Guide: Gør dit barn svømmeklar

Forældre skal lære deres børn at blive trygge ved vand, hvis de skal blive bedre svømmere.

(© COLOURBOX)

Over halvdelen af de danske børn er ikke dygtige nok til at svømme, viser en helt ny undersøgelse.

Undersøgelsen, der er foretaget af YouGov for Dansk Svømmeunion og TrygFonden, viser, at 51 procent af de danske børn i alderen 7 - 14 år ikke kan svømme 200 meter. Dermed er børnene ikke svømmeduelige ifølge en fællesnordisk definition.

Lene Madegaard, som er udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion, opfordrer derfor danske forældre til at klæde børnene bedre på til at begå sig i vandet.

Hun guider her til, hvordan du kan gøre dit barn fortroligt med vand, men understreger samtidigt, at det er forskelligt fra barn til barn, hvornår de er parate til at bevæge sig ud i vandet.

Sådan lærer du dit barn at vænne sig til vand

  • Gør barnet fortroligt med vand allerede fra, det er spæd. Forsøg dig med at lade barnet pjaske rundt i et lille bassin, så det blandt andet lærer at få sprøjtet lidt vand i ansigtet

  • ​Tag dit barn med til babysvømning fra det er 2 - 3 måneder gammelt, så kan det lære at få hovedet under vand og ligge på ryggen i vandet, mens du holder det

  • Hvis ikke du har mulighed for at gå til babysvømning med dit barn, så tag i stedet for barnet med i svømmehallen i ny og næ

  • Nogle forældre har vandskræk og undlader derfor at tage børnene med i svømmehallen. Her kan det være en god idé at alliere sig med nogle bedsteforældre eller gode venner, som kan tage børnene med i svømmehallen