Tv-læge: Børns overvægt er hele familiens ansvar

DR2-lægen Charlotte Bøving er på udkig efter usunde børn til program-serien 'Lægen flytter ind'. Men det er forældrenes adfærd, der skal ændres, forklarer hun.

Charlotte Bøving vil gerne forsøge at hjælpe børn, der kæmper med usund levevis eller overvægt. (© dr)

Om få uger kan du igen møde den praktiserende læge Charlotte Bøving, når hun flytter ind hos en ny stribe mænd med begyndende livsstilssygdomme for at lære dem at skifte kurs mod et sundere liv - i programmet 'Lægen flytter ind'.

Men allerede nu efterlyser programmet børn til en ny serie i rækken, som skal handle om børn, der bevæger sig for lidt, eller er for overvægtige, og hvor forældrene er bekymrede for deres børns helbredstilstand.

- Vi ved, at hver fjerde barn er overvægtigt, og at danske børn generelt bevæger sig alt for lidt, og at de spiser for meget slik og usund mad i det hele taget, forklarer den praktiserende læge, der til daglig er at finde i familiens lægepraksis i Varde.

- Men jeg går til opgaven med stor ydmyghed, for dels har børn jo ikke på samme måde som voksne målbare livsstilssygdomme, og for det andet er det jo ikke barnets adfærd, der skal ændres på – men hele familiens adfærd.

De sårbare børn

Og børnene er sårbare. Måske har de oplevet at blive mobbet af kammeraterne på grund af deres overvægt, eller de føler mindreværd, fordi de måske ikke kan løbe så hurtigt, som de andre børn kan.

- Derfor er vi også nødt til at alliere os med psykologer for at kunne støtte og hjælpe børnene bedst muligt. Og jeg kommer heller ikke til at være kontant overfor dem, som jeg kan være det overfor de mænd, der hidtil har medvirket i programmerne. Og du kommer aldrig til at opleve mig foreslå slankekur til et barn. Børn skal motiveres på en helt anden måde – de skal motiveres gennem sjov og leg.

- Og så vil vi inddrage hele familien, for hvis adfærden skal ændres, så begynder det med barnets forældre. Det er forældrene, der skal italesættes i programmerne, det er dem, der skal have at vide, at hvis ikke familiens vaner lægges om, så vil det betyde alvorlige konsekvenser som livsstilssygdomme og kortere levetid for deres børn. Det kan man ikke forklare børn.

Gør det med kærlighed

Men nøgleordet for Charlotte Bøving er kærlighed.

- Jeg ved, hvor hårdt det kan være for de her børn, jeg prøvede selv at blive mobbet som barn, dog ikke på grund af overvægt, men jeg ved, at når man er udsat som barn, så er man sårbar, og så har man brug for hjælp og støtte. Og så glæder jeg mig til at give børnenes forældre nogle redskaber til at ændre hele familiens adfærd.

Hvis du vil vide mere om programmerne og måske ønsker at melde din familie til, så skriv en mail til: laegen@strongproductions.dk.

Facebook
Twitter