Børn

Hvert tredje nye skolebarn frygter at blive drillet

De fleste nye børnehaveklassebørn glæder sig til skolen, men mange bekymrer sig om mobning.

Det er i disse dage, at en masse forventningsfulde børn har deres allerførste møde med skolen og livet som skolebarn. Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet er det da også langt de fleste, der ser frem med glæde og spænding mod at tage hul på det nye kapitel.

Men godt en tredjedel af de 1000 børn, som Børnerådet har spurgt, er bange for, at de vil blive drillet i skolen, mens en femtedel svarer, at de ikke ved om de vil blive drillet.

Det vil sige, at kun halvdelen af de nye skolebørn ikke tænker over mobning og drillerier i forbindelse med skolestart.

Mobning starter ofte i børnehaven

Men hvorfor bekymrer så mange børn sig om mobning allerede inden de er startet i skole?

- Hvis der er mobning i skolen, så er det som regel startet i børnehaven. Det vil sige, at børnene allerede har erfaringer med at blive drillet. Heldigvis er rigtig mange børnehaver og skoler rigtig gode til at have fokus på det, siger Vibeke Samberg, der er Sundhedsplejerske og cand. scient. soc.

[dr_insert_pars:{"id":2161}]

En anden årsag, til at drillerierne fylder på forhånd kan i følge Vibeke Samberg også skyldes, at nogle forældre selv kan være bekymrede for den forestående skolestart og selv kommer til at nævne mobning.

Sådan hjælper du dit barn

Heldigvis har man som forældre en masse muligheder for at støtte børnene. Vibeke Samberg giver følgende gode råd:

  • Spørg børnene hvad det handler det om. Kan der være en alternativ fortolkning af det, de har oplevet?
  • Er der tale om reelle drillerier og mobning, så tag en snak med skolen. Jo tidligere jo bedre.
  • Tænk over jeres egen tone derhjemme. Hvordan omtaler i f.eks. chefer, kollegaer og andre forældre?
  • Undgå at tale om tidligere mobning foran børnene - hvis det f.eks. har været et problem i børnehaven, så lad være med at fortæl om det foran børnene, når I kommer til den nye skole.

Vibeke Samberg understeger, at man sagtens kan få en rigtig god oplevelse af skolen, selv om man er blevet drillet eller mobbet i børnehaven. Børnerådets undersøgelse viser også, at 87 procent af de kommende skolebørn faktisk glæder sig til at starte i skole.