Har nogen set et poké-stop?

KLUMME Min forvandling fra principfast familie-far til pokémon-jæger. Eller historien om, at jeg er ved at blive gammel.

To sæt bedende drenge-øjne var alt der skulle til, før video-redaktøren på dr.dk sendte sine anti-pokémon-principper til tælling. (Foto: Ida Marie Odgaard © sCANPIX)

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke politisk korrekt, nok snarere tværtimod.

Jeg er fra provinsen, bor i provinsen og hylder provinsen. Jeg har serveret upassende mængder af pølser, pomfritter og frysepizzaer til mine to drenge efter lange arbejdsdage. Og så tillader jeg mig oven i købet i ny og næ at klæde mig i grønt og gå på jagt efter aftensmad.

Med andre ord - jeg er ikke hellig, og måske netop derfor rammer min seneste oplevelse så hårdt.

14 dage uden internet

Vi starter lige fra begyndelsen. Den begyndelse der betyder tre ugers ferie med familien, og som i vores tilfælde blev holdt i et sommerhus i Sverige.

Et hus uden internet, og dermed også et af de mere skræmmende, men brugbare projekter jeg har været med til – 14 dage uden adgang til net. Det er en helt anden historie.

Men summa summarum, 14 dage uden internet gør noget godt ved en familie. Derfor har jeg måske også været ekstra 'far til fire'-agtig, da jeg så landede i Danmark igen.

Poké...hvad for noget?

Ikke desto mindre undrede det mig, at et stort opslag i Politiken pludselig handlede om Pokémon. For selvfølgelig kører vi også Pokémon-kort herhjemme med to knægte i huset, men alligevel… Et avisopslag?

Efter en kort spadseretur (som det jo hedder, når man pludselig har været offline i 14 dage) med en god ven, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var gået glip af noget. Flere granvoksne mænd gik rundt på gaden med næsen nede i telefonen.

En god ven kunne endda fortælle mig, at hans svoger havde haft familien med på kirkegården aftenen forinden, alle udstyret med mobiltelefoner og en ny app.

Politiken blev hevet frem igen, og artiklen blev rent faktisk læst denne gang. Pokémon Go bølgen har ramt Danmark!

Og hvad så? Jeg var blevet bekendt med, at flere frygtelige terrorangreb havde ramt Europa, mens vi var i Eksil i Sverige, men en ny app. Who gives a shit?

Tåbelig dille

Jeg brugte resten af dagen på at belære mine venner om det tåbelige tiltag og den syge mani, som en lille app tilsyneladende kunne skabe i et lille land som vores. Og jeg holdt fast i den overbærende holdning i en uges tid.

Jeg fik da også overbevist mig selv om, at de nuværende regler, vi har i huset, for brug af konsol, tablet og andet teknikværk (som det jo hedder efter 14 dage uden internet) måske skulle op til revision, for selvom vi egentlig er ret rimelige i den sammenhæng, så følte jeg at det måske var min tjans at ride ind på den hvide iPad og belære alle andre om farerne ved den nye app.

Og det projekt må jo starte ved ens egen hoveddør.

Men så....

Men så skete det umulige. Min 7-årige søn kom hjem og plagede om en ny app, som alle vennerne talte om. En app der skabte fællesskaber, som sendte folk ud på lange gåture, og som man ikke kunne leve uden. Og jeg var standhaftig var jeg… Standhaftig i op til flere timer, indtil hans lillebror også gik med ind i projektet og smed de lange hundeøjne med ind i puljen.

Og i kan sige, hvad i vil, men selv den største og stærkeste mand kan ikke holde til det moderate pres som to børn kan lægge på en. Efter et par timer var jeg mør.

Jeg sneg mig ind på telefonen, downloadede appen og gik i gang i det skjulte. Jeg gemte mig bag husmure og skyndte mig at skifte over til et andet program, hvis nogen gik forbi mig, mens jeg stod med hovedet begravet ned i telefonen.

Min undskyldning var naturligvis klar – jeg testede det jo lige af som den ansvarlige far jeg er, og sikrede, at det her skraldeprodukt som samfundet pludselig påduttede mine unger naturligvis ikke var noget for mig og dem, men jeg måtte selvfølgelig se, hvad det kunne.

Giv mig Bulbasaur!

Men så skete det. Inde i vores lille gårdhave, blot 20 meter fra mit køkken, hvor jeg kan sidde og prædike om elektronikforbandelse med et glas rosé i hånden - der stod den…

Bulbasaur. Den tingest jeg ikke har noget forhold til, som ikke eksisterer i virkeligheden, men som min søn har talt om i flere dage. Helt koncentreret, og med pulsen på samme niveau som på bukkejagt slog jeg til. Jeg smed min pokéball og nailede den.

Derefter var det slut. Kampen var muligvis vundet, men også tabt.

24 timer senere slentrede jeg igennem min lille provinsby med to knægte på slæb. Som en bedøvet zombie fra de tidlige pc-spil, jeg selv voksede op med, på jagt efter endnu en Rattata, Pidgey, eller Gastly. På jagt efter opdateringer og nye levels.

Min supermandkappe er helt sikkert blevet endnu større, end den var i forvejen, hvis du spørger mine børn, og inderst inde vidste jeg jo godt, det ville ende sådan.

Hvad jeg ikke vidste var at jeg åbenbart er ved at blive et gammelt røvhul, der pludselig vrænger på næsen af ny teknologisk udvikling, nye fællesskaber, nye lege, og nye måder at være sammen på.

Pokémon er fedt lige nu, og om et halvt år er det sikkert glemt og vi er i gang med noget nyt, men det her handler nok egentlig heller ikke så meget om Pokémon, men mere om retten til at huske os selv og hinanden på, at det er fedt at vi er forskellige, og at det er okay, at halvdelen af danskerne elsker Pikachu, og at den anden halvdel synes, det er åndssvagt.

Jeg har haft et ben i begge lejre, og mens de her linjer skrives, og mine søde dejlige unger sover oppe på førstesalen, så overvejer jeg kraftigt at gå op til statuen på torvet, for der kan jeg få tanket op, og jeg er SERIØST ved at løbe tør for Pokéballs.

Facebook
Twitter