Kost, autisme og ADHD: Hvad nu hvis begge parter har ret?

Debatten om kost og børns diagnoser har fået ny næring, og igen er det forældrene, der står for skud, skriver familierådgiver Smilla Lynggaard.

Debatten om diagnoser og kost er endt med forældre-sammenstød i den helt store stil, skriver familierådgiver Smilla Lynggaard. (© Colourbox)

Bølgerne går højt i forhold til kost, ADHD og autisme og diverse andre diagnoser.

I flere debatindlæg i Politiken er kanterne trukket skarpt op i forhold til, hvor meget kosten betyder, når man har et barn med en diagnose. Og hvornår noget er et handicap eller ej.

Men hvad nu hvis begge parter på en måde har ret, og vi slet ikke behøver at vælge side?

Hvad nu hvis vi undlod at slå hinanden mere oven i hovedet?

Tænk over dine ord

Jeg tænker, at det er virkeligt vigtigt, at vi er opmærksomme på vores ordvalg, når debatten kører.

For det er så vigtigt at tænke på, at der sidder forældre, der dagligt kæmper en kamp for at få familien og deres børn til at have en god eller ok hverdag med diagnoser.

Når vi siger, at noget kan kureres med kost, siger vi at problemet til dels er skabt af forældrene selv. Og at de, der ikke følger en særlig kost måske ikke vil deres barn det bedste.

Om det er intentionen eller ej, det ved jeg ikke, men det er i hvert fald det, der bliver læst af mange, der har det tæt inde på livet.

Og det er ikke ok.

Skyld giver ensomhed

Forældre til børn med diagnoser har rigeligt at se til og har måske svært ved at finde forståelse, hjælp og anerkendendelse for det de står i, både i forhold til myndighederne, men også i forhold til deres familie og venner.

Hvad nu hvis hvis de børn, hvor kosten har hjulpet på symptomerne, måske aldrig havde havde diagnosen til at begynde med?

Måske havde de bare noget, der lignede og som gik væk ved en omfattende ændring i kosten?

Jeg møder forældre, som lever med diagnoser i deres dagligdag, som har lavet alle kostændringerne og kæmpet længe, men lige lidt hjælper det.

De sidder tilbage med en skyld over, hvorfor det ikke kan lykkedes for dem, når det nu er det, der skal til.

Og skyld hos forældre giver ensomhed. Det er det sidste, de forældre har brug for.

Hvad med at bygge bro?

Ingen tvivl om at kosten har stor påvirkning på os mennesker, og det er der behov for, at vi til stadighed sætter fokus på.

Men ændringer i kosten kan ikke kurere alt, og derfor er det så vigtigt, at vi bygger bro, og bruger det bedste af al viden, så vi ikke går mere op i at få ret end at hjælpe.

Vi må kunne hjælpe og oplyse uden at gå efter modparten.