Hjælp, jeg kan ikke lide mit barns nye ven!

Ham Emil er bare så spændende, synes din søn. Men du synes, han er en skidt knægt – hvad gør du?

(Foto: Andrey Arkusha © Colourbox)

'Moar, må Emil godt komme med hjem i dag?' Åh nej, nu igen. Sidst han var med hjemme, hoppede han rundt i sofaen, kaldte dit barn 'dumme skid' i en uendelighed og var bare generelt træls. Men af en eller anden grund vil dit barn så gerne lege med ham. Så skal du stikke en løgn og sige, at I skal noget andet, eller må du bide tænderne sammen?

- Du skal bide tænderne sammen og lade dit barn udfordre samværet frit. Der er en grund til, at dit barn er tiltrukket af 'modsætningen' eller 'ligemanden', og hvis du begrænser legeaftalerne, bliver det bare endnu mere spændende, siger tidligere skolelærer og nu praktiserende psykoterapeut Iben Sandahl.

Så er det nok!

Der er altså ingen vej udenom at invitere den 'skidte knægt' med hjem. Men det betyder ikke, at du bare skal lade ham smadre dit hjem og vade ind over dine grænser.

- Lær kammeraten, at når han (eller hun) besøger jeres hjem, er der bestemte regler, som man skal indordne sig efter. Hvis han for eksempel taler grimt til dit barn eller jer andre, så sig stille og roligt, at sådan taler I ikke hjemme hos jer.

Når kammeraten er gået hjem, kan du bruge konkrete episoder som anledning til at tale med dit eget barn om, hvad han eller hun tænker om det. Er det spændende eller en lille smule anderledes, når Emil taler på den måde eller gør noget frækt?

- Spørg ind til, hvad dit barn gør i situationer, hvor legekammeraten laver unoder, og tal om, hvilke alternativer, der er, råder Iben Sandahl.

Råd til dig, der ikke kan lide legekammeraten

  • Giv barnet en chance, og prøv ikke at dømme, men i stedet at forstå bevæggrunden for barnets handlinger, så bliver de lettere for dig at rumme.

  • Tænk over, hvorfor netop denne legekammerat tricker dig? Det handler næsten altid om os selv, når vi ikke kan lide andre mennesker, herunder børn. Spejler han noget i dig selv, du ikke kan lide?

  • Døm ikke kammeraten foran dit eget barn, men vær overbærende. Inviter barnet med hjem – måske viser det sig, at han er sød, men har svært ved at håndtere forskellige situationer.

  • Begræns ikke legeaftalerne, det bliver det kun mere spændende af. Skab i stedet et hjem, hvor dine børn har lyst til at tage venner med hjem. Så har du dem inden for rækkevidde og kan både støtte, vejlede og sætte rammerne.

  • Sig til kammeratens forældre, hvis han eller hun gør noget grænseoverskridende, som du er nødt til at sige fra over for, som at slå eller tale meget grimt. Tænk på, hvordan du selv ville have det, hvis dit barn trådte andre over tæerne, uden at du fik det at vide og dermed havde en mulighed for at tale med dit barn om det.

  • Sig aldrig til dit barn, at du ikke kan lide legekammeraten. Sig, at han/hun virker som en god ven og en rar person. Men at du nogen gange ikke bryder dig om den måde, han taler på. Adskil personen fra de handlinger, som du ikke kan lide.

Facebook
Twitter