Lærere skal forebygge mobning i de små klasser

Red Barnet og Mary Fonden tilbyder nu lærerne nye redskaber til at undgå mobning i 0.-2. klasse.

(© Colorbox)

Lærere på Sundbyøster Skole på Amager får i dag et helt nyt materiale til at forebygge mobning i de små klasser.

Det sker, når kronprinsesse Mary og undervisningsminister Christine Antorini præsenterer Red Barnet og Mary Fondens nye digitale værktøj Fri for Mobberi.  

-Vi har udviklet en række scener, som lærerne kan sætte op på klasseværelsernes smartboards og børnenes Ipads, forklarer projektleder Signe-Marie Paludan Bøgeskov.

- På billederne ser man for eksempel en gruppe børn, der står og hvisker. Læreren kan med udgangspunkt i billedet tale med børnene om, hvordan det føles, at nogen hvisker om en. 

Vil ikke være sladrehank

Målet med det nye undervisningsmateriale er at lære børnene at håndtere en række dilemmaer i skolen.

- Mange børn står helt stive som tilskuere til konflikter. Når man bagefter spørger dem: Hvorfor gjorde du ikke noget? Så svarer de ofte, at de ikke vidste hvad de skulle gøre, siger Signe-Marie Paludan Bøgeskov.

- Mange børn er også bange for at blive opfattet som sladrehanke.

-Vi vil gerne lære dem at det ikke er negativt, hvis de henter en voksen, som kan gribe ind i en konflikt. Det er tværtimod modigt og en god måde at vise omsorg for deres kammerater.

Forældrene skal også forebygge mobning

Red Barnet vil også have lærerne til at inddrage forældrene.

- Lærerne skal tale med forældrene om, hvad de skal gøre, hvis et barn bliver mobbet, INDEN der er en konkret situation med mobning i klassen, siger Signe-Marie Paludan Bøgeskov.

- Hvis forældrene først tager den snak, når der er et problem, er der ofte alt for mange følelser indblandet til, at man kan aftale fælles spilleregler.

Børnehaver er også med

Det nye digitale materiale bygger på syv års erfaring med en konkret kuffert med værktøjer til at forebygge mobning i børnehaver og de mindste klasser.

Kufferten findes i dag i cirka 1.500 børnehaver og 590 skoler og fritidsordninger.

Baggrunden for Mary Fondens og Red Barnets indsats mod mobning er forskning, som viser, at jo før man sætter ind over for mobning, jo mindre bliver både de personlige og samfundsmæssige konsekvenser.        

Facebook
Twitter