Det sker på et splitsekund. I en stund med bedsteveninden, hvor man for sjov tager skøre billeder. Eller man sender sin kæreste et nøgenbillede som en kærligheds-erklæring.
Og pludselig er man ikke længere bedsteveninder og billederne sendes rundt på skolen. Eller (eks)kæresten er vred og såret og sender billedet ud på sociale medier eller hjemmesider, der samler på dem.
Red Barnet har lavet en omfattende guide til, hvad man gøre, hvis ens barn (eller du selv) ufrivilligt havner i en situation som beskrevet ovenfor. Vi har samlet nogle hovedpunkter. Der er også ekstra information til forældrene om, hvordan man griber den her problematik an. Det kan læses her
1. Find ud af omfanget
Find ud af, hvor meget billedet er ude af barnets kontrol. Ligger det 'bare' på en venindes telefon eller lignende, så gå i dialog om at få det slettet. Tag fat i skolen, hvis det er spredt i en klasse og indrag lærere og forældre i forsøg på at få billedet slettet. Generelt - jo hurtigere man handler, jo bedre.
2. Henvend dig til de sociale medier
Det er sværere at få kontrollen tilbage, hvis billedet er spredt på Facebook, Twitter, Youtube, Instagram eller andre sociale medier. Men man kan stadig forsøge at anmelde det. Det er vigtigt at fortælle, hvordan billedet bryder med tjenestens vilkår. Det er altså ikke nok at sige, at man gerne vil have det slettet.
3. Se kritisk på dine venner
Børn i dag har ofte en enorm omgangskreds på grund af sociale medier. Og kender perifert gode venners venner. Og her kan man ikke regne med samme loyalitet. Så begræns på din profil, hvem der kan se hvad og indstil privatlivsindstillinger nøje.
4. Få beviser
Gem navne og adresser og tag screendumps af alt, hvad I finder med henblik på bevis-materiale, hvis der er tale om en lovovertrædelse. Tag kopi af beskeder i telefonen eller andre samtaler mellem offer og krænker. Få så meget dokumentation på krænkelsen som muligt.
5. Forbered dig på fremtiden
Billeder ude af ens kontrol kan ligge på nettet i mange år frem. Men du kan gøre flere ting for at sørge for, at de ikke kommer så højt op i en søgning: Søg regelmæssigt på dig selv for at tjekke, hvad der kommer op dig. Anmeld løbende stødende billeder til ejerne af hjemmesiderne.
Opret profiler på mange sociale medier (fx. uden indhold), lav en blog eller kommenter på opslag på facebook. På den måde vil dit positive image efterhånden fylde det meste af søgningerne og det uønskede indhold havne langt nede på listen.
Det siger loven:
- •
Straffelovens § 235, børnepornografi
- •
Straffelovens § 235, som blev indsat ved lov nr. 252 af 16. juni 1980, er senest ændret ved lov nr 228 af 2. april 2003, og lyder i dag således:
- •
Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.
- •
Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.
- •
Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
- •
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.
DR vil gerne sætte mere fokus på ulovlig deling af intime billeder og videoer. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis intime billeder af dig er blevet delt uden din tilladelse.
Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du er forælder til et barn, der har været udsat for det.
Skriv, hvad du har oplevet til dinhistorie@dr.dk, så kontakter vi dig. Intet bliver offentliggjort uden dit/jeres samtykke.