Generation Facebook: Forældre deler billeder uden at spørge

Mange forældre spørger sjældent eller aldrig deres større børn om lov, når børnene skal foreviges på Instagram eller Facebook. Men det bør de gøre, siger familiepsykolog.

For mange forældre er det helt normalt at dele billeder af børnene på sociale medier, for børnene er en del af hverdagen.

Men mange spørger ikke om lov, når billederne skal deles. Hele 39 procent spørger aldrig eller sjældent deres børn om lov, når Facebook eller Instagram skal opdateres med børnebilleder ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR. Her er forældre med børn mellem 11 og 18 år blevet spurgt.

Og som man kan høre i videoen ovenover, er børnene ikke specielt begejstrede over det.

Og forældrene til de større børn bør spørge børnene om lov, siger familiepsykolog Ulla Dyrløv.

- Vi skal spørge vores børn om lov, og ellers skal vi i hvert fald have haft en generel drøftelse med dem, om hvad de gerne vil have, der kommer på sociale medier, siger Ulla Dyrløv.

Mange børn bliver også irriterede eller ærgerlige over, at deres forældre pludselig har lagt billeder ud på sociale medier.

- Jeg synes ikke, at det er fedt, når min mor spørger mig ikke om lov. Pludselig så er jeg bare på Facebook, og så kan jeg jo ikke gøre noget, siger Benjamin Erhan Avce på 13 år.

En opdragende effekt

Det kan sagtens være, at nogle børn og de unge er ligeglade. Men det at blive spurgt har en opdragende effekt, ifølge Ulla Dyrløv.

- Der ligger noget opdragende i at spørge om lov, for så lærer børnene jo, at der er en grænse ved sociale medier. Det er noget, der i eftertiden kan hjælpe i forhold til deling af nøgenbilleder. Hvis de unge er blevet spurgt om noget skal deles af dem siden de var små, har de måske også et andet forhold til at dele billeder af andre.

Hjemme hos Laura på 14 har de ikke aftalt, at man spørger hinanden, før man lægger noget ud.

- Der er ikke rigtig nogle regler for, hvad man må lægge ud af hinanden, fortæller Laura Iversen Ebenezerson.

Og hvis man ikke bryder sig om billederne på Facebook, er det ikke altid, at de bliver fjernet igen hjemme hos Benjamin.

- Det er ikke altid, at mine forældre sletter det, for de vil gerne have familiebilleder. De tager bare nogle rigtig grimme billeder nogle gange, siger Benjamin Erhan Avce.

Børn skal selv vælge

Børn skal selv vælge, hvordan de vil udstilles, for det er deres liv. De har brug for at være private, og de vil hellere selv styre, hvad deres venner skal se i stedet for deres forældre, pointerer Ulla Dyrløv.

- Derudover kan børn hurtigt blive drillet med indhold, som deres forældre har lagt på sociale medier.

Forældrenes opdateringer med billeder af deres børn kan blive til drillerier eller decideret mobning blandt børn og unge.

- Det kan godt være ret sjovt at sidde og kigge på, hvad ens venners forældre har lagt ud af vennerne, forklarer 14-årige Ida Lykke Borgstrøm.

Hør børnene selv forklare i videoen ovenfor.