Giv dit barn lysten til at bevæge sig helt fra begyndelsen

Når det helt lille barn ligger på maven, så er det faktisk første skridt på vejen til at lære at bevæge sig.

Når man vænner sig til at ligge på maven, så er det faktisk ret hyggeligt - og man lærer samtidig at bruge sin krop. (© (c) Getty images)

Sundhedsplejerske Else Guldager hilser Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om mere motion til småbørnene velkommen.

- Det er dejligt, nu har vi endelig nogle anbefalinger også for de mindste børn, som vi kan give videre til forældrene. Og de gør samtidig os fagfolk klogere, fordi der følger en vidensopsamling med, kommenterer hun.

- Anbefalingerne er dejligt fri for anvisninger om, hvor mange minutter eller antal gange, man skal gøre det eller andet med sine børn – men tager udgangspunkt i en helhedsvurdering af barnet, og hvorfor bevægelse er godt for netop mit barn og dets udvikling.

Begynd tidligt

Ikke dermed sagt, at et helt nyfødt barn skal kastes ud i diverse gymnastiske øvelser, men faktisk kan man begynde allerede, når barnet er få dage gammelt.

- Læg barnet på maven på dit bryst eller på et tæppe. Lad det ligge og hygge sig og vænne sig til, at det er godt at ligge på sin mave. Det ganske lille barn får en yes-oplevelse – det kan være sværere, når barnet er nogle måneder, hvor dét at styrke ryg og nakkemuskler kan blive forbundet med ubehag og frustration, fordi det ikke har fået lov til at vænne sig til, at det også kan være rart at ligge på maven, fra det var helt nyfødt.

- Grundtanken i anbefalingerne er lad barnet selv – helt fra begyndelsen – det motiverer det lille barn, så det hurtigere bliver selvhjulpen, det giver børn en wow-oplevelse af at kunne selv, og det hjælper samtidig forældre og personale omkring barnet – et barn, der motiveres til selv at klatre op på sin stol, skal eksempelvis ikke løftes lige så ofte.

Jeg kan selv

Så hvis man i højere grad lever efter, at barnet i videst mulig omfang skal prøve selv – klatre op på stolen, gå til børnehaven, selv hente sin mad eller legetøj, hoppe ned fra sengen, løbe og løbe stærkt etc. – så udvikler det børnene fysisk og motorisk, de får en bedre balance, og tillærer sig hurtigere en masse færdigheder. Fx at tage tøj på, snøre snørebånd, og dét at kunne den slags selv, vokser barnet også mentalt af.

- Det er jo ikke sådan, at små børn tænker – jaah, nu skal jeg bevæge mig, motion er sund og dejligt! Men hvis barnet helt fra begyndelsen motiveres til at bruge sin krop, så lærer børn, at motion og bevægelse er en naturlig del af hverdagen, og de oplever glæden ved at kunne tingene selv.

Slip legen fri

Man kan gøre mange ting selv for at motivere sine små børn til mere bevægelse. Hjemmet kan indrettes med få ting, som indbyder til bevægelse – det indre legebarn skal slippes fri. Men også på andre områder skal man måske som forældre tænke mere ud af boksen:

- Jeg tænker tit øv, når jeg ser mødre gå med barnevognen med den mindste i, og så står storebror eller søster på et rullebræt. Jeg forstår fuldt ud, at det er lettere for mor og far i en travl hverdag, men barnet vænner sig desværre til passivitet på den led.

- Så mit bud er, at man sætter den store op foran på barnevognen (man kan stadig købe barnestole til at sætte oven på barnevognen), for så kan man tale med sit barn om de ting, man oplever undervejs på turen – og fem minutter før man når børnehaven eller hjemmet, så kan man sætte den store ned og sige, at nu skal du selv gå det sidste stykke. Så får forældre og barn både kontakt med hinanden undervejs, og barnet får også bevæget sig, forklarer sundhedsplejerske Else Guldager.

Eksempler på fysisk aktivitet for 0-1 årige børn:

  • Ligge på maven

  • Hoppe på skødet

  • Rejse sig op ved møbler

  • Gå med støtte

  • Tumleleg med voksne, fx trille, hoppe, svinge

  • Babyrytmik

  • Babysvømning

Eksempler på fysisk aktivitet for 1-4 årige børn:

  • Kravle, hoppe, gynge, danse, klatre, løbe

  • Leg indendørs, fx bevægelse til musik og tumleleg

  • Leg udendørs, fx på legeplads, i naturen, i haven/gården

  • Gymnastik og rytmik

  • Gang, løbecykel, løbehjul, cykling

  • Svømning

  • Boldlege

Kilde: Sundhedsstyrelsen

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1107634065953783

Facebook
Twitter