Seks råd til forældre med 12-tals piger

Spørg din datter om, hvorfor det er så vigtigt for hende at få gode karakterer, lyder ét af rådene til forældre med 12-tals piger.

Er din datter én af de såkaldte 12-tals piger? Så kan du hjælpe hende et godt stykke ad vejen ved at tale med hende. (Foto: Colourbox.com © COLOURBOX)

12, 12, 12. Et stigende antal piger i gymnasiet går benhårdt efter det perfekte eksamensbevis spækket med funklende 12-taller.

Tirsdag aften gik DR1-dokumentaren ’Historien bag historien: De perfekte piger’ helt tæt på nogle af de over-ambitiøse piger, som vil være perfekte i skolen, på fritidsjobbet og på håndboldholdet. Og mens nogle kan klare presset, får andre indre skrammer.

Her er seks råd til forældre med 12-tals piger.

  1. 1

    Anerkend, at din datter har det, som hun har det. Sig for eksempel ”jeg kan godt se, at det betyder meget for dig, at du klarer dig godt.”

  2. 2

    Overvej, hvor megen opmærksomhed, du giver din datter, når hun klarer sig godt. Overvej også, hvor megen opmærksomhed, du giver hende, når hun kommer til dig med andre ting. Hvis du giver hende megen opmærksomhed, når hun har klaret sig godt, vil hun hurtigt få en opfattelse af, at du også i fremtiden forventer, at hun klarer sig lige så godt.

  3. 3

    Undgå at fortælle din datter, at ”det da ikke er så vigtigt”, eller ”sådan skal du da ikke tænke”. Hver gang du gør det, sår du en kim af usikkerhed i din datter, der gør hendes behov for at præstere større, da hun nemt får fornemmelsen af at være ”forkert”. På den måde er du med til at mindske hendes selvværd – og det kan give hende et ekstra behov for at skulle præstere.

  4. 4

    Tal med din datter om, hvorfor den gode karakter er så vigtig for hende – og om hvad der vil ske, hvis hun eventuelt får en lidt dårligere karakter? Hjælp hende med at finde ud af, hvad det reelt handler om.

  5. 5

    Hvis du er bekymret for, at din datter bukker under for presset for hendes egne forventninger og krav, så lav nogle helt andre ting sammen, så jeres samvær handler om noget helt andet.

  6. 6

    Hvis din datter ikke har lyst til at lave de ting, som hun plejer at holde af, og hvis hun i en lang periode trækker sig fra det sociale og isolerer sig, kan det være en god idé at kontakte egen læge for at udelukke, at der er noget mere på spil.

Kilde: Charlotte Diamant, børnepsykolog, Psykiatrifonden.

Facebook
Twitter