Mande-psykolog: Derfor er der så mange mænd, der ender med ikke at få børn

Mænd kan ikke få børn uden at have en partner. Det kan kvinder godt, og de gør det.

Kvinder er i højere grad begyndt at jagte job og karriere, hvorimod mænd er begyndt at fokusere på familie og hjemmeliv. Og det gør det svært for de to parter at mødes om at stifte familie. (Foto: Andrey Arkusha © ColourBox)

Antallet af barnløse mænd stiger. Faktisk er hver femte mand på 50 år barnløs. Til stor sorg for mange af dem, for de ville faktisk gerne have familie og børn.

Til sammenligning er det for kvindernes vedkommende kun hver ottende kvinde på 50, der er barnløs.

Forskellen er, at kvinder kan få børn, uden at de har en partner. Det kan mænd ikke.

Vil du føde mit barn?

I to afsnit følger programmet "Vil du føde mit barn?" på DR2 fire heteroseksuelle mænd, der alle er nået en vis alder uden at have fået det barn, som de inderligt ønsker sig.

De fire mænd sætter emnet "er det rimeligt, at kvinder bare får børn alene, mens mænd ikke kan?" til debat. Og kommer samtidig med et opråb til alle kvinder i Danmark - "Hvem vil føde mit barn?"

Første afsnit mandag den 28. november klokken 21:30 på DR2. Andet afsnit ugen efter.

Men så simpel er forklaringen ikke helt, påpeger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed:

- De fleste kvinder, som vælger at få børn alene, siger, at det er plan B. Langt de fleste ville allerhelst have haft børn sammen med en partner. Men de har altså ikke fundet den rette.

Kvinderne er blevet uafhængige

Men hvis både mænd og kvinder gerne vil have børn – og allerhelst med en partner – hvorfor er det så, at de ikke bare finder sammen og får de børn?

- En helt afgørende faktor er, at kvinderne i løbet af de sidste to generationer er kommet ud på arbejdsmarkedet.

- De tager lange uddannelser og får højt betalte jobs, og det har gjort kvinderne økonomisk uafhængige af mændene. De kan klare sig selv, og de gør det i høj grad.

Mændene bliver ude på landet

Problemet er ekstra stort for mænd i det, man typisk kalder udkantsdanmark. Altså mænd, der bor uden for de store byer.

- Kigger man uden for de store byer, så er der cirka tyve procent flere unge mænd mellem 20 og 40 år end kvinder. Mange unge mænd bliver ude på landet, mens kvinderne tager ind til byen for at tage uddannelse og få job.

- Og det betyder, at de er svære at parre. De højtuddannede kvinder i byerne finder ikke sammen med de lavere uddannede mænd ude på landet.

De unge mænd har sovet i timen

Men selv de mænd og kvinder, der rent faktisk finder sammen i par, kan have svært ved at blive enige om, hvornår tiden er inde til at stifte familie.

Ofte er det kvinden i et parforhold, der siger, at nu er tiden inde til at få børn, påpeger Svend Aage Madsen, men da vægrer mange unge mænd sig ved det:

- De kommer til at være drengerøve for længe og gå rundt i hættetrøjer med en øl i hånden, og det gider de unge kvinder ikke, slet ikke de højtuddannede.

- De bliver stressede, når de både skal tage uddannelse, skabe en karriere og få familielivet til at glide. De har brug for en mand, der tager fra derhjemme, én der kan tage ansvar. Og ellers vil de hellere klare det selv. Og det fører til, at kvinderne frigør sig fra de biologiske rammer og får børnene selv.

Tanken om ensom alderdom skræmmer

Hvis det er dét, der er udfordringen i forhold til, om et par tager skridtet og får børn sammen, så kan det faktisk give mening at tale med de unge mænd om deres alderdom, råder chefpsykologen.

- Det, der kan overbevise mænd om at få børn, er, at der så vil være nogen for dem, når de bliver gamle.

- Man kan holde den gående længe med gode venner, men livet bliver tomt for dem, der godt ville have haft børn, men ikke fik det. De fleste vil gerne se sådan en generationskontinuerlighed.

Mænd uden børn har ringere livskvalitet

Der er god grund til at arbejde på, at flere mænd bliver fædre. For et liv uden børn og familie rammer mændene på sundheden.

Mænd uden familie lever i gennemsnit syv år kortere end andre mænd, og de har en dårligere mental sundhed.

- Singlelivet betyder, at de nære relationer bliver skubbet i baggrunden, og det bliver en byrde senere i livet. Det, at man får børn og familie betyder, at man er tæt knyttet til andre mennesker. Der er nogen at være noget for, og nogen der er noget for én. Og det giver mening i livet, og det giver simpelthen et længere liv og en højere livskvalitet.

- Mænd, som har børn, lever simpelthen sundere, fordi de vil holde sig i live til at se børnene og børnebørnene vokse op.