Sådan bruges væksthormon hos børn

FAKTA Der er helt klare regler for, hvem der kan få væksthormon.

Væksthormon dannes i hypofysen, som sidder nederst til højre under hjernen. (Foto: Shannan Muskopf)

Stadig flere forældre henvender sig til landets sygehuse med ønsket om, at deres søn kan få væksthormon. Forældrene er bekymrede for deres søns højde, men langt de fleste får afslag. Det skriver Kristelig Dagblad i dag.

For der er helt klare regler om, hvem der må få væksthormon. I 2013 anslog regionerne, at 1200 børn er i behandling om året med væksthormon, og at der hvert år starter 150 - 200 børn i et behandlingsforløb. Vi har samlet lidt fakta her:

Hvad er væksthormon?

Væksthormon er et af de hormoner, der dannes i en kirtel - hypofysen - lige under hjernen. Der laves mest væksthormon om natten, især lige efter man er faldet i søvn. Fra hypofysen sendes væksthormonet via blodet til leveren. I leveren dannes der herefter vækstfaktorer, som får knoglerne til at vokse.

Væksthormon virker fra barnet er født. Ud over at få knoglerne til at vokse, er væksthormon med til at regulere blodsukkeret, at får musklerne til at vokse og at nedsætte mængden af fedt i kroppen.

Hvem kan komme i behandling med væksthormon?

Børn med væksthormon-mangel og børn, der lider af forskellige sygdomme:

Det kan være børn, hvor hypofysen ikke er udviklet korrekt, eller hvor hypofysen er blevet ødelagt af fx. en svulst eller strålebehandling - eller en hjerneoperation.

Væksthormon gives også til børn, der lider af for eksempel Turner Syndrom og nyresvigt.

Hvordan virker væksthormon?

Det virker langsomt, og først efter et år kan man vurdere behandlingen. Der er sjældent alvorlige bivirkninger, hvis man har brug for behandlingen.

Anderledes gælder det børn, der ikke har brug for behandlingen. De kan i følge overlæge Anders Jørgen Schou fra OUH få både forhøjet blodtryk, en øget risiko for blodpropper og hjertekarsygdomme og i meget sjældne tilfælde få kræftknuder i knoglerne.

Hvordan behandler man med væksthormon?

Det sprøjtes ind under huden med en speciel pen. Forældre bliver typisk instruerede i det og klarer derefter indsprøjtningerne selv. Det tages lige før sengetid, for at efterligne naturen mest muligt.

Hver 3. - 4. måned indkaldes barnet til tjek, og en gang om året bliver der taget et røngtenbillede af håndknoglerne i venstre hånd for at vurdere effekten.

Hvornår stopper man behandlingen?

Behandlingen fortsætter indtil barnet er næsten færdig med at vokse, eller indtil man har nået en tilfredsstillende højde. Typisk holder drenge op med at vokse i 17 - 18 års alderen og piger i 15 - 16 års alderen.

Kilde: OUH

Facebook
Twitter