Op på cyklen, mit skolebarn

Der er så mange gevinster ved, at børn cykler til skole, at det næsten ikke kan lade sig gøre at liste dem op.

(© Colourbox)

"Hej hej, hav en god dag". Cykelhjelmen på og så ellers op på cyklen og hen til skolen.

Fra i dag og to uger frem kører Cyklistforbundets "Alle børn cykler"-kampagne, hvor børn i alle folkeskolens klassetrin kan være med til at notere og registrere, hvor mange dage og hvor mange km, de cykler til skole.

Og ikke mindst, om de har hjelm på.

- Formålet med kampagnen er at få så mange børn som muligt til at cykle i skole, fordi det er godt for både dem, deres familie og for samfundet, siger kommunikationschef i Cyklistforbundet, Frits Bredal.

- Temaet er: Tag cyklen, så kører hjernen. Undersøgelser har simpelthen vist, at man lærer bedre, hvis man har taget cyklen til skole. Og så håber vi da også på, at den er med til at grundlægge nogle gode vaner hos børnene, hvis de allerede fra barnsben vænner sig til at bruge cyklen som transportmiddel.

De lærer bedre

Og der er simpelthen intet dårligt at sige om at få skolebørnene op på cyklen, siger Lasse Kristian Suhr, der er lektor i idræt og sundhed ved Professionshøjskolen Metropol:

- Helt grundlæggende så er fysisk aktivitet jo bare vigtig for at få et sundt liv. Og hvis man kan få etableret en vane omkring det at cykle til og fra skole, så kan det forebygge livsstilssygdomme og gøre kroppen bedre til at håndtere den mad, vi spiser.

- Men specifikt for skolebørn kan man sige, at det er vigtigt, fordi fysisk aktivitet øger deres evne til at koncentrere sig og deres evne til at lære. Det hænger sammen med, at man i forbindelse med fysisk aktivitet udskiller nogle proteiner og hormoner i kroppen, som gør, at der skabes nogle forbindelser i hjernen, som gør den mere parat til at lære.

Og det hænger naturligvis ikke kun sammen med det at cykle, men fysisk aktivitet i det hele taget. Det ville have samme effekt at løbe eller køre på rulleskøjter til og fra skole.

Vanens magt

Lasse Kristian Suhr peger også på de ringe i vandet, som cykelkampagnen rettet mod børn kan skabe:

- I forbindelse med sådan en cykelkampagne er der stor sandsynlighed for, at forældrene - i hvert fald til de yngste børn - vil cykle sammen med dem til skole. Og derefter cykler de forhåbentlig videre til arbejdet. Og det kan have en stor effekt, eftersom man ved, at børn i meget høj grad spejler sig i deres forældre. Så hvis forældrene får det som vane at bruge cyklen som transportmiddel, så er der stor sandsynlighed for, at det også vil blive en vane for børnene.

- Og videre kan man sige, at hvis man får det etableret som vane hos børnene, så er der også stor sandsynlighed for, at de tager den vane med sig ind i voksenlivet.

- Det giver dem en selvtillid omkring det at være fysisk aktiv, som de kan tage med sig videre. Man kan sige, at jo mere, man bevæger sig, jo mere tilpas bliver man med at være fysisk aktiv. Og her kan en cykelkampagne også være med til at introducere fysisk aktivitet for nogle børn, som måske ikke ellers går til noget sport.

Facebook
Twitter