GRAFIK Danske mænd er vokset 15 centimeter

En sundere livsstil har fået danske mænd til at skyde i vejret - og de vokser stadig.

I år 2176 vil danske mænd i gennemsnit være godt 195 centimeter høje.

I hvert fald hvis udviklingen fra de seneste 160 år fortsætter. Og de danske mænd vil blive højere, vurderer Anders Juul, der er professor på Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

- Der er stadig en tendens til, at vi bliver højere, men kurven er ved at flade ud i Nordeuropa, siger han.

Danske mænd er i gennemsnit snart 181 centimeter - mere end 15 centimeter mere end i 1856. Det viser tal fra Forsvarets Rekruttering, der siden 1852 har registreret højden på danske værnepligtige. Du kan se udviklingen i toppen af denne artikel.

Væksten skyldes, at levevilkårene er markant forbedret i løbe af de seneste par århundreder. En så markant forbedring vil vi formentlig ikke se i de kommende århundreder, hvorfor vækstkurven formentlig heller ikke vil være så stejl de kommende 160 år, som den har været de seneste 160 år.

Væksten er ifølge Anders Juul i øjeblikket mindre markant i Nordeuropa, end den er i Sydeuropa, hvor der i nogle lande måske er mere at komme efter i forbedring af levevilkårene.

Facebook
Twitter