GUIDE Bliv en stærkere forælder for dit barn med ADHD

Børn med ADHD kræver særlig opmærksomhed, hvis man skal undgå konflikter i dagligdagen.

Børn med ADHD, eller ADHD-lignende symptomer, har behov for at faste rutiner, lyder ét af rådene. (© COLOURBOX)

​Svært ved at sidde stille, huske sine aftaler og styre følelserne. Det er blot nogle af de vanskeligheder, som personer med ADHD, bokser med i det daglige.

Derfor kan det også være svært at undgå konflikter i en travl hverdag for familier med børn med ADHD.

Men en ny undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – viser, at det gavner familielivet,

hvis forældrene deltager i et såkaldt forældretræningskursus, hvor de lærer at tage bedre hånd om deres børn med ADHD eller ADHD-lignende symptomer.

- Når forældrene bliver udstyret med den her viden og værktøjer, kan de meget bedre forstå barnets adfærd. Forældrene får en større selvtillid, og det smitter af på barnets trivsel og selvtillid, siger Anna Furbo Rewitz, som er projektleder og udviklingskonsulent i ADHD-foreningen, der står bag forældretræningskurserne 'Kærlighed i Kaos'.

Her er et udpluk af de vigtigste råd til forældre med børn i 3 – 9-års alderen.

  • Se barnets vanskeligheder bag adfærden. Sæt dig ind i, at ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med kernesymptomer som opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, og få øje på, at barnet, trods adfærden, faktisk gerne vil samarbejde og gøre dig glad.

  • Giv masser af ros og anerkendelse. Det kan være svært at huske på at rose eller anerkende i det daglige, fordi ADHD-symptomerne fylder og kan kalde på skældud. Men når barnet leger, kan du for eksempel sige: ”Hvor er det dejligt at se, at du leger godt”. Du kan også sige ting som: ”Tak, fordi du hjælper mig”, ”Du er et dejligt barn”, eller jeg er heldig, at du er min søn”. Det virker måske banalt, men det har stor betydning.

  • Brug en positiv og anerkendende kommunikation. Skæld så vidt muligt ikke ud, men sørg for at guide barnet i stedet. Børn har meget mere brug for at få at vide, hvad de må og skal, i stedet for hvad de ikke skal, og hvad de ikke må. En positiv bemærkning fortæller barnet, hvad der skal ske, hvad der forventes, og også gerne hvad der skal ske bagefter. Det kan for eksempel være ”Så snart du har spist din mad, må du gå ud at lege”. Det er bedre end det negative og mere truende: ”Du kommer ikke ud at lege, før du har spist din mad”.

  • Indfør rutiner og faste rammer. Børn med ADHD har utroligt meget brug for faste rutiner og rammer. De trives ikke med uforudsigelighed, og de har ofte en ringe tidsfornemmelse, som gør dem usikre. Sørg derfor for, at de dagligt tilbagevendende begivenheder i løbet af dagen har en helt fastlagt struktur, som følges hver gang. Tænk på, at barnet har brug for at kende svaret på hv-ordene: Hvad? Hvor meget? Hvor længe? Hvad så? Etc.

Kilde: ADHD-foreningen

Facebook
Twitter