Syng dit barn til ro med en vuggevise

Musik virker mere beroligende på børn end talte ord. Så, syng endelig, også selv om du måske ikke er så god til det.

Vuggeviser har siden tidernes morgen været brug til at berolige børn, siger musiker og hjerneforsker Peter Vuust. (Foto: © irina, COLOURBOX)

De fleste forældre har brugt vuggeviser og andre sange til at bringe ro over deres barn, når det var tid til at sove. Og selv som voksne kan vi måske blive ved med at genkalde os de vuggeviser, som vores forældre har sunget for os.

Men hvorfor synger vi egentlig for vores børn, når vi godt vil have dem til at sove?

- Vuggeviser været brugt siden tidernes morgen, forklarer musiker og hjerneforsker Peter Vuust.

- Menneskeflokkene ude på savannen eller i urskoven har typisk levet et meget ubeskyttet liv og da har man haft brug for at berolige børnene, når de skulle falde til ro og sove. Og de har brugt vuggeviser til det.

Syng, også selv om du ikke kan

Man ved, at musik virker mere beroligende end ord, især over for børn, forklarer han:

- Hvis man måler kortisol-niveauet hos børn, så falder det langt hurtigere og langt mere hos børn, når mor synger for dem, end når mor taler til dem. Musikken går simpelthen direkte i følelserne.

Og selv om man muligvis ikke er så god til at synge, skal man gøre det alligevel, siger han:

- For det at synge en vuggevise er i lige så høj grad en stemning, man formidler til sit barn. En stemning af ro og tryghed, og ikke bare ord og musik.

”Solen er så rød, mor” er en klassiker

En af de mest kendte vuggeviser er nok ”Solen er så rød, mor”, og det er i virkeligheden meget interessant, siger Peter Vuust.

- Den har jo faktisk en meget uhyggelig tekst om mørke og ræve og døre, man skal huske at låse. Men samtidig har den nogle andre karakteristika, der gør, at den er velegnet som vuggevise.

For det første synges den i et langsomt tempo:

- Det betyder, at den går lige i det parasympatiske system, og dermed får den os – og barnet - ned i gear. Samtidig synges den ikke for kraftigt, og det har også en beroligende effekt.

Desuden har den en meget trinvis bevægelse i tonerne, den bevæger sig ikke i et særlig stort register.

- Den strækker sig kun over 7-8 toner, og udelukkende inden for dur-skalaen. Der er ikke nogle toner, der stikker ud hverken i den ene eller anden retning, og derfor bliver man rolig af den.

- Hvis der var for mange overraskelser undervejs, så ville man i langt højere grad komme op af stolen, fordi man ville tænke: Hvad sker der mon nu?, og så ville man blive opstemt i stedet for rolig.

DR Aftenshowet og DR Pigekoret kårer i denne uge Danmarks bedste vuggevise. Du kan på forsiden af dr.dk stemme på din favorit blandt ti udvalgte vuggeviser, og torsdag den 10. september kåres vinderen i Aftenshowet.

Hør Pigekoret synge et medley af de ti udvalgte vuggeviser her: