Sådan hjælper du bedst dit talentfulde barn

Det er vigtigt, at forældrene bakker op om barnets interesse, forklarer sportspsykologen.

(© Colourbox)

Forældrene spiller en vigtig rolle i at få et barns talent til at folde sig ud. Det er lige meget om det gælder sport, musik eller boglige talenter. Men det kan være en svær balance for forældrene at ramme det helt rigtige niveau af opbakning og interesse. Både for lidt og for meget er skidt. Så hvad skal man gøre som forældre?

Kristoffer Henriksen, der er sportspsykolog i Team Danmark, fortæller, at forældrene både skal støtte børnene, og give dem et frirum.

Forældrene spiller en vigtig rolle i at få et barns talent til at folde sig ud. Det er lige meget om det gælder sport, musik eller boglige talenter. Men det kan være en svær balance for forældrene at ramme det helt rigtige niveau af opbakning og interesse. Både for lidt og for meget er skidt.

Både støtte og fri

Så hvad skal man gøre som forældre?

Kristoffer Henriksen, der er sportspsykolog i Team Danmark, fortæller, at forældrene både skal støtte børnene og give dem et frirum.

- Der er brug for, at familien støtter op omkring barnets satsning, også når det koster noget. For hvis man er ambitiøs med sporten, kan det ikke undgås, at det koster lidt på karaktererne i skolen, eller på muligheden for at være social, siger han.

Men samtidig skal forældrene også sørge for, at der er andet i børnenes liv end elitesport.

- Der vil være perioder, hvor det går mindre godt, og de har brug for et frirum. Så er det nødvendigt, at børnene ikke bliver overfaldet med spørgsmål om træningen derhjemme.

Det skal være af egen drift

En der kender udfordringerne fra dagligdagen er Per Egholm. Han er far til Anna Egholm på 17 år, der spiller violin, og er ét af de unge talenter der har klaret sig rigtig godt i talentkonkurrencen Spil for Livet på DR K.

Også hendes bror Igor er nået langt med sin cello, og ved siden af deres musikinteresse har både Anna og Igor Egholm også dyrket kunstskøjteløb og medvirket i film og teater.

De har begge to nogle kreative talenter, og i familien har det været vigtigt at bakke børnene op i de ting de gerne vil. Begge forældre er musikere, men de to børn har selv valgt at prioritere musikken, fortæller deres far, Per Egholm:

- Hvis ikke det er af egen drift, så holder det ikke. Men den drift skal man jo ikke lede efter, når de er fem eller syv år. Man mærker først hvor sjovt det er, når man kan noget. I starten er det ikke altid, at de har lyst til at øve, men når man kommer til puberteten er det en gave at have sådan en identitetsskabende faktor som musikken i sit liv.

De skal bakkes op

Børnene skal ikke tvinges. Men det er vigtigt at bakke dem op i dagligdagen, mener Per Egholm:

- I Danmark har vi en tendens til at opfatte barndommen som noget lidt tuttenuttet noget, hvorimod man i andre kulturer tænker på den som en forberedelse til voksenlivet, hvor man skal lære noget.

- Børnene skal ikke presses, men i Danmark er vi nok lidt for meget ovre i den grøft hvor man siger, at de bare skal være glade. Men jeg synes også, at man gør børnene en bjørnetjeneste, hvis der ikke er andet i barndommen end hygge og varm kakao.

Du må ikke presse for meget

Mads Bille er leder af Den Jyske Sangskole, der er en ambitiøs skole bygget op omkring Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor. For ham er forældrenes vigtigste opgave at vise børnene, at de prioriterer deres interesse.

- Flere forældre har sagt til mig, at hvis vi havde vist hvor tidskrævende det var, havde han aldrig fået lov at synge, men nu er vi enormt glade for, at han er med. Så forældrene skal vise, at sangen er vigtig. De skal ikke komme til alle prøverne, men de skal komme, når der er en vigtig koncert, og det nytter ikke noget, at de lader børnene melde afbud, fordi der er én eller anden grandonkel, der har rund fødselsdag.

Forældre må ikke skabe splid

Men selvom det er vigtigt, at forældrene prioriterer børnenes sport eller musikinteresse, så må det heller ikke kamme over. Børnene skal have et frirum derhjemme, og forældrene må aldrig skabe tvivl eller splid, siger sportspsykologen Kristoffer Henriksen. - Hvis træneren siger, at de skal fokusere på at udvikle teknikken, og at det er mindre vigtigt om du vinder, så nytter det ikke noget, at det eneste forældrene siger ved middagsbordet er: Vandt I? Hvor mange mål scorede du? Så bliver forældrene en stopklods i den gode udvikling

- Hvis du presser for meget på som forældre, kan det ske, at det almindelige forældreoprør i teenageårene bliver et oprør imod musikken eller sporten. Og det er ærgerligt, hvis den unge egentlig er glad for at spille eller træne.

Facebook
Twitter