Guide: Sådan vælger du autostol til dit barn

Få fem gode råd fra FDM, inden du vælger autostol til dit barn.

(© Colourbox)

Det er langt fra ligegyldigt for dit barns sikkerhed, hvilken autostol du vælger til din bil.

- Først og fremmest vil jeg råde til, at man køber sin autostol et sted, hvor man kan få god faglig vejledning. Så sikrer man sig, at man får en god stol, der passer til ens barn, siger bilteknisk redaktør af FDM's blad Motor, Søren W. Rasmussen.

- Men begrænsningen opstår, når det kommer til, om den passer til bilen. Så mit næste gode råd vil være, at man tager autostolen med ud og prøver at montere den i sin bil, så man er helt sikker på, at den kan være i bilen, monteret forsvarligt.

Og så skal du måske være varsom med en autostol, der er gået i arv i familien i generationer:

- Hvis stolen er 10-15 år gammel, så køb en ny i stedet. Der sker så meget inden for sikkerhed og autostole, at det kan betale sig at købe en ny.

Her er fem generelle gode råd fra FDM, om hvad du skal tænke på, inden du køber autostol:

Skal stolen bruges i én eller flere biler

Hvis autostolen skal bruges i flere biler bør du først og fremmest sikre dig at stolen kan være i de respektive biler den skal bruges i.

Er den ene bil med isofix og den anden uden, skal du derudover vælge om autostolen skal være med eller uden Isofix. Her bør du vælge stolen efter den bil den primært skal placeres i.

Isofix eller selemontering

Har du mulighed for at vælge en isofix stol, anbefaler FDM at du gør dette, da testresultaterne viser at isofix autostole er væsentlig sikrere end selemonterede autostole, samt at risikoen for fejlmontering mindskes.

Placering på forsæde eller bagsæde

Det er ikke forbudt at placere barnet på forsædet i en fremadvendt autostol. FDM anbefaler dog af sikkerhedsmæssige årsager at børn altid placeres på bagsædet.

Brugte stole

Der er ikke noget til hinder for at købe en brugt autostol. Dog er der visse ting, som du skal sikre dig inden et køb: - At autostolen ikke har været impliceret i et trafikuheld - At autostolen har de godkendelser som loven kræver

Udviklingen af autostoles sikkerhedsmæssige formåen går rigtig hurtig, sørg derfor for så vidt muligt at vælge en autostol af nyere dato.

Sørg for at stramme selerne

Når autostolen monteres skal bilens seler strammes helt til, så stolen sidder godt fast.

Husk med jævne mellemrum at tjekke om selerne skal strammes. Også autostolens indvendige seler er vigtige at stramme godt til om barnet.

En god grundregel er at der kun lige skal være plads til en flad hånd mellem sele og barn, ikke mere. Selerne ved barnets skuldre skal komme vandret eller lidt oppefra. De må ikke komme nedefra.

En sele, der sidder for løst, giver en større belastning på barnet ved en kollision, da barnet ryger frem inden det bliver stoppet af selen. I værste fald risikeres at barnet ryger ud af selen.

Links til FDM's aldersopdelte autostol-guide:

Facebook
Twitter