Hr. Pølle lærer dit barn at gå på toilettet

Ny børnebog sætter fokus på, hvorfor det er så svært for mange børn at komme af med pøllerne.

Det handler om at lære sit barn at lave stort på wc, når det er modent til det - men mange børn er bange for at gå toilettet. (© COLOURBOX)

Mellem 15.000 og 20.000 børn i alderen fire-15 år har såkaldt afføringskontinens, fastlås det i en ganske ny bog, der handler om netop denne problematik.

Hr. Pølle - hvordan Oscar lærte at gå på toilettet hedder bogen, der er udviklet og skrevet af psykolog Birgitte Meldgaard Larsen. Hun har med succes brugt historien, når hun har lært nogle af de mange børn med toiletskræk at gå på toilettet.

- Nogle børn er bange for at gå på toilettet. Måske synes de, toiletsædet er ubehageligt at sidde på, eller de forstår ikke fordøjelsesprocessen og hvor afføringen forsvinder hen, når den skylles ud, forklarer Birgitte Meldgaard Larsen.

Ny bog om Hr. Pølle og plaskevennerne skal lære de små med toiletskræk at lave stort på wc.

Derfor har Birgitte Meldgaard Larsen opfundet historien om Oscar, der ikke kan lide at gå på toilettet, men så kommer Hr. Pølle, og så sker der ting og sager. Historien om Hr. Pølle er sjov, og ifølge psykologen er det vigtigt, at man bruger humor, når det drejer sig om at motivere børn til at begynde på eller genoptage renlighedstræningen.

Give slip - og holde igen!

Else Guldager, der er sundhedsplejerske og blandt andet svarer på bruger-spørgsmål her på Lev Nu, forklarer, at man skal tale med sit barn om at lave stort på toilettet. Ikke således, at man skal formane det – men på en mere naturlig facon taler om, hvad der sker, når man mærker, at man skal af med noget i de nedre regioner.

- Historien om Hr. Pølle er sjov og en god måde at lære de mindste at gå på toilettet, når de bliver motiveret for det. Det er de mindste, når de er mellem to og et halvt og tre år, pigerne er som regel lidt tidligere modne end drengene. I den alder er barnet neurologisk og psykologisk moden, så det kan lære at give slip - og holde igen, forklarer Else Guldager.

- Det er vigtigt, at forældrene motiverer deres børn i netop den alder, fordi ellers risikerer man at forpasse tiden, og så vænner man barnet til at bruge bleen som et omvandrende toilet, forklarer sundhedsplejersken, der også opfordrer forældrene til, at de sammen med deres børn laver en bog, hvor de skriver og tegner om dét at gå på toilet og lave stort.

Træn på toilet

Den nye bog om Hr. Pølle og hans venner i Pølleplaskevand er tænkt som en højtlæsningsbog for børn, der er ved at smide bleen - eller er fire år eller mere og endnu ikke er blevet renlige.

Birgitte Meldgaard Larsen har også udarbejdet en række gode råd til renlighedstræning. Her kommer et udpluk af dem fra bogen:

  • Brug 10-15 minutter om dagen i minimum 14 dage i træk på toiletbesøg med barnet – og gerne i længere tid.

  • Barnet lærer ikke af sig selv at blive renlig, det skal læres – ligesom at lære at cykle.

  • Ro, nærvær, omsorg og opmuntring er afgørende i forhold til renlighedstræning.

  • Mange børn er bange for at gå på toilettet. Tænk over, hvordan du kan gøre det mere behageligt for barnet at gå på toilettet, fx ved at anskaffe et indsatsbræt og eventuel en skammel til barnets fødder, så det har støtte.

  • Hold barnet i hånden i den tid, det tager for barnet at give slip på afføringen. Man kan også i fællesskab tælle imens – I kan tælle til fx 10, mens barnet presser afføringen ud.

  • Anerkend barnet, når det laver stort på toilettet.