’Jeg anser mig selv som en frigjort kvinde, der kan balancere min hverdag med hele tre freelancejobs. Men for nylig brød jeg helt sammen, da jeg skulle forberede min søns barnedåb. Jeg var bekymret for, om festen ville blive god nok, om maden og pynten mon blev god nok…Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Jeg skammede mig over at skulle bede om hjælp, og at jeg da for h…ikke bare kunne slappe lidt af’.

Ordene er Karen Straarups. Hun er 31 år, har mand og børn, en lille pige på tre og en dreng på syv måneder, og så er hun vært på mini-serien, ’Den uperfekte mor’ på P1. Og det er netop i programmet, hun fortæller om og bruger sin egen fortælling, om hvordan det er at opdage, at man måske slet ikke er så perfekt i rollen som mor, som man gik rundt og troede - for det er alle andre tilsyneladende.

Den uperfekte mor

’Den uperfekte mor’ sendes på P1, mandag klokken 11.30.
Næste gang handler det om, hvad der sker når en fødselsdepression flytter ind i din krop. At det er umuligt altid kan leve op til sine egne og omverdenens forventning om, hvad man skal føle som mor.

Du kan lytte med her.

- Da jeg havde fået min datter, havde jeg mange tanker og følelser omkring det at være blevet mor, som var meget forbudte. Tanker og følelser, som ligesom ikke passede ind i mit selvbillede af, hvordan jeg ville være som mor, forklarer Karen Straarup om baggrunden for at producere programmerne, der i bund og grund handler om, at vi skal være mere åbne overfor, at det er helt okay at være mor på mange måder.

For, som hun siger, så er det som om, at holdningen til moderskabet er, at alt skal være perfekt. Det skriges blandt andet ud på sociale medier. Og så er der samtidig skudt en hel industri op omkring moderskabet – der skrives bøger og blogs om den perfekte graviditet, fødsel, første tid med baby, opdragelse osv. Alle de her 'hjælpemidler' efterlader ikke meget plads til mavefornemmelse og intuition, mener Karen Straarup.

Øvede sig i kontroltab

Allerede mens hun var gravid med sit første barn for mere end tre år siden, øvede hun sig – ubevidst - i, at dét at få en lille baby, det ville blive en eksistentiel omvæltning af de store.

- Jeg valgte begge gange, jeg var gravid, ikke at vide hvad køn barnet havde. Det var min måde at forberede mig på kontroltabet. Jeg er nemlig en 'kontrol-pige', og jeg vidste, at hvis jeg på forhånd vidste, at det blev en pige, så kunne jeg jo allerede i graviditeten gå og planlægge langt ind i hendes liv, før hun overhovedet var født, og hele min verden ville blive lyserød. Så det valgte jeg fra, og for mig var det en god øvelse.

Og da Karen Straarup så havde født sin datter og skulle i gang med det nye liv som mor, så var der noget, der ikke helt passede ind i det billede, hun havde forestillet sig. Og der fulgte jo ligesom ikke en manual med barnet.

- Jeg var ikke rigtig glad. Jeg græd ofte. Det er for mig noget meget eksistentielt at blive mor. Jeg havde fået en helt ny identitet, og jeg havde meget en følelse af kontroltab.

- Jeg skammede mig samtidig over det, så jeg sagde det ikke til nogen. Og når man går alene med det, så bliver man frygtelig ensom, og det er jo ikke meningen.

Hun husker tilbage på en tid, hvor hun var meget forvirret:

- Jeg følte mig i et slags meta-lag meget af tiden, hvor jeg ikke kunne forholde mig til mit nye liv. Jeg var jo glad – men samtidig meget forvirret. Det undrede mig.

Karen Straaup er vært på programmet 'Den uperfekte mor' på P1, hvor hun undersøger, hvorfor det er tabu at tale om, at den perfekte mor ikke findes. (© privat)

Hun var slet ikke alene

Først da hun efter nogen tid lukkede op for tankerne, i første omgang overfor kæresten, så kom der ligesom hul igennem. Det blev nemmere at tale med andre. Først da fandt hun ud af, at hun var jo ikke alene om at gå rundt og føle sig ved siden af sig selv.

- Du kan læse og forberede dig, men du kan bare ikke forberede dig nok på, hvordan livet med et barn bliver. Det kan man ikke. Det svære er, at man er nødt til at acceptere, at nogle gange er der ikke en forklaring – eller en løsning. Aldrig tidligere i mit liv har jeg oplevet det her så konkret – det her med learning by doing. Det er nok det, der er så grænseoverskridende, at man skal eksperimentere sig frem med et levende væsen, som ikke kan sige til og fra. At du skal fornemme dig frem, det er vi jo ikke vant til. Vi er jo vant til, at man kan finde svaret på google eller i en bog.

Efter barslen – og endnu en, der netop er afsluttet – gik Karen Straarup så i gang med at finde ud af, hvorfor det er så tabu i dag at sige højt, at man er en uperfekt mor. Og at dømme efter reaktionerne efter første program, så er det noget, der optager mange – flere hundrede kommentarer er strømmet ind.

- Langt de fleste er positive, folk fortæller, at hvor er det godt, at nogen tør sige de her ting, og de er glade, for de kan spejle sig i de billeder, der bliver beskrevet. Men jeg har også fået kommentarer fra mødre fra ældre generationer, der skriver, at det er lidt banalt, for kvinder har jo født børn i tusinder af år.

Det er nok det, der er så grænseoverskridende, at man skal eksperimentere sig frem med et levende væsen, som ikke kan sige til og fra. At du skal fornemme dig frem, det er vi jo ikke vant til. Vi er jo vant til, at man kan finde svaret på Google eller i en bog.

Karen Straarup, vært på 'Den uperfekte mor'

- Men jeg tænker, at førhen skulle man jo ikke gå og sammenligne sig med andre hele tiden. Så var man jo nødt til at gribe knoglen og ringe og spørge andre, hvordan de havde det, og hvad laver I? Nu får vi alle de her informationer på forhånd på sociale medier. Derfor har vi et helt andet udgangspunkt for samtalen. Samtalen begynder jo tit med…’nå, jeg kan se, I var på tur til Himmelbjerget…sødt billede I lagde op’.

Vi gør ikke noget forkert

Og det er måske også på de sociale medier, at man skal finde noget af forklaringen på, at mange unge mødre i dag kan gå rundt med en følelse af, at de har mistet kontrollen og ikke gør det godt nok – som alle de andre tilsyneladende gør:

- Noget man naturligt gjorde før, bliver hurtigt til ’en ting’ på fx Facebook. Lige for tiden er det blandt andet fænomenet sam-sovning. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan folk finder på at putte deres børn, så længe det virker for dem. Men i dag hedder det ikke bare, at jeg sover sammen med mit barn, fordi så sover mit barn bedre – nej, i dag hedder det ’sam-sovning’. Så bliver det pludselig gjort til en en opskrift.

- Der opstår ligesom nogle ekko-kamre, hvor man bekræfter hinanden i, hvad der er det rigtige at gøre. Det er lidt en heksejagt – folk vil meget gerne have patent på den rigtige opskrift. Den rigtige måde at gøre tingene på. Det er jeg ret træt af, for det er jo med til, at mange føler de gør noget forkert.

Det uperfekte fællesskab

Karen Straarup håber, at de tre programmer og de ærlige interviews kan hjælpe andre mødre til at sænke skuldrene lidt og føle sig som del af et stort, uperfekt fællesskab.

- Jeg kan godt blive bekymret for de mange såkaldte 12-tals piger – jeg bryder mig ikke om titlen, den er nedladende, synes jeg – men vi står overfor en ny generation af unge kvinder, der skal til at være mødre. Alle de unge kvinder, der er vant til at kunne forberede sig til 12-taller, men det kan man jo ikke med det at være mor. Det er en illusion. Der er ikke noget pensum!

Vi skal lære at styre os lidt i den offentlige debat, mener hun, så de her unge kvinder får nemmere ved at gå ind til moderskabet med et åbent sind og tør dele deres tvivl og bekymringer uden frygt for at blive dømt som en fiasko.

- Programmerne handler ikke om, at det er synd for unge kvinder i dag, men er mere et lille opråb om at blive bedre til at lytte, få bedre omgangstone på sociale medier og acceptere, at vi har forskellige behov og metoder.

- Det kunne være rart, hvis flere følte, at de havde et sted at gå hen, sådan lidt som at gå i Lauras køkken i Matador – hun kan lave dig en god kop kaffe, og måske give dig en småkage. Hun har ikke så mange holdninger til det, du fortæller, men man kan få lov til at læsse af – og så kan man få lov til at gå hjem til sig selv igen.