Mor til barn med ADHD: Det var kaos med kaos på

Det kan være lidt af en mundfuld at være forældre til børn med diagnosen ADHD, men nu er der hjælp at hente for familierne.

Christine Thygesen Taagehøj er blevet bedre til håndtere rollen som mor for sin søn med diagnosen ADHD, efter hun har været på forældretræningskursus. (© dr)

Forestil dig en hverdag med råben og skrigen fra morgenstunden. Hver dag. Året rundt.

Sådan så dagligdagen ud for Christine Thygesen Taagehøj, hendes mand og børnene for blot nogle måneder siden.

- Før vi fik hjælp, spillede vi nærmest sten-saks-papir om, hvem der skulle have ungerne morgen og aften, for det ville vi bare ikke. Det var kaos med kaos på, siger Christine Thygesen Taagehøj, som er mor til tre drenge, hvoraf den ene har ADHD.

Men i dag er hverdagen anderledes rolig for familien i Gram. Årsagen er et 12-ugers kursus, 'Kærlighed i kaos', der har klædt mor og far ordentligt på til at håndtere deres søn med ADHD. Og kurset virker. Det dokumenterer en evaluering, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – netop har offentliggjort.

Christine Thygesen Taagehøj er heller ikke i tvivl:

- Det er helt fantastisk at have så glade unger nu, og det er en lettelse at være mor til dem.

Facebook
Twitter