Jordemoderen på barrikaderne med kampånd og donorsæd

Nina Stork var rasende over, at politikerne forbød enlige og lesbiske fertilitetsbehandling. Så hun fandt et hul i loven og tilbød dem behandlingen alligevel.

Det er 17 år siden nu, men Nina Stork husker det, som var det i går, at hun slog dørene op til sin fertilitetsklinik i en cykelkælder på Islands Brygge i København. Det var den 6. oktober 1999.

Den dag vidste hun ikke, at et sted mellem 5 og 6000 børn ville komme til verden med hendes mellemkomst, og at den lov, som var hele årsagen til, at hun startede Storkklinik – nemlig loven som forbød enlige og lesbiske kvinder at modtage fertilitetsbehandling – rent faktisk ville blive lavet om.

Men hun håbede det. Og hun troede på det. Hun var en vred kvinde med en klar mission.

Klinikken var indrettet med bløde møbler med runde hjørner. Briksen var specialdesignet til klinikken, uden bøjler til benene, som man ellers typisk bruger det, når der skal kigges op i en kvindes underliv.

Speklerne, det er det udstyr der bruges ved underlivsundersøgelser, var særligt udvalgt og indkøbt i Tyskland: Smallere og derfor forbundet med mindre ubehag for den kvinde, der var i hendes hænder. Hun havde også investeret i en spekel-varmer, så de ikke var kolde.

Og hun havde fra begyndelsen en klar strategi, der hed god tid, øjenkontakt og samtale med kvinden under hele forløbet.

I et nyheds-indslag på DR viser Nina Stork rundt i sin lille klinik op til åbningen:

Alt det, som hun ikke syntes, at hun havde mødt på klinikkerne, da hun i de seneste år selv havde været i fertilitetsbehandling, for at hun og hendes lesbiske partner, Inger, skulle få deres ønskebarn sammen.

Loven spændte ben for Nina og Inger

Et par år tidligere var Nina gået i gang med fertilitetsbehandling. Inger var ikke specielt tiltrukket af ideen om at blive gravid, så de var ret enige om, at det var Nina, der skulle igennem først inseminering og senere reagensglasbehandling.

Men Nina Stork blev ikke gravid. Og pludselig var de ved at løbe tør for tid, for i 1997 vedtog Folketinget den lov, som forbød enlige og lesbiske kvinder at modtage fertilitetsbehandling.

Så i de absolut sidste måneder inden den trådte i kraft, blev der sat turbo på, og sideløbende med Ninas reagensglasbehandling blev Inger insemineret. Så de havde flere skud i bøssen. Og de var ikke de eneste. Der var mange i deres omgangskreds, der stormede ind på landets fertilitetsklinikker for at nå det.

Nina fik – efter mange behandlinger uden resultat – endelig konstateret lukkede æggeledere. Så for hendes vedkommende var der ikke mulighed for at blive gravid uden lægehjælp.

Men Inger blev faktisk gravid, og de kunne ånde lettet op. De havde nået det i tide, inden loven spændte ben for drømmen om at blive forældre sammen. De var lykkelige. I fire måneder. Så mistede Inger barnet.

Og så gik de faktisk begge to ned med flaget. For nu var loven trådt i kraft, og muligheden for at få ønskebarnet var ikke længere til at få øje på.

Blev bitter og sur

Nina stoppede sin hjemmefødselspraksis – hun havde været hjemmefødselsjordemoder i ti år – men nu magtede hun ikke længere at være jordemoder og se på alle de heteroseksuelle par, der bare kunne få deres børn, mens samfundet havde besluttet, at hun og Inger ikke kunne.

Hun var bitter og sorgfuld. Så hun skiftede spor og begyndte at lave skulptur og glaskunst og tog en uddannelse inden for billedkunst.

Men vreden over at være erklæret uegnet som forældre i lovgivningen nagede stadig, og den blev ikke mindre i tiden, der fulgte. Tværtimod.

En ide blev født

Hun var faktisk så vred, at hun blev nødt til at gøre noget. I første omgang kontaktede hun det retspolitiske udvalg under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Hun, og med hende mange andre lesbiske, havde bidt mærke i lovens ordlyd omkring, at det var forbudt for landets læger at tilbyde lesbiske og enlige fertilitetsbehandling.

Der stod ikke noget om, at andre faggrupper ikke kunne gøre det.

Og så blev ideen født i hende: Kunne hun som jordemoder gøre det? Juristerne i det retspolitiske udvalg var ikke i tvivl: Det kunne hun godt.

Hun tog kontakt til den eneste sædbank, der var i Danmark på daværende tidspunkt. Ville de sælge donorsæd til hende, hvis hun åbnede en klinik? Ja, det ville de godt.

Hun skrev til både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet og spurgte, om der var noget juridisk til hinder for, at hun kunne åbne klinikken. Det vidste hun allerede godt, at der ikke var, men det var vigtigt for hende at de kendte til hendes planer, og at de svarede hende, inden hun åbnede.

Nina Stork (Foto: Suste Bonnen © Nina Stork)

En cykelkælder på Islands Brygge

Da alt det var på plads, stod tanken så lysende klart for hende, at den overskyggede al tvivl: Jeg gør det sgu. Jeg åbner en fertilitetsklinik.

Det kunne ikke blive i hendes og Ingers eget hjem. For i mellemtiden ville skæbnen, at Inger var blevet gravid med en af parrets venner. Og hun ville ikke have fertilitetsklinik i det hjem, hvor hun skulle på barsel med en lille baby.

Så det blev i en tidligere cykelkælder på Islands Brygge.

Nina indgik en aftale med sædbanken om at købe sæden dér. De ville gerne sælge til hende, fordi det var lovligt for dem, og fordi de kunne se mulighederne i det marked. Men de ville ikke rodes ind i den debat, de vidste ville komme.

Så hun fandt en læge, hvis navn hun måtte bruge, når hun skulle bestille sæden, og så skulle hun hente den i et legehus i lægens baghave. Det var næsten rent skæg og blå briller.

Nina Stork havde inden åbningen af klinikken været på "kursus" hos sædbanken, blandt andet for at lære at rense sæd op. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

En succes fra dag 1

Dagen inden klinikken åbnede blev der lavet et indslag om den i nyhederne, og på åbningsdagen var der 25, der ringede og bestilte tid. Og fra den dag holdt telefonen aldrig rigtig op med at ringe.

Det blev starten på et liv med 80 timers arbejdsuger. Fra morgen til aften, weekender, helligdage og juledage blev brugt i den vigtige sags tjeneste. Men det var fedt – det var en manifestation, der gennem de følgende år rejste debatten om enliges og lesbiskes ret til at danne familie igen og igen.

Det første år drev Nina Stork klinikken helt alene. Hun stod for sekretær-arbejdet, samtalerne og insemineringen. Men så blev det for meget, hun havde jo også i mellemtiden fået en søn, hun skulle være der for. Så med tiden fik hun oplært og tilknyttet flere jordemødre.

Storke-træf gav børnene et fællesskab

År for år voksede antallet af børn, som var blevet til på Storkklinik, og det blev ekstra synligt på de fast tilbagevendende Storke-træf. Nina og hendes ansatte inviterede hver sommer børn, der var fyldt tre år, sammen med deres mødre eller mor, til en kæmpe fest med cirkus, workshops og samvær.

Ved den fælles frokost var der lange borde, hvor man - hvis man havde lyst - kunne sidde sammen med fx andre lesbiske – delt ind i Danmark, Norge og Tyskland, osv, og det samme med enlige mødre. Det var stort.

Formålet var at fejre børnene og fortælle dem nogle gode historier om, hvordan de var blevet skabt og indgyde dem en følelse af, at godt nok havde de ingen far, og for nogens vedkommende var de måske den eneste i deres omgangskreds, der ikke havde det, men de var noget helt specielt, og de var blevet til på en helt særlig måde, og de var så meget ønsket.

Hver gang blev der taget et stort fællesbillede, som børnene kunne have med i børnehave eller skole og fortælle om, hvis de havde lyst. For at skabe en form for identifikation i forhold til andre børn.

Storketræf er en årligt tilbagevendende begivenhed for børn, der er blevet til på Storkklinik. (Foto: Mathilde Forstholm © Storkklinik)

Den evige kampplads

Gennem årene forsøgte politikere gentagne gange at få lukket det hul i loven, som Nina Stork havde fundet og udnyttet. Men hver gang uden held. Så hun kørte ufortrødent videre, og butikken voksede.

Og efter syv år med sideløbende politisk lobby arbejde, talrige foredrag og debatindlæg skete det, som hun havde kæmpet for. En junidag i 2006 besluttede Folketinget, at fra årsskiftet skulle det igen være muligt for enlige og lesbiske at modtage fertilitetsbehandling, af en læge.

Missionen var lykkedes, det var jo det, hun havde kæmpet for i alle årene. Det var den ultimative sejr, der potentielt også kunne gøre hende arbejdsløs. For var der mon behov for Storkklinik og dens efterhånden 12-15 fastansatte, nu hvor uretfærdigheden i loven var blev omgjort?

Det var fuldstændig lige meget. Klinikken havde været nødvendig for, at loven blev stemt igennem.

Men telefonen holdt stadig ikke op med at ringe. Tværtimod. Selv efter den nye lov var der lige så travlt på klinikken, som der altid havde været.

Projektet afsluttet

Men Nina gearede ned. Luften var gået lidt af ballonen, og for halvandet år siden trak hun sig helt ud af Storkklinik.

Hun havde gjort, hvad hun skulle i forhold til at skabe en anderledes klinik, kæmpet for at ændre en uretfærdig lov, arbejdet 80 timer om ugen i alt for mange år. Hendes politiske projekt var fuldført, hun havde ikke længere noget at kæmpe for dér. Og Nina kan ikke, hvis ikke hun har en passion og noget at kæmpe for. Hun duer ikke til "leverpostej".

Hun er taknemmelig over at bo i et land, hvor det med ihærdighed og hårdt arbejde er muligt at ændre tankegangen hos andre mennesker og lovgivning, man mener er uretfærdig.

Nu er hun i gang med at forberede sit nybyggede yoga- og massage studio, der åbner inden længe nær skov og sø på hjemadressen i Ballerup, med fastekurser og rådgivning om optimal ernæring ved graviditet. Og hvor det bærer hen, vil hun ikke engang gætte på i dag.

Facebook
Twitter