Det er en udfordring i de fleste familier at få børnene til at sove tilstrækkeligt og regelmæssigt. Mange forældre vil hævde, at søvnen er den største udfordring i livet med småbørn.
Men husk at forældrenes behov for, at børnene skal sove, er ofte større end barnets reelle søvnbehov, siger sundhedsplejerske Else Guldager. Samtidig er der mange myter om børn og søvn, men desværre er der endnu ikke forskning eller eksperimenter, der kan få et barn til at sove med et snuptag.
Men hvordan sikrer man så, at ens barn får en god rytme for nattesøvnen?
Her er Else Guldagers bedste råd:
- •
Først og fremmest handler det om faste rytmer og regelmæssighed. Det er klogt at følge den samme rytme for sengetider ret så stramt både i hverdagene og weekenden. Først når barnet er tre måneder, kan man tale om rytme.
- •
Din egen overbevisning betyder noget for dit barn. Så du skal med overbevisning og tryghed holde fast og forlade dit barn, der skal sove, så det selv kan falde i søvn.
- •
Faste putte-ritualer: Bad, sang, godnathistorie, eller hvad I nu vælger hos jer. Så barnet lærer, at det er altså nu, jeg skal til at sove.
- •
Sørg for et mørkt soverum til barnet. Mørke påvirker søvntilbøjeligheden, så man bliver døsig, lys påvirker barnet til overfladisk søvn. Middagslur til de mindste må derimod gerne foregå i lysere omgivelser.
- •
Undlad bleer, tæpper og lignende foran barnevognen, når der soves middagslur. Lys og mørke hjælper barnet til at regulere nat og dag.
- •
Gear ned i tempo i god tid inden sengetid. Sluk for tv, computer og iPad. Giv eventuelt dit barn en rolig massage og tal med barnet om at trække vejret stille og dybt og slappe af i kroppen.
- •
Har I store problemer med søvn og gråd, så få hjælp fra familie, venner eller fagfolk til at se på, om alt er okay med barnet.
- •
Et lille barn, som er ved at falde i søvn, kan godt græde lidt. Måske er det bare en lille overgang, og barnet kan berolige sig selv. Hvis barnet græder meget, må du tage affære. Ikke nødvendigvis ved at tage det op, men hold det på hovedet, syng en sang, eller brug andre metoder til at berolige det.
Hvis du vil vide mere om, hvad søvn betyder for vores liv og helbred, så se med, når DR2 sætter fokus på søvn med temalørdagen ’Vågen i en uge’ i morgen klokken 20.