Særlig teknik hjælper angste børn

Teknikken, som kaldes for Detached Mindfuldness, går ud på at lære børnene at zoome ud og se deres bekymringer udefra uden at reagere på dem.

I DR-programmet "Børn i angstens greb" hjælper Barbara Hoff Esbjørn de to piger, Alberte og Alberthe, af med deres angst. (© (c) DR)

Op mod 100.000 børn lider af angst. Og 30.000 danske skolebørn lider af angst i en grad, der kræver behandling.

I programmet "Børn i angstens greb", der blev sendt på DR1 i aftes, følger man to piger gennemgå en behandling for deres angst, hvor de tvinges ud i nogle af de situationer, der gør dem angst - blandt andet at tage metroen.

Det er en behandling, der kaldes for DM-teknik, eller Detached Mindfulness-teknik, som man har udviklet på Københavns Universitets Center for Angst, og i programmet er det blandt andet Barbara Hoff Esbjørn, professor MSO i klinisk børnepsykologi, der behandler børnene.

- Vi har taget en behandling, som vi ved er rigtig virksom til voksne, og så har vi undersøgt, om den kan bruges til børn. Og det kan det godt, men kun når vi laver en masse tilpasninger.

- Og det er de tilpasninger, vi har udviklet. De tilpasninger handler om, at børn har brug for, at ting bliver mere konkrete, så vi arbejder med arbejdsark, brætspil og små øvelser, som gør det nemmere og mere konkret for børn, forklarer hun i P1Morgen.

Lad tankerne være i fred

I traditionel kognitiv adfærdsterapi, som blandt andet "Cool Kids" der er et andet behandlingsprogram for børn med angst bruger, arbejder man meget med indholdet af tankerne. Altså "hvad er det egentlig, du tænker om dig selv?".

- I denne her nye behandlingsform er man ligeglad med, hvad man tænker. Det, man undersøger, er, om den tankeproces hjælper dig. Så hvis ikke den er virksom, hvis ikke den er hjælpsom for dig, så prøv at tænke på en anden måde og gør noget andet. Man skal hjælpe barnet med at ændre tankeprocessen eller tankemønstret.

- Man bruger metoden til at lade de tanker, der udløser bekymringerne, være i fred. Det svarer lidt til, at man sætter sig op i en helikopter og kigger ned på den tanke, der kommer, men ikke reagerer på den eller svarer på den.

Når en tur med metroen bliver angstfremkaldende

I programmet "Børn i angstens greb" tør 12-årige Alberthe ikke tage en tur med metroen. Hun er bange for, at den skal blive forsinket eller sidde fast, så hun ikke kan komme hjem igen.

Hvad skal hun konkret gøre?

- Den trigger, der kommer, er: ”Hvad nu hvis toget sidder fast, og jeg aldrig kan komme hjem til min mor og far igen?”. Det er en tanke, der er der, og den kan man ikke skubbe væk. Hvis man prøver at skubbe den væk, kommer den hundredefold tilbage.

- Hvis man derimod bare lader tanken være, og tænker: "Nå ja, der står nogle andre mennesker på perronen", og "Hov min mave knurrer", altså lader tanker komme og gå, som det passer dem, så kan man faktisk slippe for at blive så angst, forklarer Barbara Hoff Esbjørn.

- Man skal ikke sige til sig selv ”det plejer jo at gå godt med metroen, så det gør det nok også i dag”, for det er jo at svare på tanken. Det er det, man gør i traditionel kognitiv adfærdsterapi. Men det er altså ikke altid, at den virker, og specielt for børn, der bekymrer sig meget, kan der være brug for denne her anden form for terapi.

Forældrene kommer også på arbejde

Som forældre er man en vigtig del af behandlingen af barnets angst, fordi man er der hele tiden, understreger Barbara Hoff Esbjørn:

- Vi kan som terapeuter gå ind og give nogle redskaber en gang om ugen, men vi kan ikke være dem, der fører det igennem i løbet af hverdagen. Dér er det forældrene, der skal vide, hvad de skal gøre.

- Forældrene skal også lære at lade være med at svare på tanken. Så når børnene spørger ”komme du og henter mig i dag?”, skal man ikke svare: "Ja, for det plejer jeg jo at gøre". For så svarer du på den trigger, der er. I stedet skal man sige: "Det lyder som en trigger, prøv at bruge din DM-teknik". For det er den eneste måde, du kan bekæmpe angsten.

Hun understreger, at metoden retter sig mod børn, der er i et behandlingsforløb, hvor de skal lære ikke at reagere på de trigger-tanker, der udløser deres bekymringer. Det er ikke sådan, at alle forældre fra nu af ikke skal svare på deres børns spørgsmål generelt.

FacebookTwitter