Styr uden om snotnæser og syge børn

Små børn risikerer oftere at få influenza end voksne, men du kan let begrænse smittefaren.

Det er influenza-sæson, og særligt de helt små børn risikerer at blive syge. (Foto: Photographer: Chepko Danil Chepk © COLOURBOX)

​Feber, røde næser og ondt i halsen.

Efter længere tids fravær er influenzaen nu tilbage. Det melder Statens Serum Institut, der sammen med landets læger overvåger den velkendte virus.

Og fordi influenzaen smitter lynhurtigt via små dråber, når vi for eksempel hoster eller nyser, er det særligt de helt små børn, som risikerer at blive smittet. Helt generelt er det også de små børn, som er mest syge.

- Man regner med, at børn i alderen 0 – 3 år, der går i daginstitution, i gennemsnit er syge 25 dage om året, siger Else Guldager fra sundhedsplejersken.dk og ekspert på Lev Nu.

Håndvask kan begrænse børns sygdom

Når et barn er sygt, er det hverken sjovt for den lille patient eller forældrene. Barnet døjer med ubehag, og forældrene må finde alternative pasningsmuligheder, hvis sygeforløbet strækker sig over flere dage.

Men som forældre kan vi være med til at begrænse, hvor ofte barnet må blive under dynen, siger sundhedsplejerske Else Guldager:

- Undersøgelser viser, at hvis vi konsekvent vasker hænder på kritiske tidspunkter, for eksempel når vi har pudset barnets næse eller skiftet ble, så kan vi nedbringe sygedagene med 1/3, altså med omkring otte dage om året.

Gør dårlige vaner til gode vaner

Selvom det langtfra er raketvidenskab, så er der mange af os, der glemmer at vaske hænder, siger Else Guldager:

- Det handler kort og godt om dårlige vaner. Hvis man kommer fra en familie, hvor faren eller moren glemmer at vaske hænder, bliver de dårlige vaner givet videre til barnet.

Men det er slet ikke umuligt at lære børnene nye vaner, siger sundhedsplejersken, som blandt andet underviser børn og pædagoger i at vaske hænder:

- Børn suger viden til sig som en svamp og ofte ender det med at være børnene, der husker forældrene på at vaske hænder efter et toiletbesøg.

Begræns barnets sygedage ved at vaske hænder, når:

  • du går fra institutionen

  • kommer hjem

  • du skal lave mad

  • har været på toilettet (uanset årsag)

  • har skiftet ble, hjulpet på toilettet eller pudset næse på et barn

  • du har haft med snavset tøj eller opkast at gøre

  • du synes hænderne virker nusset

Kilde: sundhedsplejersken.dk

Facebook
Twitter