Lande med stort alkohol-indtag producerer stordrikkende unge

International undersøgelse slår fast: Et stort alkoholforbrug blandt et lands voksne smitter næste generation.

Vi er efterhånden godt klar over, at danske unge har rekord i druk - men det fører altså tilbage til os selv som voksne og forældre. (Foto: Sinar 2 © Colourbox)

En ny stor, international undersøgelse viser, at der er en direkte sammenhæng mellem unges alkoholvaner og hvor meget alkohol, voksenbefolkningen i det pågældende land indtager.

Det er Statens Institut for Folkesundhed, der står bag undersøgelsen, og det er første gang, at man i så stor en undersøgelse har undersøgt, om der er den sammenhæng.

I de lande, hvor de voksne drikker mest - som Danmark og Litauen - er der også en større andel 15-årige, der har prøvet at være fuld.

Det modsatte gør sig gældende i de lande, hvor voksenbefolkningen ikke indtager så meget alkohol. Her er der kun en mindre andel unge, der har prøvet at være fuld, skriver Statens Institut for Folkesundhed i en pressemeddelelse.

Danske og litauiske unge drikker mest

I Danmark har 68 procent af de 15-årige prøvet at være fuld. I Litauen, der er det eneste land, der overgår Danmark, var det 74 procent.

Samme år skyllede alle voksne i Danmark og Litauen henholdsvis 13 og 15 liter ren alkohol ned i gennemsnit. Dét placerer Danmark og Litauen i toppen af undersøgelsen.

Israelske og islandske unge drikker mindst

Samme tendens - bare med omvendt fortegn - ses i lande som Israel og Island, hvor voksenbefolkningen drikker mere sparsomt. Her er der også kun få unge, der har prøvet at være fuld.

I denne tabel ses sammenhængen mellem voksenbefolkningens alkoholforbrug og unges fuldskab i 10 ud af de undersøgte 37 lande:

Tabellen er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed.

Ud over de omtalte fire lande, der udgør toppen og bunden, er der udvalgt nogle af de lande, Danmark normalt sammenligner sig med.

Facebook
Twitter