12 svar om det blå sygesikringskort

Få svar på de mest almindelige spørgsmål om det blå sygesikringskort, som du skal bruge fra 1. august i udlandet.

(© Colourbox)

Tusindvis af forvirrede danskere har allerede ringet til Europæiske Rejseforsikring for at høre, hvad betyder, at det gamle gule sygesikringskort ikke længere vil virke i udlandet fra den 1. august.

Europæiske Rejseforsikring har samlet de 12 mest almindelige spørgsmål og svar her:

1) Hvornår ophører det gule kort?

Det gule kort ophører 1. august 2014. Rejser som påbegyndes inden 1. august og som varer under 1 måned vil stadig være dækket via det gule kort.

2) Hvad skal man så have i stedet for det gule kort?

Efter 1. august skal man have det blå kort og/eller en privat rejseforsikring.

3) Hvad dækker det blå kort?

Det blå kort dækker behandling på lige fod med landets borgere. Dvs hvis der er egenbetaling i landet eksempelvis i Frankrig skal du også egen betale. I Frankrig er det 20 % af regningen.

4) Dækker det blå kort behandling på privatklinikker/privat hospitaler?

Nej, det blå kort dækker kun behandling på offentlige behandlingssteder.

5) Er der hjemtransport på det blå kort?

Nej, der har aldrig været hjemtransport på det blå kort.

6) Hvordan får jeg hjemtransport til mit blå kort?

Hjemtransport skal tegnes via privat rejseforsikring.

7) Hvor dækker det blå kort?

Det blå kort dækker i alle EU/EØS lande.

8) Kan min samlever blive hos mig, hvis der sker mig noget i udlandet på det blå kort?

Nej, det blå kort dækker ikke ekstra udgifter, så ens rejsepartner kan blive hos en.

9) Hvor får jeg det blå kort?

Det blå kort er gratis og skal bestilles på borger.dk.

10) Hvis jeg bliver syg i udlandet, og jeg har det blå kort, kan jeg så ringe til en dansk alarmcentral?

Nej, der er ingen dansk alarmcentral.

11) Dækker det gule kort stadig ved rejser i Dannmark?

Ja, der er ingen ændringer ved rejser i Danmark.

12) Skal jeg også bestille det blå kort til mine børn?

Ja, alle rejsende bør have det blå kort. Men vær opmærksom på, at bliver en forælder indlagt, så skal man have en privat rejseforsikring for at kunne få en pårørende ned til sig, der kan være sammen med børn.

Facebook
Twitter