Sundhedsplejerske: Børn kan sagtens rumme, at far er transvestit

Hvis man er åben om det, kan børn rumme stort set alt, siger Else Guldager. Men er det derimod tabu derhjemme, så bliver det svært.

Fortæl åbent dit barn og dets kammerater om det, der er anderledes i jeres familie. På den måde får I gjort op med tabuiseringen, råder sundhedsplejersken. (Foto: DR Fakta © Type 2)

Er det svært for et barn, at det vokser op i en familie, der er anderledes, fx fordi det har to fædre og én mor, en mor der er transseksuel eller en far, der kan lide at gå med dametøj?

Næ, det er det faktisk ikke, siger sundhedsplejerske Else Guldager. Børn kan rumme ekstremt meget, hvis de har det godt.

- Men det er klart, at det potentielt kan betyde, at barnet bliver udsat for fordomme, mobning og sære spørgsmål. Og her er det vigtigste, at der er en åbenhed om, at sådan er vi altså i vores familie, og der ikke opstår et tabu omkring det.

- Åbenhed er det bedste værn mod fordomme og mobning. At man svarer på de spørgsmål, som barnet selv, barnets kammerater eller kammeraternes forældre måtte have.

Hun understreger, at flere og flere børn vokser op i familier, der er anderledes end den traditionelle kernefamilie, og at det kan have en positiv effekt på fordommene..

- Specielt i forhold til den kønslige sammenhæng har det været tabuiseret i flere år, men det løsner op nu, vi bliver mere og mere åbne overfor, at familier kan se forskellige ud.

At fortælle det til barnet

I første omgang handler det om at fortælle ens eget barn, at der er noget særligt, der gør sig gældende i vores familie, som måske er på en anden måde i de fleste andre familier.

- Og her er børn jo fantastiske. For de ser og hører noget, og så spørger de som regel lige ud af posen. I hvert fald, hvis de kan mærke, at far og mor er åbne og klar til at fortælle. Hvis de voksne har svært ved at tale om det, så komplicerer det det for børnene.

Hun råder til, at man lytter nøje efter, hvad det er, barnet spørger om, og sørger for at svare på lige præcis det og ikke så meget mere. For det skal ikke blive for kompliceret med alt for mange lange forklaringer.

- Det kan være fx: ”Far kan godt lide at have dametøj på en gang imellem, for det, synes han, er sjovt og spændende. Men det er ikke alle fædre, der har det sådan”. Kort og præcist og ikke mere, end barnet har spurgt om.

At fortælle om det i skolen

Når barnet begynder i skole, så er der selvfølgelig flere børn og voksne at forholde sig til. Og her gælder rådet om åbenhed også, pointerer Else Guldager.

- Man kunne starte med at tage fat i barnets lærer og bruge hans eller hendes erfaring og input til, hvordan og i hvor høj grad, det er noget, der skal tales om i klassen.

- Hvis det anderledes er noget, som barnets kammerater møder eller hører om, så er det vigtigt at få snakket om det. Hvis man har lyst, kunne man fx selv komme op på skolen en dag og tale med børnene om det og få svaret på alle de spørgsmål, de har. Igen: Hvis man viser dem åbenhed, skal de nok spørge frit fra leveren.

Børnene i skolen er sandsynligvis de nemmeste at tackle problematikken overfor, siger Else Guldager.

- Det er måske snarere de andre kammeraters forældre, der kan være problemet, hvis de har fordomme. De kan tænke over, om der mon er tale om pædofili?, om det smitter? Eller tænke, at ”de må være nogle mærkelige mennesker”.

- Og her må man appellere til de andre forældre, eventuelt på et forældremøde, om at prøve at forstå og hjælpe deres børn med at rumme det.

Rust dit barn til situationer med generthed

Men man kan jo ikke altid selv være der til at svare på spørgsmål og undren. Mange gange vil barnet jo skulle tackle situationer og spørgsmål alene, og her kan det i stedet være en ide at ruste barnet til de følelser af generthed, der kan opstå, siger sundhedsplejersken.

- Man må lære sit barn at svare på de spørgsmål, som det måtte få, lige så kort og præcist, som man selv svarer på barnets spørgsmål. Og hvis det ikke kender svaret, så må det lære at sige ”det ved jeg ikke, det må jeg lige spørge min far om” eller hvad man nu synes er oplagt. Barnet må endelig ikke komme i klemme mellem forældrene og kammeraterne.

- Og så kan det også hjælpe, at barnet ved, at der er en voksen på skolen, en slags kontaktperson, som kender til historien, og som det kan komme til, hvis det bliver svært, eller hvis spørgsmålene fra kammeraterne bliver for svære.

Det vil typisk være lettere for et barn, hvis det er født ind i en familie, der er anderledes på den ene eller anden måde. Derimod kan det være svært for en 14-årig, hvis ens far pludselig springer ud som transseksuel.

- Da er barnet jo selv i gang med at finde sin egen identitet.

- Lad det endelig være noget, man er åben om lige fra begyndelsen og selvfølgelig tilpasset barnets alder og modenhed. Der er intet vundet ved at vente med at ”springe ud”, til ens barn er større og kan forstå mere.

Facebook
Twitter