Michaels plejemor: Så længe Michael ønsker det, vil vi være hans forældre

Else og Charles Andersen har fået lov til mere samvær med deres plejesøn, men de har alle svært ved at forstå, at der stadig er restriktioner.

Her er hele familien samlet ved Michaels konfirmationsfest. Selve konfirmationen måtte Else og Charles ikke deltage i. (Foto: Jan Johansen)

Der var mange reaktioner, da dokumentaren 'Hvem passer på Michael' blev sendt på DR1 i efteråret.

Den handlede om 16-årige Michael, der blev fjernet fra sin mangeårige plejefamilie og sendt på et opholdssted, hvor han ikke kunne lide at være.

Undervejs blev han afskåret fra kontakten til sin plejefamilie - de mennesker, han kaldte mor og far, som han havde boet hos, siden han var 15 måneder gammel.

Michael var kun 19 dage, da han blev fjernet fra sin biologiske mor. (© dr)

Hvorfor restriktioner?

Michael - og for den sags skyld også hans plejeforældre Else og Charles Andersen, forstod aldrig, hvorfor de slet ikke måtte have kontakt.

Og det forstår Else sådan set stadig ikke den dag i dag, hvor der er løsnet lidt op.

Nu må Michael fejre jul hos dem, komme med på skiferie og ellers besøge dem hver tredje weekend.

- Det er et stort skridt i den rigtige retning, men hvorfor skal der overhovedet være restriktioner på vores samvær? Michael har 'udstået sin straf' for rømningen. Han og vi har gjort alt, hvad vi er blevet bedt om. Overholdt alle aftaler. Men alligevel giver man det ikke fri. Hans retsstilling er dårligere end kriminelles, mener hun.

Svært med afstanden

Men inden for de begrænsede rammer forsøger Else og Charles at være forældre for Michael - selvom det ikke er nemt. Afstanden betyder meget, fortæller hun.

- Afstanden gør det svært for os at udfylde vores forældrerolle, som vi gerne ville, og som han forventer af os. Vi er glade for, at vi må ses mere, men det er stadig svært for os, fordi vi skal løse ting over telefonen i stedet for at være sammen, forklarer hun.

Og den forældrerolle skal også kunne rumme Michaels reaktion efter, at han blev fjernet hjemmefra, fortæller Else.

- Når man fjerner et barn fra netværket, alle vennerne og fortæller ham, at hans forældre ikke ønsker ham, og ikke kan tage sig af ham - ja, så kommer der jo en modreaktion.

Stiller fortsat krav

Og samtidig kan parret ikke slække på forældrerollen. De stiller krav og forholder sig til Michaels liv - ligesom med deres øvrige børn, forklarer Else.

- Vi tror på, at det er der, vi gør en forskel for Michael. Hvis vi begynder at slække på det, og ikke stiller krav, så vil han føle, at vi er ligeglade. Selv når vi bliver uvenner, så er det nødvendigt agere som forældre. Vi kan ikke sætte forældreskabet på pause.

Else og Charles Andersen i deres hjem på gården i Outrup i Vestjylland. (© dr)

Else og Charles kan for eksempel ikke forstå, hvorfor de ikke kan deltage i skole/hjem samtalerne på Michaels skole.

Det er for tiden alene hans kontaktperson fra opholdsstedet, som deltager sammen med ham.

- Som "opdragere" for Michael igennem de første 13 1/2 år af hans liv, er det os, der kender ham bedst. Og vi mener, at vi kan bidrage med rigtig meget viden og historie og være medvirkende til at støtte op om de valg, Michael tager igennem ungdomslivet, siger Else.

Fortryder intet

Det nye opholdssted ser heldigvis Michaels behov på samme måde, som os, siger Else og Charles.

- Det er en stor lettelse. For den enighed giver grundlag for at der bliver lyttet til Michael og at hans "mor og far" igen spiller den rolle i Michaels liv, som han ønsker.

Men trods de senere års svære omstændigheder, så fortryder Else Andersen ikke et øjeblik, at de dengang tog den lille dreng ind i deres familie.

Michael er deres søn på lige fod med deres andre sønner, slår hun fast.

- Det var et valg for os at blive plejefamilie, men da der var gået kort tid og Michael var faldet til, jamen så blev han bare vores barn. Og hvad er det dyrebareste man har? Det er ens børn. Før havde vi tre, og nu har vi fire. Han er lige så stor en guldklump som de andre. Og man går igennem ild og vand for sine børn. Det har altid været det hele værd. Michael er en gave til os, ligesom de andre tre, fortæller hun.

Dyrekøbte erfaringer

Erfaringerne med Michael, har givet Else og Charles nogle dyrekøbte erfaringer, som de forsøger at bruge til at forbedre forholdene for plejebørn generelt.

Især tre ting ligger dem stærkt på sinde, forklarer Else.

Det første er de såkaldte clear cut-tvangsfjernelser, hvor man fra det ene øjeblik til det andet fjerner et barn fra at det, det kender, forklarer hun.

- Clear cut-fjernelser skal afskaffes. Det er en gammeldags anvendt metode, som er håbløs forældet. Det er psykologisk bevist, at det skader børnen for resten af livet, og i vores samfund med sms’er og facebook, skype etc, er det en umulig mission. Det giver ingen mening, siger Else.

Tæt relation bliver straffet

Og så er der sanktionerne om samvær, som Else kalder afstraffelse.

- Vi oplever, at vi og Michael straffes, fordi han flygter for at 'redde' sit liv. Det burde være forbudt at sanktionere i samvær med mindre de voksnes adfærd skader børnene. Det er kommunens eneste ’våben’, men hvis man er nødt til at sanktionere på samvær, så vidner det om, at det ikke er en god beslutning, der er taget, siger hun.

Det tredje er de voldsomme konsekvenser, der er for barnet ved ethvert brud i anbringelsen, forklarer Else og Charles samstemmende.

- Michael har været udsat for to voldsomme brud. Foruden de "sår" han har fået på sjælen har det betydet, at han igennem 2 1/2 år har mistet 4 måneders skolegang.

- Det har betydet målbar nedgang i hans faglige niveau. Og det er vi rigtig kede af. Alle ved jo, at skolegang og uddannelse er en af de vigtigst faktorer for at skabe en mønsterbryder.

Og er det egentlig ikke det en plejefamilie er sat i verden til? spørger det vestjyske landmandspar.

Facebook
Twitter