lemire, Forlaget Carlsen)
  • Klip små blomster ud af filt og lav et hul i midten. Sæt dem f.eks. på den luftrensende plante Sansevieria cylindrica. (Foto: © Sabine Lemire, Forlaget Carlsen)
  • Når man planter ting i potter, kan det være svært bagefter at huske hvad man plantede hvor. Hold styr på potterne med blomsterskilte af pap. (Foto: © Sabine Lemire, Forlaget Carlsen)
1 / 4